Udholdende og glad — eller opgivende og ulykkelig?
„Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“ — Hebr. 10:39.
1. Hvorfor er der så mange der ikke holder ud i det virkeområde de har valgt sig, men opgiver på halvvejen?
I DISSE hastigt skiftende tider er det svært at holde ud, uanset hvilket virkeområde man har valgt sig. Man må se konkurrence og modgang i øjnene, samt hårdt arbejde og mange skuffelser. Nogle har ikke kræfter til at fortsætte løbet, eller de har ingen kilde at hente kraft fra til at holde modet oppe. Andre kommer til den slutning at det mål de havde sat, ikke er anstrengelserne eller trængslerne værd. De giver derfor op.
2. Hvorfor er de der opgiver på halvvejen ikke glade?
2 Mennesket nærer et naturligt ønske om at udrette noget. Intet kan sammenlignes med glæden efter vel udført gerning. Det er også naturligt for et menneske at ønske at yde sit til samfundets trivsel. De der holder ud og når deres mål bliver glade og tilfredse. De der opgiver på halvvejen opnår måske en midlertidig lettelse ved at skyde de øjeblikkelige trængsler og ansvaret fra sig, men de skaber sig selv en ulykkelig atmosfære at leve i — de mister deres selvtillid og selvrespekt og plages af samvittighedsnag. Det gælder især hvis de havde valgt at arbejde for en god og retfærdig sag; herefter bliver livet meningsløst for dem.
3. Hvad må man tage i betragtning før man slår ind på en bestemt kurs, så det ikke sker at man opgiver?
3 Den der vil udrette noget i livet og som ikke vil give op på halvvejen må planlægge på forhånd. Han må tage fire væsentlige ting i betragtning. For det første må han afgøre om det mål han har sat sig er det rette, et mål der vil skænke ham selv og hans nærmeste varig glæde og lykke. For det andet må han omhyggeligt undersøge og forvisse sig om at den måde hvorpå han vil nå sit mål, er ærlig og redelig. For det tredje må han have det rette syn på udholdenhed. Og for det fjerde må han — efter at have forvisset sig om alt dette — træffe en fast beslutning om at gå i gang og fortsætte. — Jævnfør Lukas 14:28-33.
4. Hvad må man gøre når man har valgt den kurs man vil følge?
4 Efter at have fastlagt den kurs man vil følge, må man forstå at man får brug for at mobilisere alle ressourcer hvorfra man kan hente den fornødne kraft til med held at overvinde de vanskeligheder man vil møde, og fuldføre løbet. (Fil. 3:12-16) Man må til stadighed kontrollere om man følger den direkte kurs mod målet, og passe på at man ikke afviger til den ene eller den anden side. Man må korrigere kursen fra tid til anden og bringe sig selv ind på den rette kurs igen. Efterhånden som man fortsætter fremad i sin bane vil ens udholdenhed blive fuldkommengjort. — 2 Kor. 13:5.
Det mest betydningsfulde arbejde
5. Hvilket arbejde alene er ens anstrengelser værd, og hvad er grunden?
5 Der findes mange arbejder man kan beskæftige sig med og som i større eller mindre grad er til gavn for menneskeheden og en selv. Men tilstandene i verden bevirker at disse beskæftigelser fører til skuffelse og nederlag. Ja, alle disse bestræbelser virker i bedste fald kun som en midlertidig hjælp, for hele menneskeheden er døende. Hvis der findes en måde hvorpå man kan opnå evigt liv, ikke blot for sig selv, men også for andre, ville dette være det bedste at arbejde for. Det ville være den eneste beskæftigelse som det var værd at vie hele sit liv til, for uden liv vil alle andre beskæftigelser — til menneskers gavn og glæde — være nytteløse. Der findes en sådan beskæftigelse med et mål som er alle ens anstrengelser værd, ja det er den eneste beskæftigelse om hvilken dette kan siges i vor tid, og i hvilken man til stadighed vil kunne holde ud. Denne beskæftigelse er tjenesten for Jehova Gud og hans rige ved Kristus Jesus. Som den der har skabt og tilvejebragt alt hvad der er til menneskenes gavn, har han givet løfte om, gennem sit rige, at indføre en retfærdig og varig, ny tingenes ordning på denne jord. Under denne ordning vil de egenskaber som Gud har nedlagt i mennesket nå til fuld udfoldelse, og mennesket vil kunne glæde sig over at leve evigt under retfærdige forhold. — Es. 9:6, 7; 25:7, 8.
