Spørgsmål fra læserne
● Vil Satan være død når han er i afgrunden i et tusind år? — R. G., U.S.A.
De begrænsede bibelske oplysninger hvorpå dette spørgsmål er baseret, er det der siges i Åbenbaringen 20:1-3. Her står der: „Jeg så en engel komme ned fra Himmelen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en lille tid.“
Hvilken tilstand befinder Satan sig i når han er i denne afgrund? Vi kan ikke give nogen oplysninger der er grundlagt på personlig erfaring, for vi er ikke og har aldrig været ånder. Endvidere siger Bibelen intet om at nogen åndeskabninger er blevet kastet i denne afgrund før i tiden. Den beskriver heller ikke i detaljer den tilstand Satan vil befinde sig i der.
Der findes kun ét sted der kunne antyde hvordan Satans tilstand vil være: Da mennesket Jesus døde blev han lagt i en grav. Mens han var død befandt han sig i Hades eller den døde menneskeheds fælles grav. Dette påpegede apostelen Peter, og vi finder beretningen herom i Apostlenes Gerninger 2:31. Imidlertid skrev apostelen Paulus under inspiration, sådan som vi læser i Romerbrevet 10:7: „Hvem vil stige ned i afgrunden (nemlig for at hente Kristus op fra de døde)?“ Læg mærke til at her bruges ordet „afgrunden“ og ikke „Hades“, dødsriget eller menneskehedens fælles grav, hvor Jesus var.
Når Satan befinder sig i den afgrund der nævnes i Åbenbaringens bog, kapitel 20, vil han ganske afgjort ikke være i Hades, for han er ikke noget menneske og vil ikke blive sendt i den døde menneskeheds fælles grav. Men i betragtning af at Jesus var død mens han var i en afgrund, kan vi slutte at Satan i de „tusinde år“ vil befinde sig i en tilstand af dødlignende uvirksomhed; han vil ikke have nogen bevidst eksistens nogetsteds og vil derfor ikke kunne „forføre folkeslagene“.
Øjensynlig vil Satan blive vakt midlertidigt til live eller kaldt til bevidsthed igen efter de tusind år, for Bibelen siger at han skal „løses en lille tid“. Han vil ikke få en opstandelse som om han havde mulighed for at handle ret og leve evigt. Tværtimod viser Bibelen at efter at han har fået lov til at prøve menneskene en kort tid, vil han blive udslettet for evigt ved at han bliver kastet i ildsøen, der betyder „den anden død“. — Åb. 20:10, 14.
’Men’ vil nogle måske spørge, ’betyder det at Satan vil være „død“ i denne afgrund på nøjagtig samme måde som når et menneske ligger død i graven?’ Vi kan ikke sige noget herom. Ovennævnte forklaring er baseret på en parallel mellem Jesu tilstand mens han var død og befandt sig i en afgrund i dele af tre dage, og den omstændighed at Satan vil befinde sig i en „afgrund“ i et tusind år. Husk på at Jesus var et menneske med et legeme af kød, mens Satan, som er ånd, ikke har et legeme af kød. Eftersom vi på nuværende tidspunkt ikke har nogen andre oplysninger, hverken grundlagt på erfaringer eller på Bibelen, kan vi kun sige at Satan mens han er i afgrunden øjensynlig vil befinde sig i en tilstand af dødlignende uvirksomhed og at han vil være uden bevidsthed ligesom Jesus var det.
● Betyder det der siges i Johannes 20:23 at nogle mennesker har bemyndigelse til at tilgive synder? — F. M., U.S.A.
Lad det være sagt fra begyndelsen at de synder vi her taler om, er synder begået mod Gud eller begået ved at overtræde en af Guds love, for eksempel ved at stjæle, lyve eller gøre sig skyldig i kønslig umoralitet. Det hænder at man „synder“ mod en kristen ved at optræde uhøfligt over for ham, at sladre om ham eller ved på anden måde personligt at krænke ham. Bibelen opfordrer os til at være tilgivende i sådanne tilfælde. (Ef. 4:32; 1 Pet. 4:8) Men hvordan forholder det sig med alvorlige synder begået mod Gud i himmelen?
Ordene som vi finder i Johannes 20:23 blev udtalt af Jesus ved en lejlighed da han viste sig for disciplene efter sin opstandelse. Efter at have fortalt dem at han ville udsende dem, og efter at have givet til kende at de snart skulle modtage den hellige ånd, sagde han: „Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet [hvis I holder dem tilbage for nogen, er de holdt tilbage, NW].“ — Joh. 20:21-23.
Selv om dette vers, taget for sig selv, synes at sige at apostlene kunne tilgive synder, kan vi dog ikke ignorere hvad Bibelen i øvrigt siger herom. Vi må være som de retsindige jøder i Berøa, der ’granskede skrifterne’ for at se hvordan det forholdt sig. — Ap. G. 17:11.
