Spørgsmål fra læserne

● Var det udstødelse apostelen Paulus drøftede i 2 Tessalonikerbrev 3:14, 15? — P. W., De forenede Stater.

Tilsyneladende ikke. Han fortalte menigheden hvordan den skulle behandle dem der foregav at være kristne men som ikke var godt selskab, omend de ikke fortjente at blive fuldstændig udelukket af menigheden. Dette fremgår af sammenhængen.

I 2Ts 3 vers 6 siger Paulus: „Men vi byder jer, brødre! i Herren Jesu Kristi navn, at I holder jer fra enhver broder, som vandrer uskikkeligt og ikke retter sig efter den overlevering, I modtog af os.“ Hvori bestod denne uskikkelighed? Apostelen Paulus sagde at de ’ikke arbejdede, men gav sig af med, hvad der ikke kom dem ved’. Han opfordrede dem til som medlemmer af menigheden ikke at være dovne og forvente at andre skulle skaffe dem de timelige fornødenheder, og ikke at bruge tiden til at blande sig i anliggender som ikke kom dem ved. I stedet skulle de vise at de var villige til at arbejde og sørge for deres egne fornødenheder.

Til de trofaste i Tessalonika sagde han derpå: „I, brødre! må ikke blive trætte af at gøre det gode. Men hvis nogen ikke retter sig efter, hvad vi har sagt her i brevet, skal I mærke jer ham, og ikke have med ham at gøre, for at han må skamme sig! Dog skal I ikke regne ham for en fjende, men retlede ham som en broder!“ (2 Tess. 3:13-15) Hvis en der foregav at være kristen ikke rettede sig efter den kristne menigheds lære men foretrak at følge sine egne ideer og at opføre sig på en måde der tjente hans egne selviske formål, skulle de ansvarlige i menigheden ’mærke sig ham’. De skulle ikke tildele ham opgaver så han kom til at træde frem i menigheden som lærer eller blev betragtet som eksempel for andre.

En åndeligt sindet kristen ville ikke søge omgang med en sådan person. Det ville ikke være opbyggende at høre på hans ideer, og ved at tilbringe tid sammen med ham kunne man måske blive påvirket af ham. Derfor opfordrer apostelen brødrene til at undgå at komme sammen med vedkommende både for deres egen skyld og for at han kunne blive klar over at de trofaste ikke bifaldt hans adfærd.

Dog sagde Paulus ikke at de ikke engang skulle hilse på ham, som apostelen Johannes sagde om dem der fornægtede Kristi lære. (2 Joh. 9-11, NW) Nej, han var stadig deres broder, og de skulle fortsat „retlede ham som en broder“ og tilskynde ham til at ændre sind så han var i overensstemmelse med Guds ord.

Hvis vedkommende imidlertid fortsatte med at udbrede sine ideer i menigheden og derved skabte uenighed, hvad så? I sit brev til Titus gav apostelen Paulus følgende vejledning: „En mand, der volder splittelser, skal du vise bort, efter at du én eller to gange har advaret ham; du ved jo, at et sådant menneske er på vildspor og synder, dømt af sig selv.“ — Tit. 3:10, 11.

Vi ser altså at menigheden ikke er ivrig efter at udelukke nogen. Den bestræber sig for om muligt at hjælpe dem; men hvis de fremturer i gerninger der er fordømt i Bibelen må de ansvarlige tjenere tage skridt til at rense organisationen, dels af respekt for Jehova Gud, dels for at beskytte hans folk.

● De der blev tilintetgjort i Vandfloden og de der gik til grunde ved Sodomas og Gomorras ødelæggelse omtales sammen i Andet Petersbrev 2:4-6 og Lukas 17:26-30. Tyder det på at de der blev tilintetgjort i Vandfloden vil få en opstandelse? — J. B., England.

For at finde ud af hvad der menes i Andet Petersbrev 2:4-6 og i Lukas 17:26-30 vil det være godt at læse disse skriftsteder omhyggeligt og se i hvilken sammenhæng de forekommer.

Når vi undersøger Peters andet brev, kapitel to, ser vi at apostelen Peter advarede om at der ville fremstå falske kristne i menighederne. (2 Pet. 2:1-3) Disse „falske lærere“ ville drage nogle bort fra den sande tro, men deres egen tilintetgørelse ville ikke lade vente på sig. For at understrege at Gud ville straffe dem henviste apostelen til flere forskellige eksempler. Han viste at „Gud skånede ikke de engle, der syndede“ og at han ikke skånede „den gamle verden“ på Noas tid. Ved at ødelægge byerne Sodoma og Gomorra satte Gud ligeledes dem „til advarende eksempel for ugudelige mennesker i kommende tider“. (2 Pet. 2:4-6) Apostelen fremholdt disse eksempler for at vise at Gud straffer de ugudelige for deres onde adfærd. Han kom ikke ind på om disse mennesker skulle få en opstandelse.

På samme måde brugte Jesus, som vist i Lukas 17:26-30, dem der forgik i Vandfloden og dem der omkom i Sodoma som eksempler. Som eksempler på hvad? På at folk i almindelighed ikke ville være vågne for hans anden nærværelse fordi de ville være fuldstændig opslugt af dagliglivets bekymringer: af at spise, drikke, gifte sig, købe, sælge, plante og bygge. Det ville være „som det gik til i Noas dage“ og „som det gik til i Lots dage“. Jesus sagde: „På samme måde skal det gå den dag, da Menneskesønnen åbenbares.“ Jesus brugte en lignende illustration i Mattæus 24:37-39 skønt han der kun nævnede Noas dage. I ingen af disse passager kom han ind på om de folk han omtalte ville få en opstandelse.

I Peters andet brev, det tredje kapitel, henledte apostelen opmærksomheden på den ødelæggelse der ville komme under Kristi anden nærværelse. Han skrev: „Den daværende verden [menneskesamfundet uden for Noas ark] blev oversvømmet af vand og gik til grunde. Og de nuværende himle og jorden er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.“ (2 Pet. 3:6, 7) Læg mærke til at han siger at den daværende verden „gik til grunde“. Hvad betyder det? Siger Bibelen nogen steder at de der gik til grunde i Vandfloden vil få en opstandelse? Siger den at de vil være til stede på dommens dag? Nej! Her i Peters andet brev sammenlignes den tilintetgørelse de led i Vandfloden med den der ved afslutningen på den nuværende tingenes ordning vil ramme de „ugudelige mennesker“ som Jesus med et symbolsk udtryk kaldte „bukke“, der „skal gå bort til evig straf [afskærelse, NW]“. Det ser derfor ud til at de der gik til grunde i Noas dage blev tilintetgjort for evigt. — Matt. 25:31-46.