Kristen udholdenhed
6. Beskriv verdens opfattelse af hvad udholdenhed er.
6 Angående det rette syn på udholdenhed: I verden ham ordet „udholdenhed“ en klang af noget ubehageligt. Verdens opfattelse af hvad udholdenhed er, kan illustreres med den egenskab som lægges for dagen af en mand på en redningsflåde. Manden befinder sig i denne situation mod sin vilje. Han er på nåde og unåde overladt til elementernes rasen. Han holder måske ud fordi han nærer et stadigt ønske om at leve. Han overlever måske efter i lang tid at have været uden føde og vand og reddes fra flåden i tide, men han er så svag at han må mades og plejes af andre, måske i nogen tid. Han kan ikke selv hjælpe nogen. Der er ingen glæde ved denne oplevelse, ved blot med stædig beslutsomhed at udholde trængsler og lidelser mens man venter på at de skal få en ende.
7. Vis forskellen mellem den kristnes opfattelse af hvad udholdenhed er, og verdens.
7 Det forholder sig anderledes med en der tjener Gud som en kristen. Han må være udholdende, det er rigtigt. Denne udholdenhed indbefatter at han må være parat til at møde såvel de ting der sker i hverdagen som megen modstand, lidelse og forfølgelse. I hvilken henseende er den kristnes udholdenhed da anderledes? Til forskel fra manden på redningsflåden er han af egen fri vilje slået ind på denne vej; han ved hvad han styrer imod og hvorfor han må holde ud. Han ved også at han har Jehova Gud ved sin side. Han fortvivler ikke; han lider heller ingen nød på sin færd, for han får åndelig næring. I stedet for at blive svagere som manden på redningsflåden, bliver han stadig stærkere, for han ved at han har Guds godkendelse. Han hjælper andre til at holde ud. Hans interesse for andre optager ham så meget at han kun tænker lidt på de trængsler han selv kommer ud for. Han opbygges åndeligt. Han bliver stærkere i stedet for svagere. Han er ikke i tvivl om hvor han til sidst kommer hen; hans mål ligger fast, og han er glad og lykkelig. Han ved hvad han styrer imod og hvorfor; han kan holde ud med glæde fordi han ved at han er på den rette vej og har Guds godkendelse. Netop denne omstændighed brugte apostelen Paulus til at opmuntre de kristne i Tessalonika med:
8. Hvad er dét at udholde forfølgelse og trængsler et vidnesbyrd om, ifølge Paulus’ ord? Hvorfor vil den der udholder dette ikke se bedrøvet ud?
8 „Vi selv roser os af jer i Guds menigheder på grund af jeres udholdenhed og tro under alle de forfølgelser og trængsler, I må udstå. Heri ligger et varsel om Guds retfærdige dom, at I skal agtes værdige til Guds rige, som I lider for.“ (2 Tess. 1:4, 5) En sådan udholdenhed virker til gavn for den der holder ud og for dem der iagttager ham. Med Guds godkendelse kan han ikke andet end være glad og lykkelig. Han ser forholdene udvikle sig sådan som han forventede de ville udvikle sig — sådan som Guds ord har forudsagt de ville udvikle sig — så han har ingen grund til, og føler heller ingen trang til, at klage. Han ser ikke bedrøvet ud, som om det er en byrde for ham at holde ud.
9. Hvilken værdi tillægges udholdenhed i Bibelen?
9 Bibelen viser at udholdenhed er af stor værdi og at det er en af de egenskaber den kristne må eje. Som Jesus selv påpegede, var det ved udholdenhed de kristne ville vinde deres sjæle (liv). (Luk. 21:19) Apostelen Paulus udtalte sig anerkendende om de kristne i Tessalonika på grund af deres udholdenhed i håbet på Herren Jesus Kristus. (1 Tess. 1:3) Peter gav de kristne formaning om til de øvrige kristne egenskaber at føje den betydningsfulde egenskab udholdenhed. (2 Pet. 1:6) Igen og igen gives der advarsler i Bibelen mod at falde fra, at svigte eller at gå ud af det kristne løb. — Hebr. 10:38, 39; 2 Tim. 4:10; Matt. 24:13; Hebr. 6:4-6; Åb. 2:10.
