Assyriens erobring af Israel
● Beretningen om Assyriens erobring af Israel findes i Bibelen. Assyrerkongen Pul, oftere kaldet Tiglat-Pileser, drog imod Israel i det mindste to gange nogle år før Israel blev endeligt indtaget af Assyrien i år 740 f.v.t. Bibelen siger om den første af disse invasioner:
„Kong Pul [Tiglat-Pileser] af Assyrien [faldt] ind i landet. Men Menahem [Israels konge] gav Pul 1000 talenter sølv . . . Så vendte assyrerkongen hjem og blev ikke længer der i landet.“ — 2 Kong. 15:19, 20.
Nogle få år senere dræbte Peka Menahems søn, som var blevet konge efter sin fader, og Peka blev konge over Israel. Bibelen fortsætter med at fortælle om endnu en invasion, foretaget af den samme assyriske konge, denne gang i kong Pekas dage: „I kong Peka af Israels dage kom assyrerkongen Tiglat-Pileser og indtog Ijjon, Abel-Bet-Ma’aka, Janoa, Kedesj, Hazor, Gilead og Galilæa, hele Naftalis land, og førte indbyggerne bort til Assyrien. Men Hosea, Elas søn, stiftede en sammensværgelse mod Peka, Remaljas søn, huggede ham ned og dræbte ham; og han blev konge i hans sted.“ — 2 Kong. 15:29, 30.
Interessant nok omtaler assyrerkongen Tiglat-Pileser i nogle af sine optegnelser, som er blevet afdækket ved arkæologiske udgravninger, de selv samme begivenheder som findes nedskrevet i Bibelen. I et af sine dokumenter har han for eksempel skrevet: „Jeg modtog gave fra Kushtashpi af Kommagene, Resin af Damaskus, Menahem af Samaria . . .“ Og i et andet står der: „De styrtede Peka, deres konge, og jeg satte Hosea til konge over dem.“