Spørgsmål fra læserne

● Hvad mente Jesus da han sagde, som det berettes i Johannes 3:13, at „ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen“? Eftersom han stadig var på jorden på dette tidspunkt, hentyder han da til sin førmenneskelige tilværelse som engel hvor han i sin egenskab af Guds Ord ved forskellige lejligheder kan have optrådt som Guds talsmand og derefter være steget op til himmelen? — F. B., De forenede Stater.

Nej, dette skriftsted i Johannes 3:13 omtaler ikke hans førmenneskelige virksomhed som Guds Ord. Vi må tage i betragtning i hvilken sammenhæng denne udtalelse forekommer. Da Jesus sagde ovenstående ord var han steget ned fra himmelen, og var født som et menneske, men han var endnu ikke steget op til himmelen, hvilket ikke skete før fyrre dage efter hans opstandelse fra de døde.

I King James-oversættelsen begynder Johannes 3:13 med ordet „og“, i New World Translation med „endvidere“, hvorved denne udtalelse forbindes med den foregående. Jesus taler her til Nikodemus, en af jødernes rådsherrer, som kom til ham om natten, og Jesus har netop forklaret ham hvilke krav der må opfyldes før man kan komme ind i Guds rige. Skønt Nikodemus var en af folkets lærere, fandt han det vanskeligt at fatte hvordan man kunne blive født på ny, hvilket var nødvendigt for at komme ind i Guds rige. Derfor svarede Jesus ham: „Er du en af Israels lærere og ved dog ikke dette? I sandhed siger jeg dig: Hvad vi ved taler vi og hvad vi har set vidner vi om, men I folk tager ikke imod det vidnesbyrd vi aflægger. Hvis jeg har fortalt jer jordiske ting og I alligevel ikke tror, hvordan vil I så tro hvis jeg fortæller jer himmelske ting? Endvidere, intet menneske er steget op til himmelen, uden han som steg ned fra himmelen, Menneskesønnen.“ (Joh. 3:10-13, NW) Med andre ord fortalte Jesus Nikodemus at han, hvis bolig fra begyndelsen af skaberværket havde været i himmelen hos hans Fader, var steget ned fra himmelen og var i stand til at belære Nikodemus om himmelske anliggender; men hvis Nikodemus ikke ville tage imod hans belæring, kunne han ikke opnå den viden han ønskede, for intet menneske var nogen sinde steget op til himmelen for at få en sådan viden og kommet ned med den igen. Jesus talte ikke om nogen tidligere opstigning han selv havde foretaget.

King James-oversættelsen tilføjer i slutningen af verset ordene „som er i himmelen“. Men Jesus var ikke i himmelen da han fremsatte denne udtalelse; han var på jorden og midt i en samtale med Nikodemus. Den danske oversættelse indklammer da også disse ord og påpeger at de mangler i de ældste håndskrifter. Af den grund udelades de fra oversættelser som New World Translation, The Emphatic Diaglott, A American Translation, The Twentieth Century New Testament, og J. B. Rotherhams oversættelse.

● I Esajas 66:8 står der: „Hvo hørte vel mage dertil, hvo så vel sligt? Kommer et land til verden på en eneste dag, fødes et folk på et øjeblik? Thi Zion kom i barnsnød og fødte med det samme sine børn.“ Hvad er forskellen på „land“ og „folk“, og hvilken forbindelse har det med grundlæggelsen af den „nye jord“ i 1919?

Når der lægges en grundvold sker det af hensyn til det der skal bygges ovenpå, af hensyn til at der skal dannes noget nyt i form af en overbygning. I Esajas 51:16 fortæller Gud hvad han agter at gøre med henblik på de nye himle der skal oprettes og den nye jord der skal grundlægges. Han siger til sit folk: „Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: ’Du er mit folk.’“ Disse ord til Zion viser at Gud på et bestemt tidspunkt anerkender et folk, at han lader en nation, et folk der er underlagt en regering fødes. Det jordiske Zion var det bjerg hvorpå „Jehovas trone“ stod, og på den sad kongen over Jehovas folk.