Situationen i dag
10. Hvordan er situationen i kristenheden med hensyn til udholdenhed?
10 Hvilken udholdenhed har vi nu kunnet iagttage blandt dem der bekender sig til kristendommen, blandt dem der hævder at de er Kristi disciple? I kristenheden findes der millioner som har givet op på halvvejen; mangelen på respekt for lov og orden er tiltaget enormt, og kristenhedens kirker er i højeste grad foruroliget over det stadig stigende antal præster der opgiver deres embede. Jesus forudså dette, for han sagde: „Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ (Matt. 24:12) Dette kommer derfor ikke som en overraskelse for dem der læser Bibelen, for den viser at kristenheden er en del af det store Babylon, den falske religions verdensimperium, som er imod Gud, og derfor er dens gejstlige ikke af hjertet indviede til Jehova Gud og Jesus Kristus. De får ikke hans ånd og støtte, uden hvilke det er umuligt at holde ud. Det er derfor ikke så mærkeligt at de opgiver. — Åb. 18:2, 21; Jer. 51:58; Es. 40:30, 31.
En negativ indstilling svækker udholdenheden
11, 12. (a) Hvordan er situationen for de fleste Jehovas vidner? (b) Hvad tyder på at nogles udholdenhed er ved at svækkes?
11 Men hvordan er situationen blandt dem der har fået kundskab om Jehova og hans hensigter ved hans rige og som har foretaget en helhjertet indvielse til Jehova gennem Jesus Kristus? Selv om langt de fleste er udholdende har nogle sørgeligt nok i større eller mindre grad mistet deres første kærlighed og glæde ved at tjene Gud og er begyndt at betragte tjenesten for Riget som en byrde. Selv om vi måske ikke har den indstilling, er vores glæde ved at holde ud dog ved at svækkes hvis vi, når vi er ude i tjenesten, blot venter på det tidspunkt da vi kan holde op og gå hjem. Det er et tegn på at vi må tænke alvorligt på at forny vor udholdenhed.
12 Eller hvis vi, når nogen taler om at gå ud i heltidstjenesten, siger: „Det er ikke noget for mig. Jeg er simpelt hen ikke skabt til at arbejde i den gerning dag efter dag.“ Eller vi har måske, når nogen udtrykker ønsket om at blive missionærer eller vil flytte til et andet land for at tjene hvor behovet er større, hørt andre fremsætte bemærkninger som: „Hvorfor vil du det? Du har det da godt her.“ „Hvad vil du leve af?“ „Hvad vil du gøre hvis du bliver syg?“ „Du kan ikke få den lægehjælp derude som du får her.“ Sådanne bemærkninger er tegn på at disse menneskers udholdenhed er ved at svækkes. Og endnu værre: denne indstilling medvirker til at nedbryde andres udholdenhed.
13. Hvad bør vi være, samtidig med at vi er udholdende, og hvordan satte Jesus et eksempel i denne henseende?
13 Jehova har givet sit folk et arbejde at udføre, og det er hans mening at de skal glæde sig over det. (Præd. 3:12, 13) Jesus var glad, selv når han var udsat for svære prøvelser. Han vidste da han begyndte sin gerning i en alder af tredive år at han ville blive udsat for mange lidelser fra jødernes side og til sidst ville blive henrettet. Han fortalte sine disciple om det i forvejen. Men dæmpede det hans glæde ved at tjene Gud? Nej. Apostelen Paulus siger: „For at få den glæde, der ventede ham, udholdt [han] korset uden at ænse skammen,“ og han har nu „taget sæde på højre side af Guds trone“. (Hebr. 12:2) Med glæde anbefalede han andre at følge den samme vej og viste at de ikke ville komme til at stå alene, for hans indbydelse til dem lød: „Stil jer under mit åg sammen med mig.“ (Matt. 11:29, fodn., NW, 1950-udgaven) Selv den sidste dag han levede her på jorden, da han vidste at en forsmædelig død på marterpælen ventede ham, mistede han ikke glæden og gjorde sine nærmeste bedrøvede; tværtimod styrkede han disciplene og gav dem mod til at holde ud. Ja, selve aftenen før sin død holdt han den varmeste, mest opmuntrende og stimulerende tale han nogen sinde havde holdt for sine disciple. — Johannes, kapitlerne 14 til 17.
