Spørgsmål fra læserne
● Vil det være forkert at invitere nogle af sine kristne brødre og søstre hjem til sig nytårsaften? — G. M., Canada.
Det er ikke forkert at invitere sine kristne brødre og søstre hjem til et opbyggende og afslappende samvær. Hvis den dag man har tænkt sig at indbyde sine venner falder sammen med en verdslig helligdag, er der visse ting den kristne gør klogt i at overveje før han beslutter sig til at holde selskab. Det gælder også hvis man selv er inviteret ud til en sammenkomst der falder på en verdslig helligdag.
Selv om sæd og skik varierer fra land til land, er det mange steder traditionen at man bliver oppe til midnat den 31. december for at sige farvel til det gamle år og byde det nye velkommen. Nytårsfester er ofte forbundet med umådeholdent drikkeri og en løs moral mellem kønnene. Nogle steder udveksler man gaver, og der aflægges løfter for det kommende år. De nutidige skikke er i mange lande direkte forbundet med hedenske nytårsskikke. World Book Encyclopedia for 1966, bind 14, side 237, oplyser: „I det gamle Rom var årets første dag viet til at fejre guden Janus, vogter af alle porte og døre og guddom for al begyndelse og afslutning. . . . Nytårsdag blev en helligdag i den kristne kirke i år 487, da den blev udråbt til at være dagen for Jesu omskærelse. I begyndelsen var det ikke tilladt at holde selskaber på denne dag fordi hedningerne havde gjort det. Dette ændredes med tiden, og man begyndte igen at fejre dagen.“ (Flere enkeltheder findes i Vågn op! for 22. december 1957, siderne 15-17.)
Det er muligt at nogle, før de blev kristne og begyndte at leve efter Bibelen, har deltaget i løsslupne nytårsfester. Men nu retter de sig efter den inspirerede vejledning: „Lad os vandre sømmeligt som ved dag, ikke i svir og drik, ikke i utugt og løsagtighed.“ (Rom. 13:13) De bestræber sig for at svare til Jesu beskrivelse af de kristne: „De er ikke af verden.“ (Joh. 17:16) Det er altså hævet over enhver tvivl at kristne må undgå at fejre nytår med hedenske skikke.
Men vil det sige at kristne må undgå hinandens selskab på denne dag fordi den misbruges af dem der gør „mørkets gerninger“? (Rom. 13:12) Nej, det er ikke nødvendigt. Man kan arrangere en sammenkomst for kristne på denne dag fordi alle da har fri fra arbejde og kan komme. Efter pinsen i år 33 samledes de kristne i Jerusalem i private hjem og „holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed“. (Ap. G. 2:46) Samværet med andre kristne og den åndelige samtale var uden tvivl meget gavnlig for de troende. Det har den samme virkning når kristne i dag kommer sammen, hvis det der bliver sagt og gjort er ledet af Bibelens principper.
Når man arrangerer en sammenkomst til den 31. december, eller planlægger at deltage i en sådan sammenkomst, vil det være klogt først at ransage sit motiv samt overveje hele situationen. Er sammenkomsten tilrettelagt fordi det er nytårsaften, og hersker der en særlig stemning fordi den falder på dette tidspunkt? Tyder underholdningen denne aften eller tidspunktet for festens afslutning på at man efterligner det verden gør på denne dag? Hvis det er tilfældet, fejrer man nytår ligesom verden gør, uanset hvad man ellers måtte sige. Det man gør, er ikke kristent.
Vi behøver altså ikke at fastsætte nogen „regler“ for denne dag. Hvis kristne kommer sammen ud fra et ret motiv, og hvis deres opførsel i enhver henseende sømmer sig for kristne, behøver de absolut ikke at undgå hinandens selskab på denne dag, blot fordi det er en dag der er misbrugt i verden. Vi må hver især overveje vort motiv, de bibelske principper der gælder i dette tilfælde, samt lytte til hvad vor samvittighed, der er oplært af Bibelen, siger. (1 Joh. 2:15-17; Rom. 14:13; 1 Tim. 1:19) Derefter kan vi træffe vor personlige afgørelse idet vi prøver at være et eksempel med hensyn til kristen modenhed og at gøre det der har Guds godkendelse. Paulus gav følgende opfordring: „Vælg, hvad der er velbehageligt for Herren.“ — Ef. 5:10.