I året 1914 lod Jehova Gud sin salvede søns Jesu Kristi, Rigsarvingens, himmelske regering fødes. Under den første verdenskrig som begyndte samme år, kom Jehovas salvede vidner på jorden imidlertid på grund af frygt og en fejlagtig forståelse i babylonisk fangenskab under de krigsførende nationer. Deres organisation blev udsat for angreb og brød næsten sammen De var ikke i virksomhed som en nation med en uafhængig regering, i dette tilfælde det oprettede Guds rige i himlene. Deres situation lignede jødernes i Babylon i de halvfjerds år deres hovedstad Zion eller Jerusalem og dets tempel lå øde og de ikke havde nogen regerende konge.

I 1919, kort efter afslutningen på den første verdenskrig, begyndte Jehova i sin barmhjertighed at genindsamle sit adspredte, splittede folk fra hele jorden og forøge deres antal. Han forenede sin salvede rest i en velorganiseret ordning og lod den atter begynde i sin virksomhed. Han uddybede dens forståelse af at Riget var blevet oprettet og virkede i himlene. Eftersom der på jorden stadig var en rest af arvinger til Riget, var ikke alle de der skulle være Jesu Kristi medarvinger til Riget forenet med ham i himlene, og regerede altså ikke sammen med ham som nye himmelske magter over jorden, midt iblandt Kristi fjender. Jehova Gud udspændte imidlertid den lovede nye ordens symbolske himle da han gennem indsættelsen af sin kronede søn Jesus Kristus lod Riget fødes.

Jehova lagde sine ord om oprettelsen af de nye himle i munden på sit udfriede, genløste folk på jorden. Guds folk begyndte derfor at forkynde den gode nyhed om den oprettede himmelske regering, Guds rige, som de frem for alt andet skylder troskab. Ved på det tidspunkt at føre sit folk ad sine veje lod Jehova en nation, resten af sit åndelige Israel, „fødes . . . på et øjeblik“. En „stor skare“ mennesker med fårets sindelag har sluttet sig til denne åndelige nation.

Hvad er nu forskellen på det nyfødte „folk“ og det „land“ der kommer „til verden på en eneste dag“? Hvis et folk eller en nation skal kunne eksistere må det eller den have sit eget land. Tag til eksempel fortidens israelitter. Så længe de var landflygtige i et fremmed land, Babylon, var de ikke anerkendt som en nation af jordens nationer. Var deres fædreland, Juda og Jerusalem, et land? Nej! Det lå øde hen uden mennesker og husdyr. De der kom forbi undgik det af frygt for alle de plager som Jehova havde ladet komme over det. Det havde ingen hovedstad, og ingen byer der myldrede med mennesker. De var alle blevet til ruiner hvor ødemarkens dyr holdt til. Juda var et kratbevokset vildnis. Men da den udfriede rest af trofaste jøder i sommeren 537 f. Kr. kom til dette øde landområde og atter bosatte sig på de steder hvor deres byer tidligere havde ligget, opdyrkede jorden og genopbyggede Jehovas alter på Morija bjerg, ja, da kom et land til verden, idet det blev taget i besiddelse af en nyfødt nation „på en eneste dag“ eller i løbet af kort tid og med en pludselighed der overraskede fjenderne. Denne genopbygning af deres land er et billede på hvorledes en „ny ordens“ land skulle komme til verden i 1919 (e. Kr.).

