Spørgsmål fra læserne
● Hvordan skal man forstå Hebræerne 11:1, som oversat i Ny Verden-oversættelsen? Menes der at tro er det klare bevis på usynlige virkeligheder, eller at tro baseres på sådanne klare beviser på usynlige virkeligheder, eller skal verset forstås helt anderledes? — J. L., Danmark.
Nævnte skriftsted lyder: „Tro er den sikre forventning om ting der håbes på, det klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete.“ — Hebr. 11:1, NW.
Det er åbenbart gengivelsen af det græske elenkhos, „det klare bevis“, der rejser spørgsmålet om hvordan skriftstedet skal forstås. Greek-English Lexicon af Liddell og Scott gengiver i en genoptrykt udgave af 1948 dette græske ord således: „Modbevis eller -argument, krydsforhør, kritisk undersøgelse, og tillige vidnesbyrd der danner grundlag for overbevisning.“ I forbindelse med den sidstnævnte betydning henviser leksikonnet til Hebræerne 11:1.
Ny Verden-oversættelsens originalgengivelse er ordret, der tilføjes ingen ord som oversætteren kunne finde nødvendige for at fuldstændiggøre eller udvide tanken. Det er derfor apostelen Paulus selv der siger at tro er det klare bevis på, eller vidnesbyrd der danner grundlag for overbevisning om, usynlige virkeligheder. Det klare bevis, eller vidnesbyrdet der danner grundlaget for overbevisning, er med andre ord så positivt eller stærkt at troen siges at være identisk med det.
Tro baseres ikke på usynlige virkeligheder. For at troen kan være til stede må der være et klart bevis på, eller et vidnesbyrd der danner grundlag for overbevisning om, usynlige virkeligheder. Hvis man ikke har et klart vidnesbyrd om eller bevis på usynlige tings eksistens, hvordan skulle man så kunne tro på sådanne usynlige tings eksistens, ting hvis eksistens man ikke ville kende noget til? Det ville derfor være forkert at læse verset som om der stod: ’Tro er den sikre forventning om ting man håber på, skønt det klare bevis på virkeligheder ikke ses.’ Hvorfor? Jo, for hvordan kan man vide af sådanne virkeligheder eller have en sikker overbevisning om at de eksisterer hvis det klare bevis på virkelighederne ikke ses? I den græske tekst lægger udtrykket „skønt ikke sete“ sig til „virkeligheder“. Ordene „skønt ikke sete“ lægger sig ikke til „det klare bevis“. Eftersom ’virkelighederne’ er usynlige for det menneskelige øje må vi have et klart bevis på dem for at kunne tro på sådanne usynlige virkeligheders eksistens.
Hvad forfatteren til Hebræerne 11:1 siger er altså at tro er det samme som det „klare bevis på virkeligheder skønt ikke sete“. Den der har tro er blevet overbevist af dette klare bevis og behøver derfor ikke at se selve virkelighederne. Han handler i bevidstheden om disse virkeligheders eksistens, skønt han endnu ikke har set dem. Alligevel handler han ikke i blinde, for på grund af sindets erkendelse og hjertets forståelse har han et klart bevis der for ham godtgør de sande tings virkelighed, ting han ikke har set.
● I Daniel 11:37 læser vi om „Nordens konge“: „Ej heller ænser han kvindernes yndlingsgud [kvinders attrå, AS].“ Hvem er de kvinder der tales om her? — J. H., De forenede Stater.
En kvinde bruges mange gange i Bibelen, lige fra Første Mosebog til Åbenbaringen, som et udtryk for en by eller en organisation. (1 Mos. 3:15; Gal. 4:26; Åb. 12:1) Ligesom Gud gav Adam en kvinde, Eva, som en „medhjælp“, har organisationer tjent som hjælpere eller tjenerinder for dem der oprettede dem eller fik herredømme over dem. Det gælder for Jehova Guds vedkommende, som det sås af ovennævnte skriftsteder; det gælder imidlertid tillige Satan Djævelen, for han har også en kvinde: „Og kvinden, du så, er den store by, som har herredømme over jordens konger.“ — Åb. 17:18.
Udtrykket ’kvinde’ i Daniel 11:37 må være symbolsk, eftersom „Nordens konge“ ikke er en enkelt mand, men derimod de styrende faktorer i en nutidig totalitær verdensmagt. ’Kvinderne’ hentyder derfor til alle de grupper eller organisationer der tjener som svagere kar eller tjenerinder for Nordens konge inden for hans domæne. Det er de kulturelle, videnskabelige, religiøse og lignende sammenslutninger eller organisationer der har visse ønsker, en attrå, deres egne former for tilbedelse eller deres egne „guder“, men som ignoreres af Nordens konge i hans tilbedelse af „fæstningernes gud“. Blandt disse ’kvinder’ er også satellitstaterne, især deres ledere, som har visse ambitioner, en vis attrå, angående deres egne lande, men deres ønsker ignoreres af Nordens konge hvis de ikke passer ind i hans ærgerrige planer. Det kom især til udtryk i Ungarn, og har i nogen grad gennem dagspressen kunnet iagttages i Polen. Man kunne måske sige at marskal Tito trak Jugoslavien tilbage fra det kommunistiske Rusland fordi han ikke ville underordne sig dets ønsker; han havde ikke lyst til at spille rollen som en kvinde eller tjenestepige for det kommunistiske Rusland. Alle de der underkaster sig er at ligne ved ’kvinder’ for den dominerende Nordens konge.