Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor blev Johannes Døber af sine disciple kaldt „rabbi“, når Jesus tydeligt sagde: „I skal ikke lade jer kalde ’rabbi’“? — C. W., De forenede Stater.
Ikke alene brugte Johannes’ disciple ordet „rabbi“ når de tiltalte Johannes, som vist i Johannes 3:26, men Jesu disciple kaldte også Jesus „rabbi“, som det fremgår af Johannes 1:38, hvor der står: „De sagde til ham: ’Rabbi (der oversat betyder lærer), hvor bor du?“ (NW, se også Ordforklaringen i den autoriserede danske bibel.) Det fremgår altså af dette skriftsted at rabbi betyder lærer. Johannes, der af Jehova var blevet bemyndiget til som profet at bane Jehovas veje og bringe bud om frelse for hans folk, var en sådan lærer, og det anerkendte hans disciple. — Luk. 1:76-79.
Ved sin død ophørte Johannes naturligvis med at være lærer, og det var først efter Johannes’ død at Jesus gjorde sine disciple opmærksom på at han nu var deres lærer og at de ikke skulle danne skel imellem sig ved at titulere nogle „rabbi“. „Lad jer ikke kalde ’rabbi’, for én er jeres lærer, mens I alle er brødre.“ — Matt. 23:8, NW.
● Hvordan skal man forstå 1 Mos. 2:19? — W. B., De forenede Stater.
Nævnte vers lyder: „Gud [Jehova] dannede [var i færd med at danne, NW] af agerjorden alle markens dyr og himmelens fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende væsener, det skulle være deres navn.“ Nogle har opfattet dette skriftsted som en gentagelse af det der blev sagt i Første Mosebog, det første kapitel. Imidlertid synes der her at være tale om en tilføjelse til beretningen dér, og ikke om en gentagelse. Dette skriftsted lader os formode at Jehova Gud, selv efter at have skabt Adam, men før Eva blev skabt, fortsatte med at skabe dyr og bringe dem til Adam, som gav dem navne. Ikke alene Adam men også Eva blev dannet før afslutningen af den sjette skabelsesdag. De omtalte dyr blev derfor også skabt før den syvende dag, da Gud hvilede fra sit skaberværk.