Spørgsmål fra læserne

● Hvad skal en kristen hustru gøre hvis hendes ikke-troende mand siger at hun skal gå med ham på besøg hos hans familie på en dag der i verden fejres som en religiøs helligdag? — B. S., U.S.A.

Den kristne hustru befinder sig i en vanskelig situation, fordi der er flere forskellige faktorer hun må tage i betragtning. Højst sandsynligt tænker hun straks på to faktorer hun må tage hensyn til. Hun har ifølge Bibelen pligt til at underordne sig sin mand. (Tit. 2:4, 5) Men hun har også pligt til at adlyde Jehova som sin øverste myndighed. — Hebr. 12:9.

Det er helt klart hvordan en kristen skal forholde sig til en verdslig højtid som for eksempel julen. Den eneste dag den kristne har fået befaling til at mindes er årsdagen for Kristi død. (Luk. 22:19, 20) Det vil være forkert at deltage i en religiøs højtid der, selv om den har tilknytning til en bibelsk begivenhed, er forbundet med hedenske skikke, som for eksempel julen og påsken. (2 Kor. 6:14-18) Men så længe vi lever i denne gamle tingenes ordning vil vi højst sandsynligt have nogen kontakt med mennesker, deriblandt vore slægtninge, der fejrer højtider der er forbundet med hedenske skikke. — 1 Kor. 5:10.

Hvis en kristen hustru på sin mands opfordring går med ham på familiebesøg på en verdslig helligdag, vil det uden tvivl tydeligt vise sig for familien at hun ikke slutter sig til dem i fejringen af højtiden. Hun bliver måske budt velkommen med en særlig hilsen i anledning af højtiden, men hun gengælder ikke denne specielle hilsen. De benytter måske lejligheden til at give gaver, men hun giver ingen gaver. Hun lader sig ikke engang rive med af den særlige højtidsstemning. Det vil være tydeligt at hendes besøg hos familien ikke er noget specielt i anledning af højtiden.

Hvis hun taktfuldt og med respekt taler med sin mand i forvejen og forklarer ham at der kan opstå en pinlig situation hvis familien har planlagt at bruge visse højtidsskikke som hun ikke kan deltage i, kan det være at han beslutter sig til at henlægge besøget til en anden dag. (1 Pet. 3:15, 16) Så snart han forstår hendes bibelske standpunkt vil han sikkert være mere tilbøjelig til at beslutte sig til at gøre noget der vil passe alle parter.

Hvis hendes mand, efter at have hørt hendes forklaring, stadig fastholder at hun skal gå med ham, må hun selv afgøre om hun vil gøre det eller ej. Hun kan ræsonnere som så, at han som familiens overhoved har ansvaret for at sørge for mad til familien. (Kol. 3:18) Og i det foreliggende tilfælde kan det være at han har ordnet det sådan at hun skal have dette måltid hos hans familie fordi begge familier har fri fra arbejde og kan være sammen. Det er ikke forkert at spise frokost eller middag sammen med noget familie på en verdslig helligdag. Hun kan aflægge vidnesbyrd under et sådant måltid.

Læg mærke til princippet i Første Korinterbrev 8:8: „Mad gør ikke fra eller til over for Gud; hverken har vi noget fortrin, hvis vi spiser, eller står tilbage, hvis vi ikke spiser.“ Maden er ikke uren fordi den spises på en verdslig helligdag. Den kristne vil betragte det som et almindeligt måltid og ikke et festmåltid, og hun vil heller ikke være med til at synge nogen sange, udveksle hilsener eller udbringe skåler, og så videre. Det vil ikke være nogen synd blot at spise måltidet.

Der er imidlertid en anden ting man må tage i betragtning, og det er den virkning det kan have på andre hvis man deltager i et sådant måltid. Apostelen Paulus tilføjede i Første Korinterbrev 8:9: „Agt vel på, at jeres frihed ikke skal bringe de skrøbelige til fald!“ Selv om apostelen her taler om mad der har været ofret til afguder, viser det at andre kan tage anstød hvis de får at vide at en kristen har besøgt sine verdslige slægtninge på en helligdag. — 1 Kor. 10:23, 24.

Der er også den fare forbundet med at besøge familien på en verdslig højtid at den måske vil lægge pres på hende for at få hende til at gå på kompromis, hvorved hun giver slip på sin integritet som kristen. Ønsket om at undgå enhver pinlig situation kan øve en stærk indflydelse på hende og få hende til at deltage i en eller anden falsk religiøs handling, og hun vil uden tvivl fortryde det hvis hun gør noget der ikke behager Jehova. Det er derfor vigtigt at tænke sagen igennem i forvejen og tage alle disse faktorer i betragtning før man træffer sin afgørelse.

I den sidste analyse af spørgsmålet bør hun veje alle faktorer og derefter træffe en personlig afgørelse. (Gal. 6:5) Hun gør klogt i at træffe en afgørelse der hjælper hende til at bevare en ren samvittighed som kristen, så hun kan sige med Paulus: „Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker.“ — Ap. G. 24:16.