Hvem søgte kong David tilgivelse hos da han havde syndet? På hans tid var der jødiske præster der tjente ved tabernaklet og som var ordineret af Gud. Alligevel skrev David: „Jeg sagde: ’Mine overtrædelser vil jeg bekende for [Jehova]!’ Da tilgav du [Gud] mig min syndeskyld.“ (Sl. 32:5) Forandrede Jesus dette da han kom? Nej, for han lærte os at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene! . . . forlad os vor skyld [eller: vore overtrædelser].“ (Matt. 6:9, 12) Og sådan forstod Jesu disciple det også. De vidste at ikke et menneske men kun Gud kunne ’tilgive os vore synder og rense os fra al uretfærdighed’. — 1 Joh. 1:9.
Hvad havde de disciple som Jesus henvendte ordene i Johannes 20:23 til, da at gøre i forbindelse med at tilgive? En udtalelse som Kristus tidligere havde fremsat, kaster lys over dette. I Mattæus 18:15-17 forklarer han hvordan man skal forholde sig hvis en åndelig broder har syndet imod en. Det sidste skridt man skulle tage var at man forelagde sagen for menighedens ældste. (Jak. 5:14, 15) Hvis den der havde synder, ikke ville angre en alvorlig synd, skulle han udstødes af menigheden. Var det nu nogle få mænd der afgjorde om synder skulle tilgives eller ikke tilgives? Nej, de handlede simpelt hen i overensstemmelse med det de kunne slutte allerede var sket i himmelen. Hvordan kunne de vide hvad der var sket her? Ved hjælp af det Gud havde åbenbaret i sit ord om sådanne anliggender. — 2 Tim. 3:16, 17.
Det fremgår af hvad Jesus sagde umiddelbart derefter: „Sandelig siger jeg jer: hvad I end binder på jorden, vil være blevet bundet i himmelen; og hvad I end løser på jorden, vil være blevet løst i himmelen.“ (Matt. 18:18, New American Standard Bible; se også NW, Ro, The New Testament af C. B. Williams.) Selv om nogle bibeloversættelser gengiver dette vers på en måde som antyder at den himmelske handling sker efter at afgørelsen på jorden er truffet siger den kendte bibeloversætter Robert Young alligevel at der bogstaveligt står: „vil være det som er bundet (allerede).“
Hvis for eksempel en kristen havde løjet men ikke ville bekende det og angre over for menighedens ældste, var Guds syn på sagen, som åbenbaret i hans ord, allerede kendt. Hvis en synder angrede, ville Gud tilgive ham. (Es. 55:7) Jehova ville tilgive en der syndede af vanvare, men han ville ikke tilgive en der havde syndet med forsæt og ikke ville angre. (4 Mos. 15:22-31) På grundlag heraf kunne menighedens repræsentanter ud fra kendsgerningerne og synderens holdning afgøre hvordan de skulle forholde sig over for ham. Og eftersom de ud fra Bibelen vidste hvad Guds syn på sagen var, ville deres afgørelse med hensyn til om de skulle udstøde en synder af menigheden være noget som Gud allerede havde besluttet i himmelen.
At det var sådan det første århundredes kristne forstod Mattæus 18:18 og Johannes 20:23 fremgår af Første Korinterbrev, kapitel fem. I den korintiske menighed var der en som havde syndet med vilje og ikke ville angre. Kunne de ældste i menigheden eller apostelen Paulus nu selv afgøre om de ville ’forlade dette menneskes synder’ eller ’holde dem tilbage’? Nej, da de kendte Guds vurdering af en synder der ikke ville angre og omvende sig, måtte de nødvendigvis udstøde ham af menigheden og dermed tilkendegive over for alle at vedkommendes synder åbenbart blev „holdt tilbage“ på ham af Gud selv. De var ikke blevet forladt.
Selv om ordene i Mattæus 18:18 og Johannes 20:23 nok er udtalt direkte til apostlene, fremgår det klart af Paulus’ brev til korinterne at de i åndelig forstand ældre mænd i hver menighed skulle følge Jesu ord. Dette ses også af budskaberne til menighederne i Pergamum og Tyatira. (Åb. 2:12-16, 20-24) Kristus havde det imod disse menigheder at de ikke udstødte dem der handlede uret, og således bandt på jorden hvad der allerede var bundet i himmelen.
Derimod, når en synder virkelig angrer, kan de der optræder på menighedens vegne lade ham forblive i menigheden, eller optage ham i menigheden igen hvis han er blevet udstødt. Det var åbenbart dette der senere skete i Korint. Da Paulus vidste at Gud ville tilgive et sådant menneske, opfordrede han de kristne til at tage imod ham igen i menigheden. (2 Kor. 2:6-8) Det var ikke dem der personligt tilgav ham hans synder; Jehova alene kunne gøre det. Men ved at handle i overensstemmelse med Guds ords principper kunne de slutte at hans synder var tilgivet af Gud i himmelen. På den måde var det rigtigt hvad der stod i Johannes 20:23: „Hvem I forlader synder, dem er de forladt.“