14. Hvilken betydning har englene i forbindelse med vor udholdenhed?
14 Nu har den herliggjorte Jesus Kristus i himmelen befalingen over de hellige engle og overopsynet med det forkyndelsesarbejde der skal udføres. Han har tildelt de engle han har under sig forskellige pligter i forbindelse med at føre tilsyn med forkyndelsen af „dette evangelium“ eller „denne gode nyhed“ om Riget. (Matt. 24:14 (NW); Åb. 14:6, 7) De „sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse“. (Hebr. 1:14) Disse engle sendes ikke ud for at finde fejl hos dem der deltager i forkyndelsen og for at fordømme dem, men de sendes ud for at hjælpe dem. De er i høj grad interesseret i det arbejde som Guds tjenere udfører, for de ser klart at det har forbindelse med ophøjelsen af Jehovas navn. De ønsker at se Jehovas kristne vidner bevare deres integritet og Satan afsløret som en løgner med hans påstand om at ingen på jorden vil forblive loyale mod Gud men vil bukke under som følge af selviskhed og frygt når de bliver sat på prøve. Englene iagttager Jehovas tjeneres indstilling og gerning, og de er lykkelige når Guds folk udfører deres arbejde i fred og enhed og med udholdenhed. (1 Kor. 4:9; 11:10) De er skuffede når nogle viser mangel på lydighed og ikke er udholdende. De står fuldt rustede og rede til at give den fornødne hjælp til de kristne der anråber Gud om deres tjeneste. Med Jehovas ånd hvilende over sig og med hans engle til at støtte sig kan Jehovas kristne vidner nære fuld tillid til at de kan holde ud. — Sl. 34:8; 2 Kong. 6:15-17.
Jeremias — et eksempel i udholdenhed
15, 16. Hvem tjener som et eksempel for os med hensyn til udholdenhed, og hvordan var situationen da han begyndte sit udholdenhedsløb?
15 Bibelen siger at „alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb“. (Rom. 15:4) Jeremias er en af dem hvis liv er skildret i Bibelen og som vi kan lære udholdenhed af. Det vil være gavnligt for os at betragte hans eksempel nærmere så vi kan opbygge den samme udholdenhed.
16 Det stod dårligt til med Juda rige på den tid da Jeremias forkyndte. Israels ti-stammerige var blevet omstyrtet af Assyrien og befolkningen ført i landflygtighed omkring hundrede år før Jeremias begyndte at profetere. Juda rige var slået ind på den samme troløse kurs som søsterriget, Israels ti-stammerige, havde fulgt, og var med tiden blevet endnu værre. Før Jeremias trådte frem havde kong Manasse været årsag til så megen ondskab ved at fremme ba’alsdyrkelsen at selv om han senere angrede, vedblev Juda med at være gennemtrængt af en sådan ondskab at Jehova erklærede at han, når tiden var inde til det, ville udslette Jerusalem og lade Judas indbyggere føre bort. — 2 Krøn. 33:18, 19; 2 Kong. 21:13, 14.
17. Hvordan kunne Jeremias vide at hans profetgerning ville blive en prøve på hans udholdenhed?
17 Manasses søn Amon lignede sin fader. Efter to års slet styre blev han efterfulgt af Josias i 659 f.v.t. Det var i Josias’ trettende regeringsår Jeremias blev kaldet af Jehova til profet i Juda, fyrretyve år før Jerusalems ødelæggelse. Kong Josias gjorde hvad han kunne for at genoprette den sande tilbedelse i Israel. Han gennemførte store reformer, men der var stadig megen ondskab i landet. Da Jeremias blev kaldet til profet vidste han at det ville blive en prøve på hans udholdenhed. Jehova advarede ham om at jøderne ville modstå ham og at der var fare for at han kunne blive grebet af rædsel for dem. Jehova påpegede at der ikke var nogen grund til frygt, for han ville stå bag Jeremias og være med ham og udfri ham. Derfor skulle Jeremias tale alt hvad Gud bød ham at tale. — Jer. 1:7, 8, 17-19.
18. Hvorfor ville det kræve udholdenhed af Jeremias at overbringe det budskab han havde fået at forkynde?
18 Jehova fortalte Jeremias hvori hans arbejde skulle bestå. Han åbenbarede at Jeremias skulle overbringe et budskab der ville vække stor modstand. Han skulle fortælle Juda, og i særdeleshed dets præster, profeter og fyrster, ansigt til ansigt, at de havde vendt sig fra Jehova. Der var blod på Judas klæder af uskyldige sjæle. (Jer. 2:26, 34, NW) Juda var som en prostitueret kvinde. (Jer. 3:1) Det havde brudt sin pagt med Jehova. (Jer. 11:3-8) Og endelig skulle Jeremias fortælle befolkningen at den for at redde livet skulle underlægge sig Babylons konge — en tale der for de jødiske fyrster var oprør og forræderi, som der var dødsstraf for. (Jer. 27:12, 17) Endvidere oplyste han jøderne om at Babylon ville erobre landet og føre indbyggerne i landflygtighed i halvfjerds år — i sandhed et krast budskab. — Jer. 25:7-11; 32:24, 36.
