Spørgsmål fra læserne

● Hvad mente apostelen Paulus da han i Første Timoteusbrev 2:15 skrev at kvinden skulle „frelses under opfyldelse af sit moderkald“? — B. G., Chile.

Under inspiration talte Paulus om den rette indstilling og beskæftigelse for kvinder. Det er en sund og beskyttende opgave for kristne hustruer at tage sig af deres børn. Paulus skrev (ifølge New World Translation): „Hun vil imidlertid blive bevaret ved at føde børn, hvis de da fortsætter i tro og kærlighed og helliggørelse sammen med et sundt sind.“ — 1 Tim. 2:15.

R. A. Knox’ oversættelse gengiver verset på en sådan måde at det giver rum for den tanke at det at føde børn i sig selv vil føre til en kvindes evige frelse. Men dette kan ikke være meningen. Mange andre skriftsteder viser for både mænds og kvinders vedkommende at skal man opnå evig frelse, må man tro på Herren Jesus, have nøjagtig kundskab og udøve tro. — Ap. G. 16:30, 31; Joh. 17:3, NW; Rom. 10:10.

Andre oversættelser giver det indtryk at der her gives løfte om at Gud vil bevare alle sine kvindelige tjenere i live under en barnefødsel. (Moffatt, New American Standard Bible) Dog havde det ikke været sådan i hvert eneste tilfælde indtil da, og det har heller ikke været sådan siden. (1 Mos. 35:16-18) Troende og ikke-troende har overlevet en fødsel, og troende og ikke-troende er døde under en fødsel. Det betyder derfor ikke at kvinden vil blive bevaret under en fødsel. Det betyder at kvinderne vil blive bevaret ved at føde børn og ved at varetage de pligter der følger med dette, forudsat at de også lægger tro, kærlighed og et sundt sind for dagen.

Som allerede nævnt talte Paulus om den rette indstilling for kvinder og hvilke pligter de har. I menigheden bør de villigt underordne sig og forstå at de ikke skulle søge at udøve myndighed over mænd. Som et eksempel på de vanskeligheder der kan opstå når en kvinde ikke kender sin plads, anfører apostelen Eva. Hun løb foran Adam, blev bedraget og faldt i overtrædelse. — 1 Tim. 2:11-14.

Senere i det samme brev advarede Paulus kristne kvinder med hensyn til hvad de foretog sig. Nogle af de yngre enker var nemlig ’lediggængere og løb omkring i hjemmene’, og ikke nok med det, de var også ’sladdervorne og blandede sig i ting der ikke kom dem ved og førte utilbørlig snak’. Denne adfærd kunne føre til alle mulige vanskeligheder, deriblandt at de kunne komme til at give råd og træffe afgørelser i sager som det rettelig tilkom ægtemænd eller udnævnte tjenere i menigheden at tage bestemmelse om. Hvordan kunne disse unge enker beskyttes mod denne fare? En af de måder Paulus anbefalede var at de skulle „giftes, føde børn, [og] styre hus“. — 1 Tim. 5:11-15.

Følgelig mente Paulus, da han skrev at kvinderne ville „blive bevaret ved at føde børn“, at de skulle være beskæftiget med fornuftige sysler. Ved at styre hus og give sig selv i opdragelsen af deres børn — en værdifuld opgave som kvinden har enestående gudgivne evner til at varetage — ville de højst sandsynligt blive bevaret, blive beskyttet mod at falde i de snarer som uteokratiske kvinder kan falde i. Disse pligter ville desuden på udmærket måde supplere deres virksomhed i tjenesten for Gud og hjælpe dem til at ’fortsætte i tro og kærlighed og helliggørelse’.

Kvinder som ikke er gift eller som ikke har børn kan, såvel som mænd, lære af det princip der ligger i denne inspirerede formaning: Vi må alle være på vagt og sørge for at vi er nyttigt beskæftiget. Guds ord siger til hver eneste af os: „Se derfor nøje til, hvorledes I vandrer, at det ikke er som uvise, men som vise, så I udnytter det gunstige øjeblik, thi dagene er onde.“ — Ef. 5:15, 16.

● Var Judas Iskariot allerede gået da Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid? — J. D., Uruguay.

Ja, Bibelen viser at Judas var til stede og fejrede påskehøjtiden sammen med Jesus den 14. nisan år 33, men at han gik sin vej før Kristus indstiftede højtiden til minde om sin død.

Af de fire evangeliske beretninger er det kun Lukas’ der kan få læseren til at drage en anden slutning. Lukas omtaler først den almindelige påskehøjtid som Judas ville fejre som jøde. (Luk. 22:15-18) I de næste to vers, Lukas 22:19, 20, gengiver han nogle af de udtalelser Jesus kom med da han indstiftede den nye ordning, den årlige højtid til minde om sin død. Derpå viser Lukas at Jesus på et eller andet tidspunkt samme aften gav udtryk for at en af hans tolv apostle var en forræder, en bemærkning der fik dem til at spekulere på hvem han mente. (Luk. 22:21-23) Hvis Lukas’ fremstilling blev opfattet som en kronologisk fremstilling, ville det betyde at Judas var til stede da brødet og vinen ved Herrens aftensmåltid blev budt rundt.

Lad os imidlertid huske at selv om Lukas havde besluttet at skrive sit evangelium i „logisk orden“, fulgte han ikke altid en strengt kronologisk orden. (Luk. 1:3, NW) Dette ses let af Lukas 3:18-21. Selv om dette på ingen måde forringer værdien af Lukas’ evangelium, idet dette jo er en inspireret beretning, er det klart at man bør rådføre sig med de andre evangelier for at fastslå den kronologiske rækkefølge. Lukas fortæller os heller ikke præcist hvornår Judas forlod de andre. Det må givetvis have været før Jesus sagde: „I har holdt ud med mig i mine fristelser.“ (Luk. 22:28) Lad os derfor vende os til de andre evangelier for at afgøre hvornår forræderen gik sin vej.

Både Mattæus og Markus forklarer at der opstod et spørgsmål blandt dem der var forsamlede for at fejre påsken. Jesus havde givet til kende at en af apostlene var en forræder, og de ønskede at vide hvem det var. Begge beretninger viser at dette skete „mens de spiste“ påskemåltidet. (Matt. 26:20-25; Mark. 14:17-21) Selv om Johannes-evangeliet ikke dækker mange af de begivenheder der allerede er omtalt i de tre evangelier som blev skrevet tidligere, omtaler det dog dette spørgsmål der opstod med hensyn til hvem forræderen var. Johannes uddyber dette ved at fortælle at Jesus identificerede forræderen idet han gav Judas et stykke brød. Hvad skete der derefter? Johannes skriver om Judas: „Efter at han havde fået stykket, gik han straks ud.“ — Joh. 13:21-30.

Med denne udvidede forståelse af disciplenes spørgsmål i forbindelse med forræderen, og af Judas’ bortgang, vender vi atter tilbage til Mattæus og Markus. Begge fortsætter deres beretning med at forklare at Jesus derpå indstiftede Herrens aftensmåltid. (Matt. 26:26-29; Mark. 14:22-25) Den rækkefølge hvori begivenhederne fandt sted synes følgelig at have været: Jesus og apostlene, deriblandt Judas, spiste påskemåltidet. Under måltidet sagde Jesus at en af de tolv var en forræder; der opstod spørgsmål om hvem det kunne være, og Jesus viste klart hvem det var. Judas Iskariot gik straks sin vej for at forråde Kristus. Derefter indstiftede Jesus Herrens aftensmåltid blandt de tilbageblevne elleve apostle, som havde ’holdt ud med ham i hans fristelser’.