Spørgsmål fra læserne
● Hvordan fik Adam efter sit oprør at vide at Gud havde sagt: „Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt. Nu skal han ikke række hånden ud og tage også af livets træ og spise og leve evindelig“? (1 Mos. 3:22) — E. D., De forenede Stater.
Der siges ikke i skriftstedet at Jehova Gud sagde dette til sig selv og at Adam ikke hørte det. Tværtimod er der meget der taler for at Jehova sagde det højt så Adam kunne høre det og vide hvorfor han blev uddrevet af glædens paradis. Gud overraskede altså her Adam ved at give ham kendskab til noget som hverken han eller hans hustru havde vidst før, nemlig at der midt i haven var et „livets træ“ og at det at et menneske fik lov til at spise af dette træ var et symbol på at dette menneske havde ret til evigt liv i Paradiset.
Der er intet i den foregående beretning der tyder på at Adam eller Eva kendte noget til dette „livets træ“ der stod midt i haven. Da Eva talte med slangen nævnede hun havens træer under ét og undtog kun „træet til kundskab om godt og ondt“, idet de ikke måtte spise af dette træ, men hun nævnede intet om „livets træ, der stod midt i haven“, det træ der omtales i det andet kapitels niende vers.
Nu siger Gud at grunden til at han uddriver dem af haven er at de ikke skal spise af træet: „Så forviste Gud [Jehova] ham fra Edens have, for at han skulle dyrke jorden, som han var taget af; og han drev mennesket ud.“ (1 Mos. 3:23, 24) Da Gud uddrev dem af haven har han uden tvivl med en eller anden udtalelse befalet dem at forføje sig bort, og det er mest sandsynligt at Adam har fået kendskab til „livets træ“ og til Guds udtalelse om at „mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt“ ved at Gud har udtalt disse ord ved denne lejlighed, i stedet for at Adam senere skulle have fået en inspireret åbenbaring fra Gud om hvad denne i sit hjerte tænkte da han uddrev menneskene af Edens have. På denne måde var det muligt for Adam at omtale „livets træ, der stod midt i haven“, da han skrev sit andet dokument.