Dette de åndelige israelitters genrejste rests land er den jordiske stilling resten indtager på jorden i et fornyet og godkendt forhold til Jehova som hans vidner. The Watch Tower for 15. oktober 1919 sagde: „Hedningernes tider er forbi. Den gamle verden er endt og går sin opløsning i møde. Den kan aldrig vende tilbage, og ingen som blot har nogen forståelse af den herlighed som Kristi kommende rige vil bringe menneskeheden og dens hjem, jorden, kan nære noget ønske om at se den gamle orden genindført som den var.“ (Side 308, spalte 2) I september blev det første større stævne afholdt i Cedar Point (Ohio). The Watch Tower for 15. december 1919 sagde om stævnet: „Da mødedeltagelsen nåede sit højeste var der i alt 7000 til stede. Aldrig havde nogen i den nærværende sandhed været vidne til et sådant stævne, aldrig til en sådan harmonisk ånd og et så inderligt ønske om at være en velsignelse for hinanden. . . . Det var i sandhed dejligt at være der, og det henledte tanken på at et sådant fællesskab er en forsmag på Herrens folks hjemvenden som de længes efter og venter på.“

Ved dette stævne blev meddelelsen om udgivelsen af et nyt blad, The Golden Age, modtaget med stort bifald; der blev straks tegnet abonnementer på det og i oktober samme år begyndte det at udkomme. Det genoplivede Watch Tower Bible & Tract Society udsendte i årets løb seksogfirs rejsende foredragsholdere (eller „pilgrimme“). Disse fast rejsende repræsentanter besøgte menighederne; de besøgte 6330 landsbyer og byer, og tilbagelagde i alt 812.000 kilometer. De afholdt 687 offentlige møder der blev overværet af i alt 107.893. Desuden holdt de 10.398 vennemøder som overværedes af i alt 479.311. (Side 373) Fejringen af Herrens aftensmåltid den 13. april 1919 overværedes i hele verden af 17.961.

Som et yderligere tegn på at resten af Jehovas vidner var blevet genrejst og genindsat i det åndelige Israels „land“, i deres egenskab af vidner om Guds oprettede rige, blev betelhjemmet på 124 Columbia Heights, Brooklyn, New York, atter taget i brug, forsynet med inventar, og Selskabets kontorer flyttet dertil. Det har virket som Jehovas vidners internationale hovedkontor lige til denne storslåede dag i 1959. Det nuværende trykkerikompleks har blot afløst Selskabets første lille trykkeri i 35 Murtle Avenue, Brooklyn, der blev taget i brug i 1920. I dag ved hele verden at et åndeligt folk er blevet født og trives i sit gudgivne land der så hurtigt kom til verden på denne Jehovas dag.

Ved genindsættelsen af den salvede rest blev den nye jord grundlagt, som forudsagt i Esajas 51:16. Den er underlagt Jehovas rette Hyrdekonge, Jesus Kristus. Siden 1931 har han tydeligvis indsamlet sine „andre får“ til den for at gøre dem til „én hjord“ sammen med den salvede rest af arvinger til Riget under den ene „hyrde“. På denne måde har genindsamlingen af den salvede rest til dens gudgivne symbolske „land“ på jorden udgjort den grundvold som disse hundreder tusinder af „andre får“ bygges på.

Disse „andre får“ er nu som fremmede indbyggere i de åndelige israelitters symbolske „land“. Talmæssigt overgår de resten af de åndelige israelitter, idet de er mere end halvtreds gange så mange. Dette symbolske „land“, den rette Hyrdekonges jordiske fold, vil ikke blive ødelagt i Harmagedonslaget. Det vil bestå som en fast grundvold ind i de nye himles og den nye jords kommende orden. Når det sidste medlem af den overlevende åndelige rest har afsluttet sin jordiske løbebane og føres ind i den himmelske regering vil det symbolske „land“ der blev grundlagt i 1919 være blevet taget fuldstændig i besiddelse af disse „fremmede indbyggere“, de andre får.

Ud fra dette kan vi se forbindelsen mellem fødselen af den genrejste nation, bestående af Zions sønner, det åndelige Israel, i 1919, og grundlæggelsen af jorden, en ny jord, der for evigt skal bebos af de genløste og fuldkommengjorte „andre får“.