Er det en opfyldelse af Bibelens profetier?

I BEGYNDELSEN af juni fortalte avisoverskrifterne om den hurtige udvikling af krigen i mellemøsten: „Israel rykker frem på alle fronter“, „Israelerne sender araberne på flugt; de nærmer sig Suez“. På nogle få dage var det overstået. Israelske tropper havde besat hele Jerusalem, hele det jordanske område vest for Jordanfloden og hele Sinajhalvøen.

Under alt dette var der mange der gjorde sig tanker om den nøjere betydning af disse begivenheder. Kunne det være nogle af de ældgamle profetier i Bibelen der var ved at blive opfyldt? spurgte mange. For eksempel disse ord udtalt af Jehova Gud og nedskrevet for mere end 2500 år siden: „Jeg . . . fører dem hjem til det land, jeg gav deres fædre, og de skal tage det i eje.“ — Jer. 30:3; se også Ezekiel 37:21.

Israelernes egne synspunkter og indstilling er ikke uden betydning i behandlingen af dette spørgsmål. Er jødernes adspredelse ved at være slut? Hævder israelerne på nogen måde at de er en teokratisk stat, at de er regeret af Gud, og sætter de deres lid til at Gud vil beskytte dem? Overvej nogle af kendsgerningerne.

I året der fulgte efter at Israel var blevet erklæret uafhængigt, gjorde en fremtrædende tysk rabbiner, Ignaz Maybaum, følgende indrømmelse: „Zion eksisterer ikke endnu. Vi må stadig bede for at det kan blive oprettet. Messias er endnu ikke kommet, det er kun en jødisk stat der er blevet oprettet. Verden er endnu ikke løskøbt. Vi må stadig vente, håbe og bede. Endnu er vi — såvel som indbyggerne i Israel — i galut [landflygtighed].“ — The Christian Century, 3. april 1963.

Tidligere premierminister David Ben-Gurion har altid været imod ideen om at danne en moderne teokratisk stat. Og det er bemærkelsesværdigt at han i sin oversigt over de første ti år af Israels historie som stat intet havde at sige om Guds ledelse og hjælp. Han erklærede: „Israel er fast besluttet på at styrke sit militære beredskab og være udholdende i arbejdet med at genopbygge og udfri; at kalde jøderne hjem fra undertrykkelsens og elendighedens lande; at erobre ørkenen og få den til at blomstre ved videnskabens magt og pionerånden.“ — New York Times Magazine, 20. april 1958.

Den aktive, kæmpende fløj i Israel tror ikke på Bibelens beretninger om hvordan Gud handlede mirakuløst med deres forfædre. De accepterer dem ikke som historiske. De fastholder at de er en verdslig stat regeret af verdslige love vedtaget af deres eget Knesset (parlament) og ikke af love fra Toraen. De er ikke enige med princippet der fremsættes i Skriften: „Dersom [Jehova] ikke bygger huset [eller staten], er bygmestrenes møje forgæves.“ (Sl. 127:1) De stoler på deres egen styrke og deres egen evne til at skabe succes.

Men hvad siger Guds skrevne ord Bibelen om Guds forhold til jøderne? Den afslører at han tillod de blev spredt i 607 f.v.t., da babylonierne ødelagde Jerusalem og førte Judas befolkning i landflygtighed. Efter halvfjerds års forløb og i harmoni med Jeremias’ profeti oplevede jøderne en genopbygning af deres land. — Jer. 29:10; Dan. 9:1, 2.

Men er det muligt at en større opfyldelse af profetien om genopbygningen, denne gang på den moderne stat Israel, stadig vil komme? Hvad viser Bibelen og kendsgerningerne? Sikkert er det at da den lovede Messias kom for 1900 år siden, forkastede jøderne ham, men til gengæld erklærede han over for dem: „Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv!“ „Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ (Matt. 23:38; 21:43) Det endelige slag kom i året 70 e.v.t. da romerne ødelagde Jerusalems tempel og spredte jøderne i landflygtighed i hele verden. — Luk. 19:43, 44.

Siden da har Gud ikke haft noget at gøre med en jødisk tingenes ordning. (Kol. 2:14; Gal. 3:24, 25) Fra og med pinsedagen år 33, da Gud udgød sin hellige ånd over Jesu Kristi efterfølgere, har han handlet med den kristne menighed, om hvilken apostelen Paulus skrev: „Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus. Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.“ — Gal. 3:28, 29.

Apostelen Paulus gav til kende hvem det var der ville modtage beskyttelse og frelse da han skrev: „Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. ’Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses.’“ — Rom. 10:9, 13.

Det er i dag tydeligt at israelerne som helhed hverken bekender at de tror på Jesus Kristus som Herre eller påkalder Guds navn Jehova. Det er ikke en religiøs men en politisk stat. Selv om enkelte jøder godt kan acceptere Kristus og tages ind i menigheden der består af hans efterfølgere, er det tydeligt at Gud ikke længere tager sig af jøderne som nation betragtet. Ej heller er den bogstavelige by Jerusalem længere af betydning i forbindelse med sand tilbedelse, for de der tjener Gud og Kristus, hans indsatte konge, bor overalt på jorden. — Joh. 4:21.

Hvordan skal vi da betragte den øjeblikkelige udvikling i mellemøsten? Som en del af den verdensomfattende tilstand der er forudsagt i Bibelen og som skulle kendetegne „de sidste dage“ for dette onde system. En tilstand med internationale stridigheder, forbrydelser og voldshandlinger. (2 Tim. 3:1-5) Ja, disse begivenheder udgør et sikkert tegn på at afslutningen på denne tingenes ordning er nær. Mens nationerne forgæves stræber efter fred samtidig med at de ruster sig til krig, ignorerer de det dekret den universelle Suveræn har udstedt og som giver Kristus magt og myndighed til at træde dem alle under fode og forårsage deres fuldstændige nederlag. (Dan. 2:44; 1 Kor. 15:24, 25) ’Underkast jer Guds søn!’ er den indtrængende opfordring der lyder til folk af alle nationer der gerne vil overleve den største af alle trængsler. — Sl. 2:12.

„Den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. . . . Men den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed.“ — Joh. 4:21, 23.