Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w60 15/2 s. 99-100
  • Spørgsmål fra læserne

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Spørgsmål fra læserne
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
w60 15/2 s. 99-100

Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor står der i Første Mosebog 2:17 at det var forbundet med dødsstraf at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“ når der i Første Mosebog 3:3 siges at det betød døden blot at røre ved træet? — R. B., De forenede Stater.

Udtalelsen i Første Mosebog 2:16, 17 er Jehovas befaling til Adam. Beretningen lyder: „Men Gud HERREN [Jehova] bød Adam: ’Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!’“ Adam må have givet denne oplysning videre til sin hustru, for da hun talte med slangen kendte hun denne befaling fra Gud. Eva hverken løj eller føjede noget til da hun sagde til slangen: „Gud [sagde] . . . I må ikke røre derved.“ At røre ved den forbudte frugt ville jo være det første skridt til at øve dødssynd. Hvorfor skulle de røre ved frugten hvis de ikke havde til hensigt at spise den? Det ville kun friste dem. Det var det de blev advaret imod, og Eva gentog advarselen da hun sagde: „Kun af frugten på træet midt i haven, sagde Gud, må I ikke spise, ja, I må ikke røre derved, thi så skal I dø!“ — 1 Mos. 3:3.

● Er det, i betragtning af at det er i modstrid med Bibelen hvis en kristen modtager blod fra en anden, tilladt en indviet kristen at lade noget af sit eget blod aftappe for senere under en operation at modtage det igen? — W. D., De forenede Stater.

Ifølge de forskrifter Bibelen giver angående behandling af blod, skulle blodet, når det blev tappet af et legeme, løbe ud på jorden som vand og dækkes med jord. (3 Mos. 17:13, 14; 5 Mos. 12:16, 23, 24; 15:23; 1 Krøn. 11:18, 19) Grunden hertil er at livet er i blodet og at sådant udgydt blod i Jehova Guds øjne betragtes som noget helligt. Pagten om blodets hellighed der blev oprettet efter Vandfloden er stadig bindende, og den indbefatter både blod af dyr og mennesker, hvad enten det drejer sig om ens eget blod eller andres blod. Altså gør man vold på de bibelske principper angående behandling af blod hvis man lader blod aftappe til oplagring og senere indførelse i samme person. — 1 Mos. 9:4-6.

Hvis der imidlertid skulle indtræffe en blødning ved tidspunktet for operationen og man på en eller anden måde straks lader blodet strømme tilbage til legemet, da er dette tilladt. Brugen af et eller andet apparat der under en operation leder blodet bort fra legemet således at det ikke løber igennem et bestemt organ eller område i legemet, vil være bibelsk tilladeligt, for blodet flyder i så fald fra ens legeme gennem apparatet og direkte tilbage til legemet. Hvis blodet derimod bliver oplagret, om end kun for en kort tid, ville en sådan fremgangsmåde være i strid med Bibelen.

Den fremgangsmåde hvorved et andet menneskes blod bruges til at „spæde“ et apparat som benyttes på operationsstuen er absolut forkastelig. I et sådant tilfælde ville blodet cirkulere gennem patientens kredsløb og blive blandet med hans eget. Og hvis ens eget blod med mellemrum måtte aftappes og oplagres indtil man havde samlet en portion der var tilstrækkelig stor til at sætte et apparat i gang, da ville dette også falde ind under det bibelske forbud. De mennesker der er udsat for at skulle tage stilling til dette spørgsmål har selv bedst mulighed for at konstatere hvordan man vil behandle blodet, og de er ansvarlige over for Jehova for at deres blod ikke behandles i modstrid med Bibelen.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del