Spørgsmål fra læserne
● Hvad var forskellen mellem sabbatsåret og jubelåret som jøderne ifølge Moseloven skulle helligholde? Blev al gæld eftergivet både i jubelåret og i sabbatsåret? — E. P., U.S.A.
Jubelåret har visse træk tilfælles med sabbatsåret som indtraf regelmæssigt hvert syvende år; dog er der tydelige forskelle. Med hensyn til sabbatsåret var der, ifølge Femte Mosebog 15:1, 2, tale om en fritagelse for at betale gæld: „Hvert syvende år skal du holde friår. Og friåret skal holdes således: enhver, der har en fordring på sin næste, skal give afkald derpå; han må ikke kræve sin næste og sin broder, når et friår er udråbt for [Jehova].“
Dette sabbatsår blev således passende kaldt „friåret“. (5 Mos. 15:9; 31:10) I det år nød ikke alene landet en hvile eller udfrielse, idet det lå uopdyrket hen (2 Mos. 23:11), men der var også en hvile eller udfrielse i forbindelse med den gæld man havde pådraget sig. (5 Mos. 15:3) Det var „et friår . . . for [Jehova]“, til ære for ham.
Med hensyn til at give afkald på fordringer i sabbatsåret, skal det tilsyneladende ikke forstås sådan at gælden blev eftergivet, skønt bibelkommentatorerne ser forskelligt på dette spørgsmål. Derimod måtte en kreditor ikke kræve sin hebraiske landsmand for gælden i det år. Han blev fritaget for at betale af på nogen som helst gæld i det år. Dette var en kærlig foranstaltning, især da landet ikke blev opdyrket i sabbatsåret og landmanden som følge heraf ikke kunne høste og altså ikke havde nogen indtægt i det år.
Dette år med fritagelse for at skulle betale af på sin gæld gav ikke trællene fri; mange arbejdede som trælle fordi de var i gæld. Det var derimod i det syvende år regnet fra trællearbejdets begyndelse, eller i jubelåret hvis dette indtraf først, at den hebraiske træl blev frigivet. (5 Mos. 15:12; 3 Mos. 25:10, 54) Denne regel omtales i Anden Mosebog 21:2: „Når du køber dig en hebraisk træl, skal han trælle i seks år, men i det syvende skal han frigives uden vederlag.“ Trællens frigivelse faldt altså ikke nødvendigvis sammen med sabbatsåret.
I jubelåret blev imidlertid alle som havde solgt sig selv som trælle, frigivet, enten de seks års trællearbejde var udløbet eller ej; det var et år med frihed. „I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle indbyggerne; et jubelår skal det være eder; enhver af eder skal vende tilbage til sin ejendom, og enhver af eder skal vende tilbage til sin slægt.“ — 3 Mos. 25:10.
Hvad jubelåret angår indtraf dette når der var gået syv perioder på hver syv år (7 × 7 = 49); det følgende år, det halvtredsindstyvende, var jubelåret. Landet hvilede igen fuldstændigt. (3 Mos. 25:11, 12) Jubelåret var på en måde et helt år med fest, et år med frihed. Ved at overholde det viste israelitterne tro på deres Gud, Jehova; det var en tid med taksigelse og glæde over hans omsorg. — 3 Mos. 25:20-22.
Når vædderhornet lød ved jubelårets begyndelse betød det at alle arvelodder som var blevet solgt (som regel på grund af økonomiske vanskeligheder), måtte gives tilbage; alle vendte tilbage til deres familie og deres fædrene jord. Ingen familie måtte synke ned i bundløs fattigdom på grund af gæld. Enhver familie havde krav på ære og respekt. Ikke engang en som satte sin formue over styr kunne for evigt miste den arv som hans efterkommere havde krav på. Når alt kom til alt var landet Jehovas, og i hans øjne var israelitterne kun midlertidige indbyggere. — 3 Mos. 25:9, 23, 24.
På grund af loven om jubelåret kunne intet landområde købes som evig ejendom. Gud forordnede det sådan at hvis en mand solgte noget af sin arvelod, skulle prisen udregnes efter hvor mange år der var tilbage til jubelåret. Den samme regel blev taget i anvendelse når en arvelod blev tilbagekøbt af sin ejer. Det betød i realiteten at man, når man solgte et stykke land, ikke solgte selve landområdet men blot brugen af landet og det der blev dyrket på det i det antal år der var tilbage indtil jubelåret, (3 Mos. 25:15, 16) Dette gjaldt også for huse i landsbyer uden mure, som blev henregnet til marklandet, hvorimod huse som lå i en by med mure omkring, ikke henregnedes til de besiddelser der skulle tilbagegives i jubelåret. En undtagelse fra denne regel var levitternes ejendom i deres byer, hvis eneste besiddelser var husene og græsgangene som lå uden for levitbyerne; levitterne fik deres ejendom tilbage i jubelåret. — 3 Mos. 25:29-34.
Sabbatsåret afstedkom en hvile, en fritagelse for at blive afkrævet gæld, samt en hvile for landet. Jubelåret afstedkom endnu mere — en fuldstændig eftergivelse af gæld, frigivelse af enhver af landets indbyggere som var kommet i trældom, tilbagegivelse af arvede besiddelser, og endnu et års hvile for landet.