Lighedspunkter mellem Jeremias og Jehovas vidner
19. Nævn fem fremtrædende lighedspunkter mellem Jeremias’ og Jehovas vidners situation i dag?
19 Det er meget betimeligt for Jehovas vidner at betragte Jeremias’ gerning, som de bør ofre mere end almindelig opmærksomhed. Ligheden mellem Jeremias’ situation og Jehovas vidners ses let: For det første den betroede opgave: Jeremias havde fået til opgave at forkynde et presserende domsbudskab fra Jehova. For det andet: han skulle åndeligt opbygge dem der nidkært ville tjene Jehova. For det tredje: Gud gav tydeligt til kende at hans ånd hvilede over Jeremias. Guds ord var som en brand i Jeremias’ ben, en ild som ikke døde ud men voksede i intensitet mens han holdt ud. (Jer. 20:9) For det fjerde: Jehovas indviede tjeneres, jødernes, negative holdning, hvis parallel man finder i kristenhedens kirker og hos nogle få blandt Guds folk i dag. Disse jøder kunne og burde have støttet Jeremias i hans gerning, men de havde undermineret hinandens tro fordi de havde mistet glæden i Jehova og deres nidkærhed og åndelighed i en grad som ville medføre døden for dem. Og for det femte: behovet for udholdenhed.
20. Hvorfor var Jeremias lykkelig, selv om han måtte udholde så meget?
20 Jakob, Jesu halvbroder og en af hans trofaste disciple, sagde: „Se, vi priser dem salige [lykkelige, NW], som har holdt ud.“ (Joh. 5:11) Jeremias var lykkelig efter at han havde holdt ud. Han holdt ud da Jerusalem blev jævnet med jorden og dens konge af Davids slægt blev ført i fangenskab, sådan som han havde profeteret. Han blev taget med til Ægypten af de få jøder der blev ladt tilbage i landet af babylonierne, hvor han fortsatte sin profetgerning — en gerning som strakte sig over mere end fyrretyve år, hvori han holdt ud i Jehovas tjeneste, i et distrikt som blev værre og værre. Han var ikke lykkelig for at se Jerusalem ødelagt og templet plyndret. Som vi ved skrev han Klagesangene, som udtrykker dyb sorg over den skændsel der herved blev bragt over Jehovas navn. Men han var lykkelig for at se Guds ord gå i opfyldelse, hvorved det var bevist at han havde været en sand profet for Jehova. Så stærkt et indtryk har hans budskab efterladt at en jamrende og trættende klage i dag kaldes en „jeremiade“. Endvidere så Jeremias sin forkyndelse bære frugt i form af andre lovprisere af Jehova, som også blev skånet på grund af hans budskabs opbyggende karakter. Blandt disse kan især nævnes Baruk og Ebed-Melek.
21. Hvilken type menneske var Jeremias?
21 I løbet af sin mere end fyrretyve år lange profetgerning havde Jeremias mange gange anledning til at give op, men han hørte ikke til dem der svigtede. Tværtimod hørte han til de trofaste, udholdende tilbedere; Gud skammer sig ikke „ved at kaldes deres Gud; thi han har beredt dem en stad“. — Hebr. 11:16; 1 Joh. 2:19.
22. (a) Har Jehova inspirerede profeter i dag? (b) Hvilken slags profeter har han, hvis han har nogen?
22 Jeremias var en profet som blev kaldet af Jehova Gud og inspireret til at forkynde hans, ord. Han var også præst. (Jer. 1:1) I dag er Jehovas ord fuldstændigt, og han inspirerer ikke længere nogen til at profetere, men han har sine vidner på jorden som han lader sin ånd hvile over og som han sender ud i et præsteligt ærinde, nemlig for at undervise i Guds love, og samtidig giver han dem bemyndigelse til at prædike. I en vis forstand kan de trofaste salvede kaldes profeter, idet de forkynder de skrevne profetier og forklarer hvordan de skal forstås. (Ap. G. 2:17) Deres ledsagere, den ’store skare’ af de „andre får“, har påtaget sig at hjælpe dem med den verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Riget og med at forkynde de profetier som kommer fra den trofaste rest. Kan de bevare Jeremias’ tro og udholdenhed? I den følgende artikel skal vi se på hvordan det lader sig gøre. — Mark. 13:10.
[Illustration på side 412]
Verdens opfattelse af hvad udholdenhed er, kan sammenlignes med den udholdenhed som må ejes af en mand på en redningsflåde. Den kristnes udholdenhed er anderledes; han har selv valgt den vej han vil følge og bliver stadig stærkere