Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w64 15/6 s. 267-268
  • Hvad er meningen med livet?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad er meningen med livet?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1964
  • Lignende materiale
  • Lev for at gøre Guds vilje — nu og for evigt
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1986
  • Lev nu for Guds nye verden
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1962
  • Sæt dig et meningsfyldt mål i livet
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2007
  • Livets sande mening
    Vågn op! – 1992
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1964
w64 15/6 s. 267-268

Hvad er meningen med livet?

ER du klar over at der i hele verden hver dag er mere end ti tusind der begår selvmord? Gang dette med 365, og det årlige antal selvmord er svimlende, større end indbyggerantallet i flere byer tilsammen. Hvad har ført så mange mennesker til at begå en så desperat handling? Har livet mistet enhver mening for dem? Har de mistet enhver følelse af at være forpligtede over for sig selv, over for deres medmennesker, og over for Gud, som har skabt dem?

Det er almindeligt anerkendt at følelsen af at livet har mening er nødvendig for vort velbefindende. For nogle er det det at gøre godt mod andre, at være venlig og hjælpsom, der giver livet mening. For andre er det morskab, fornøjelser og adspredelser. Nogle sætter sig som mål at skaffe sig økonomisk sikkerhed, og andre bygger deres liv op omkring deres hjem og deres familie. Men at dømme efter den utilfredshed og modløshed der hersker blandt dem der har sat sig ovennævnte mål i livet, er det klart at disse ikke er tilstrækkelige, at de ikke hver for sig er det vigtigste mål i livet, men at der må være en dybere mening med tilværelsen. Kan man tænke sig nogen mere ophøjet mening med livet end den som menneskets Skaber har fastsat?

Guds ord, Bibelen, viser at den egentlige mening med livet er at vi gør Guds vilje. Den vise kong Salomon udtrykte det således: „Frygt den sande Gud og hold hans befalinger for det er menneskets hele forpligtelse.“ (Præd. 12:13, NW) At det at gøre Guds vilje virkelig er „menneskets hele forpligtelse“ ses af hvad en af Jesu apostle, Simon Peter, skrev til de første kristne: „Da nu Kristus har lidt i kødet, må også I væbne jer med samme sindelag; for det menneske der har lidt i kødet har vendt sig fra synder, for at det i resten af sin tid i kødet ikke længere skal leve for menneskers begæringer, men for Guds vilje. Thi det er tilstrækkeligt at I i den tid der er gået har efterfulgt nationernes vilje da I hengav jer til løsagtighed, lyster, overdreven nydelse af vin, frådseri, drikkelag og ulovlig afgudsdyrkelse.“ — 1 Pet. 4:1-3, NW.

Eftersom meningen med tilværelsen er at vi „ikke længere skal leve for menneskers begæringer, men for Guds vilje“, er det nødvendigt at vi lærer Guds vilje at kende. Hvad der er Guds vilje, er ikke noget den enkelte selv afgør på grundlag af sin samvittighed, ud fra skik og brug eller efter hvad søndagsskolelæreren siger. Det er heller ikke givet at forældrene lærer børnene hvad Guds vilje er. Gud har sørget for at vi kan lære hans vilje at kende gennem hans inspirerede ord, Bibelen, og de forstandige gør denne bog til deres konstante vejleder og rettesnor.

Bibelen viser afgjort at det er Guds vilje at vi ’frygter den sande Gud’, Jehova, fremfor mennesker. (Luk. 12:4, 5) Den viser at vi skal ’holde hans befalinger’. Gud har givet befalinger angående al vor færd, og den skal være hellig. Det understregede apostelen Peter netop i sit første brev, hvor han siger: „Som lydige børn må I ikke rette jer efter de lyster, som I før, i jeres uvidenhed, levede i. Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd; thi der står skrevet: ’I skal være hellige; thi jeg er hellig.’“ (1 Pet. 1:14-16) Det vil sige at det er Guds vilje at mennesket lever livet i overensstemmelse med Guds hellige målestok for retfærdighed. Den der gør Guds vilje kan altså ikke gå på den vej som denne gudløse tingenes ordning afstikker. Den tid der er gået med at gøre nationernes vilje, sagde Peter, er tilstrækkelig, ja mere end tilstrækkelig. Fra det øjeblik et menneske begynder at forstå den sande mening med livet og indretter sin tilværelse derefter, bør det købe tid til og bruge sine evner og kræfter på at gøre Guds vilje i stedet for som tidligere at gøre menneskers vilje.

Peter sagde også at den der ville gøre Guds vilje skulle væbne sig. Med hvad? Med „samme sindelag“ som Jesus Kristus. Hvilket værn mod denne ugudelige tingenes ordning, mod modløshed, fortvivlelse og et formålsløst liv! For at kunne væbne sig med det samme sindelag som Jesus Kristus havde, må man vide hvad Jesus Kristus forkyndte — Guds rige. Den der gør Guds vilje, sætter dette rige før alt andet i sit liv, nøjagtig som Jesus, og efterkommer dermed hans opfordring: „,Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet [materielle fornødenheder] gives jer i tilgift.“ (Matt. 6:33) Så kan vi tage imod det sikre håb om evigt liv gennem Guds rige ved hjælp af Kristi genløsningsoffer, som han tilvejebragte ved at give afkald på sit liv som et fuldkomment menneske.

Meningen med tilværelsen omfatter for den kristne også at han skal lære andre Guds vilje at kende. Det vil sige at han må fortælle andre at Guds rige er oprettet i himmelen og at det vil bringe velsignelser til alle lydige mennesker. Ja, det er Guds vilje at alle sande kristne forkynder Guds budskab om frelse ved Jesus Kristus, gennem hans himmelske rige, der vil indføre en ny, retfærdig tingenes ordning.

Da Jesus Kristus vandrede her på jorden udtrykte han hensigten med sit jordiske liv således: „Dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Det var den hensigt som alle hans handlinger rettede sig efter. Han anbefalede alle han kom i berøring med, alle der var ydmyge og ønskede at lære livets sande mening at kende, at gøre Guds vilje. Det er ikke nemt at leve op til det eksempel Jesus Kristus satte, men alle har ansvar for at gøre hvad de hver især formår og prise Gud på en sådan måde at andre lærer Guds vilje at kende. Gud er ikke urimelig; han anerkender vore bestræbelser for at leve op til hans krav, når de er oprigtigt ment.

Det er altså vigtigt at vi gør alt hvad vi kan for at vise at vi ’frygter Gud og holder hans befalinger’ og at vi ikke længere lever ’for menneskers begæringer’ men ’for Guds vilje’. Da har vi forstået livets sande mening og vil kunne se frem til en lykkelig, evig tilværelse under Guds rige.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del