Spørgsmål fra læserne

● Hvorfor begik kong David en synd da han holdt mandtal, som berettet i Anden Samuelsbog, kapitel 24? — M. C., U.S.A.

Sandt at sige ved vi det ikke med sikkerhed, for Bibelen præciserer ikke nærmere hvori synden bestod. Men tænker man nærmere over det der fandt sted, bliver man dog klar over at Jehova på ingen måde var uretfærdig eller grusom i sin måde at handle på.

Beretningen lyder: „[Jehovas] vrede blussede atter op mod Israel, så at han [en, NW] æggede David mod dem og sagde: ’Gå hen og hold mandtal over Israel og Juda!’ Kongen sagde da til Joab og hærførerne, der var hos ham: ’. . . Hold mønstring over folket, for at jeg kan få tallet på det at vide!’ Men Joab svarede kongen: ’Måtte [Jehova] din Gud forøge folket hundredfold, og måtte min herre kongen selv opleve det — men hvorfor har min herre kongen sat sig sligt for?’ Men Joab og hærførerne måtte bøje sig for kongens ord. . . . Men efter at David havde holdt mandtal over folket, slog samvittigheden ham, og han sagde til [Jehova]: ’Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort!’“ — 2 Sam. 24:1-10.

Det var ikke forbudt at holde mandtal eller folketælling i Israel. Ikke længe efter udgangen af Ægypten talte Gud til Moses om ’at holde mandtal over israelitterne’. Alle mand som kunne udføre militærtjeneste skulle mønstres, og der blev afkrævet en hovedskat som gik til tjenesten ved tabernaklet. (2 Mos. 30:11-16; 4 Mos. 1:1-3) Endnu en folketælling blev holdt kort før israelitterne gik ind i det forjættede land. — 4 Mos. 26:1-4.

På baggrund heraf har forskellige bibelkommentatorer anført flere mulige grunde for at Jehova betragtede Davids folketælling som en synd. Nogle har ment at David begik en fejl ved ikke at opkræve den hovedskat som Gud havde sagt skulle betales ved sådanne lejligheder. Andre er af den formening at kongen viste tegn på svaghed ved at prøve at finde ud af hvor stor hans militærstyrke var, i stedet for at stole på at Gud kunne skænke sejr uanset hærens størrelse. Andre igen anfører at David kan have givet efter for menneskelig stolthed og gerne ville kunne prale af Israels storhed og betydning.

Men som sagt ved vi simpelt hen ikke hvorfor Davids folketælling var en synd. Hans handling var afgjort forkert, for det var Satan som „trådte op mod Israel og æggede David til at holde mandtal over Israel“. (1 Krøn. 21:1) Selv Joab, der undertiden lod sine egne følelser og ambitioner gå forud for det der var ret, forstod at Davids folketælling var forkert, for der stor at „kongens ord var Joab en gru“. (1 Krøn. 21:6) Der er langt mellem os og begivenhederne dengang, men når Davids samtidige vidste at denne handling var direkte forkert, må der have været et grundlag de har kunnet slutte ud fra. Husk at da folketællingen var til ende, sagde David selv: „Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort!“ — 2 Sam. 24:10.

Som straf herfor bragte Jehova tre dages pest over folket, og 70.000 israelitter døde. (2 Sam. 24:12-16) Var dette uretfærdigt? Måtte 70.000 uskyldige mennesker dø for kongens synd? Bibelen viser klart at vi alle er syndere og fortjener døden; det er kun ved Guds ufortjente godhed vi er i live. (Rom. 3:23; 6:23; Klages. 3:22, 23, NW) De der døde havde altså ingen speciel „ret“ til livet. Kan noget menneske for øvrigt med sikkerhed i dag sige at disse 70.000 ikke var skyldige i en eller anden alvorlig synd som ikke nævnes i den historiske beretning?

Vi kan også nærmere overveje hvordan Gud før i tiden har handlet over for menneskene. Ventede han til Kain havde myrdet Abel før han sagde noget til ham og landsforviste ham? Nej, Gud advarede Kain på forhånd om den forkerte indstilling han var ved at udvikle. (1 Mos. 4:2-16) Jehova gav de uskyldige mulighed for at undslippe før han ødelagde de onde i Sodoma. (1 Mos. 19:12-25) Og med hensyn til Israel sendte Gud bestandig sine tjenere profeterne for at advare folket mod dets onde veje for han straffede det. — Jer. 7:25, 26.

Disse og mange andre eksempler der kunne anføres, viser hvilke ædle egenskaber Jehova er i besiddelse af. Med god grund kunne israelitterne betegne ham som „forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på miskundhed“. (Neh. 9:17) I alle sine gerninger svarer Jehova til Moses’ og Elihus beskrivelse af ham: „Alle hans veje er retfærd! En trofast Gud, uden svig.“ „Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej retten!“ — 5 Mos. 32:4; Job 34:12.

Selv om vi på dette sene tidspunkt ikke har alle enkelthederne vedrørende Davids synd da han holdt mandtal, eller vedrørende den efterfølgende pest, har vi god grund til at mene at det Gud gjorde har været helt igennem rigtigt og retfærdigt, sådan som alt hvad han har gjort over for ufuldkomne mennesker, har været.