● Får Jesu profeti i Mattæus 24:12 om at kærligheden skal blive kold hos de fleste sin opfyldelse i kristenheden eller blandt Jehovas kristne vidner? — P. A., U.S.A.
Det der er sket i vor generation viser at denne profeti får sin opfyldelse både i kristenheden og blandt Guds sande tjenere. I Mattæus-evangeliets fireogtyvende kapitel beskriver Jesus Kristus for fire af sine disciple forskellige sider af det sammensatte tegn der ville kunne iagttages under hans anden nærværelse. Efter at have nævnt krige, hungersnød, jordskælv og forfølgelse af sande kristne sagde han: „Mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ — Matt. 24:11, 12.
Siden Guds riges oprettelse i 1914 har man kunnet iagttage de forskellige sider af dette sammensatte tegn, deriblandt en forkastelse af troen på Bibelen og et frafald fra fundamentale kristne lærepunkter. Kristenhedens præster har sluttet op om den almindelige tendens til at stemple Bibelen som en samling myter; de har endvidere blandet deres lære med menneskelige teorier, som for eksempel evolutionsteorien, og nu udbreder de „Gud-er-død“-ideen. Mens man i kristenheden forhen læste Bibelen og betragtede den som Guds inspirerede ord, føres man nu bort fra den af religiøse ledere, „falske profeter“. Nogle af dem har ligefrem selv indrømmet dette. En præst udtalte over for en forsamling af baptistpræster: „En sløvhedens ånd har overvundet folk . . . og det er vores skyld.“ En anden præst sagde ved samme lejlighed: „Vi er gledet bort fra den bibelske kristendom.“ — Houston Post, 5. december 1964, side 15.
Som følge af at millioner i kristenheden har forkastet Bibelen som deres rettesnor er der sket et moralsk forfald. Lovløsheden er taget til. Nogle mener at hvis der er en Gud til, bekymrer han sig i hvert fald ikke om hvad de foretager sig. Folk i almindelighed er bange for den tiltagende kriminalitet og lovløshed, men i stedet for at vende sig til Gud, glider de længere og længere bort fra ham. Som den førnævnte præst sagde, bliver de sløve og ligegyldige, og den kærlighed de før har haft til Gud og næsten, forsvinder; den bliver kold.
Nogle vil måske spørge hvordan man kan sige at disse er „de fleste“, som der siges i skriftstedet, eftersom de jo ikke engang er sande kristne. Men de hævder at være kristne. Af alle dem der siger de er kristne, er de der kun har lidt kærlighed til Gud og næsten, de fleste.
Imidlertid kan denne profeti også omfatte de sande kristne. I årene lige efter Rigets oprettelse i 1914 befandt Jehovas tjenere sig i åndelig trældom. Der var forfølgelse udefra, og indadtil var der vanskeligheder. Nogle havde ladet kærligheden til Gud blive kold, og de prøvede uretmæssigt at bemægtige sig ledelsen i organisationen. Da det ikke lykkedes, faldt de fra og blev en „dårlig tjener“, en skare der modarbejdede dem der fortsatte med at vise Gud sand kærlighed. (Matt. 24:48-51) I årenes løb har andre ladet sig påvirke af lovløsheden i verden eller har ladet kærligheden blive kold af andre grunde. De har forladt den sande tilbedelse og sluttet sig til de falske kristne, til „de fleste“.
Der er dog ingen grund til at tro at de fleste af dem der befinder sig i Jehovas kristne vidners organisation i dag, vil miste deres kærlighed til Gud. Lovløsheden og mangelen på kærlighed i verden er allerede stærkt udbredt, men de fleste Jehovas vidner har til trods herfor holdt fast ved Gud og har bevaret en stærk kærlighed til ham. Alligevel må vi værne om vores åndelighed, så vores kærlighed til Gud ikke bliver kold. (Matt. 22:37) Hvis vi gør det, vil Jesu ord i det følgende vers i Mattæus 24 opfyldes på os: „Den, som holder ud indtil enden, han skal frelses.“ — Matt. 24:13.