Om at sætte andre før sig selv
„FØRST mig. Jeg vil først.“ Sådan er den almindelige indstilling i verden i dag, selv om folk ikke altid siger det rent ud. Helt fra barndommen bliver mange tilskyndet til at overgå andre og trænge sig frem foran andre. Ofte fortæller man dem ligefrem at de er mere værd end andre.
Men tænk engang efter: Hvilket menneske er mest behageligt at omgås, hvem er den bedste kammerat? Er det den der altid selv vil være i forgrunden og altid selv vil bestemme? Eller den som er hensynsfuld og lader andres interesser komme før sine egne?
Lad os se på nogle eksempler fra hverdagen. To personer skal til at gå ud ad en dør næsten samtidig. Den ene maser sig hensynsløst frem foran den anden. Hvad tænker man om ham der absolut skulle først igennem? Han vil falde i ens agtelse, ikke sandt? Der er ingen tvivl om at det er den der er hensynsfuld og som lader andre komme i første række man vil foretrække som kammerat.
Så er der den daglige samtale med andre. Også her gælder princippet om at lade andre komme først. Det er ikke alle der følger det. Der er nogle der hele tiden afbryder når andre taler, og forsøger at beherske samtalen. Er det ikke langt mere tiltalende når nogen, i stedet for at stræbe efter selv at blive hørt, med glæde tager imod, ja endog spørger om den andens mening og opmærksomt lytter til hvad han måtte have at sige?
Der er også lejlighed til at lade andre komme før en selv ved Jehovas vidners stævner hvor der måske kun er et begrænset antal siddepladser eller et begrænset antal gode pladser. Hvor dejligt er det ikke at se nogen der hensynsfuldt tilbyder en af de ældre sin siddeplads!
De kristne bliver tilskyndet til at vise andre hensyn og lade andres interesser komme i første række gennem den opbyggende vejledning de modtager fra Guds ord. De bliver mindet om at kærligheden „søger ikke sit eget“, og deres opmærksomhed henledes på det gode bibelske råd: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ — 1 Kor. 13:5; 10:24.
Dette betyder imidlertid ikke at den kristne helt tilsidesætter sine egne interesser og ikke tager hensyn til sig selv. Han har et personligt ansvar som det er nødvendigt han tager vare på. Der er for eksempel hans egne åndelige interesser og, hvis han er gift, hans families åndelige interesser, som han har pligt til at sørge for. — Matt. 5:3.
Den der følger det bibelske princip om at ’søge hvad der gavner næsten’, vil sætte andre før sig selv. En sådan indstilling kan lægges for dagen i familielivet. For eksempel ønsker manden måske at tage et bestemt sted hen på ferie, mens hustruen foretrækker et andet sted. Manden kan da på grund af sin stilling som familiens overhoved altid hævde at det er ham der skal bestemme, og vil måske træffe den afgørelse der passer ham selv. (1 Kor. 11:3) Men han kan også kærligt vælge at sætte sin hustrus interesser over sine egne og af og til lade hende bestemme. Det vil glæde hende, og hun vil ønske at samarbejde med ham.
På lignende måde kan den kristne tilsynsmand vinde sine kristne brødres kærlighed og støtte ved at tage mere hensyn til deres meninger og ønsker end til sine egne, forudsat dette ikke skaber vanskeligheder og ingen bibelske principper krænkes. Han behøver ikke altid være i forgrunden eller at få tingene gjort på den måde han ønsker. Jesus Kristus, der er den største tilsynsmand under Gud, understregede over for sine disciple betydningen af ydmyghed ved endog at vaske deres fødder og på denne måde sætte dem før sig selv. — Joh. 13:5.
De kristne i vor tid lægger klogeligt denne ydmyge indstilling for dagen. En moden kristen tilsynsmand hos Jehovas vidner viste dette ved en selskabelig sammenkomst som han var med til. Da han var tilsynsmand forventede man at han satte sig for bordenden. Han bad imidlertid stilfærdigt en anden derom, nemlig en indviet kristen der havde flere år bag sig end han selv, og før denne kunne nå at protestere havde han selv sat sig et andet sted ved bordet. (3 Mos. 19:32) Det var et godt eksempel for de andre, der så hvordan han holdt sig tilbage til fordel for en anden. Naturligvis kan der være tidspunkter hvor det vil være passende at en tilsynsmand tager imod tilbudet om at sætte sig for bordenden.
Kristne tilsynsmænd og alle der ønsker at være venner med Gud kan drage nytte af det eksempel den fremstående patriark Abraham viste ved en bestemt lejlighed. Omstændighederne bevirkede at det blev nødvendigt at han og hans yngre nevø Lot skiltes og at de hver især tog deres store hjorde med sig. Læg mærke til hvordan Abraham handlede i denne situation. Han sagde til Lot: „Vil du til venstre, så går jeg til højre, og vil du til højre, så går jeg til venstre!“ — 1 Mos. 13:9.
Som den ældste og som familiens overhoved var det naturligt at Abraham havde førsteretten til at vælge den bedste del af landet. Men nej, han satte ikke sine egne ønsker først. Han lod en der var underordnet ham, vælge først. Hvilket udmærket eksempel på ydmyghed, på at vise andre hensyn!
Selv om det er almindeligt i verden at trænge sig frem og prøve at komme i første række, kan vi tydeligt se at det er meget mere tiltalende når mennesker er indstillet på at lade andre komme før dem selv. Det er ikke et tegn på svaghed men et udtryk for sand ydmyghed. Det er at efterligne det eksempel Jesus Kristus, Abraham og andre gudfrygtige mennesker satte. Vi vil høste mange velsignelser hvis vi gør det til en vane at sætte andre før os selv.
„Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres.“ „Ligeså skal I unge underordne jer de ældre; og ifør jer alle ydmyghed over for hverandre.“ — Fil. 2:3, 4; 1 Pet. 5:5.