Spørgsmål fra læserne
● Hvad kan man svare dem der påpeger at ægyptologernes tidsangivelser ikke altid stemmer overens med Vagttårnets? — C. V., De forenede Stater.
Sandheden er den at ægyptologerne har mere fornemmelse end bevis for de årstal de nævner i forbindelse med de forskellige ægyptiske dynastier. Dette fremgår af følgende citat fra arkæologen, professor W. F. Albrights bog Archaeology of Palestine, siderne 219, 220:
„Det siges ofte at arkæologien i Palæstina videnskabeligt set har lidt en del under at nogle af de lærde som har foretaget udgravninger dernede, har haft forudfattede religiøse meninger. Det er rigtigt at det for nogle arkæologers vedkommende har været interessen for Bibelen der har draget dem mod Palæstina, og at nogle af dem hovedsagelig har haft deres forkundskaber i kraft af at de var bibellærde. Forfatteren har kendt mange sådanne lærde, men han husker ikke et eneste tilfælde hvor deres religiøse synspunkter i synderlig grad har haft indflydelse på deres resultater. Nogle af disse lærde var yderliggående bibelkritikere; andre var mere konservative bibelkritikere, . . . andre igen var stokkonservative Men deres arkæologiske konklusioner var næsten altid uberørte af deres synspunkter som bibelkritikere.
Der har været nogle få tilfælde, [men] den vold som disse udgravere i Palæstina har gjort på videnskabelig objektivitet er at regne for intet i sammenligning med den skade der er forvoldt ægyptologien ved det røveruvæsen hvormed Belzoni og Passallacqua i stor stil har huseret, eller ved Mariettes lufttætte monopol på området og Amelieaus skånselsløse rovdrift på de kongelige grave. Ej heller må det glemmes at nogle af de kendteste videnskabelige udgravere, såsom Petrie og Reisner, vandt nogle af deres ærligste laurbær i Palæstina. Hvor forsigtige de førende arkæologer i Palæstina har været får man et billede af når man erindrer sig at Petrie og Bliss, MacAlister og Watzinger, samt flere andre, næsten altid har sat deres tidsangivelser for lavt, mens man i Ægypten almindeligvis har sat tidsangivelser for højt. Her ser vi det mærkværdige at en arkæologisk kronologi lidt efter lidt ændres, idet der må lægges nogle år til i Palæstina, mens man i Ægypten lidt efter lidt har måttet trække nogle år fra.“
Kristne kan af ovenstående drage forskellige slutninger. Først og fremmest at der ikke er grund til bekymring eller ængstelse fordi ægyptologernes kronologi ikke stemmer overens med Bibelens; en sådan uoverensstemmelse behøver man ikke at tage alvorligt. For det andet at ægyptologerne åbenbart har været tilbøjelige til at være mindre samvittighedsfulde end de arkæologer som har virket i Palæstina. På den anden side var arkæologerne i Palæstina så samvittighedsfulde at de til overdrivelse vogtede sig for at fastsætte et årstal længere tilbage end de absolut var nødt til.