Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal man forstå ordet ’nøde’ som det forekommer i Lukas 14:23, hvor der står: „Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind, så mit hus kap blive fuldt“? — P. F., De forenede Stater.

I Lukas 14:16-24 berettes Jesu lignelse om „et stort festmåltid“, og ordet „nød“ i vers 23 må forstås på baggrund af denne lignelse. En tilsvarende lignelse, nemlig den om bryllupsfesten, finder vi i Mattæus 22:1-14. Her ses det klart at den „mand“ som gjorde et stort festmåltid hvortil han indbød mange, var en konge der havde forberedt en bryllupsfest for sin søn. Han sendte indbydelser ud, men da de indbudte undskyldte sig på forskellig måde, benyttede kongen andre midler for at få gæster nok til festen. Da han var konge og alle i riget var hans undersåtter, havde han ret til at sende sine tjenere ud, ikke bare for kritikløst at spørge mennesker på gader og stræder, heriblandt fattige, krøblinge, lamme og blinde, om de ville komme til festen, men for at tvinge eller nøde dem til at komme. De måtte uden tvivl nødes, for da det var mennesker fra gaden ville de være forsigtige med at sige ja til indbydelsen eftersom de tænkte at de var uværdige til at deltage i så stor en fest, hvortil kun landets fornemste ellers var indbudt. Det vil sige at de måtte overtales.

Dette er netop sket ved lignelsens opfyldelse. Ganske vist har hvert enkelt menneske sin frie vilje, men mange har måttet overtales, og det med megen kraft, energi og anstrengelse fra deres side som forkyndte den gode nyhed om Riget og indbød de hørende til det store åndelige festmåltid som Jehova har beredt i sit rige. Denne tilskyndelseshandling over for de lydhøre mennesker kan sammenlignes med det englene gjorde da de besøgte Lot i Sodoma. Den dag byen skulle ødelægges måtte englene tage Lot og hans tøvende familie ved hånden, bringe dem ud af byen og drive på dem for at få dem til at flygte op i bjergene og undgå udslettelse. — 1 Mos. 19:15-17.

I dag lader den store Konge, Jesus Kristus, den salvede rest bringe et lige så presserende budskab ud til de andre får, der så igen er med til at give budskabet videre til endnu flere. I forståelse af hvad det gælder — ophøjelsen af Jehovas navn og tilhørernes evige liv — gør forkynderne budskabet så magtfuldt som de overhovedet kan, de tilskynder, opfordrer indtrængende, får folk til at gå ind på aftaler, ja nøder dem ligefrem til at handle og tage standpunkt for Jehova og hans rige. Samtidig med at de understreger hvor presserende og vigtigt deres budskab er, husker de naturligvis at de mennesker de besøger med frelsens budskab har deres frie vilje. Til sammenligning kunne man påpege Lydias gæstfrihed over for Paulus og hans ledsagere. Lukas skriver om hende: „Sådan nødte hun os.“ Lydia kunne ikke have tvunget Paulus og de andre hvis de havde besluttet ikke at tage imod hendes gæstfrihed, men hun gav ikke op. De kristne giver heller ikke så hurtigt op under udførelsen af deres vidnearbejde, nej, de „nøder“ folk til at komme og dukke af livets vand. — Ap. G. 16:15; Åb. 22:17.