Manden som var død i fire dage
Denne artikel er særlig lagt an på at forældre kan læse den med deres børn
SYNES du ikke det er dejligt at leve? Det synes jeg. Når man lever kan man gøre så mange spændende ting.
Men ved du at ingen nogen sinde har levet evigt? Før eller siden er alle mennesker døde. Måske du selv kender en eller anden som er død? Det gør folk meget ulykkelige når en de holder meget af, dør. Det er fordi vedkommende er borte og de nu ikke længere kan se ham eller tale med ham.
Der skete engang et dødsfald i en familie som Jesus kendte meget godt. Dette gjorde hele familien meget bedrøvet, men Jesus var i stand til at vende sorgen til stor glæde. Nu skal jeg fortælle dig hvordan det gik til. Det vil hjælpe dig til at forstå hvad der sker med et menneske når det dør.
Jesu venner boede i Betania, en lille by ikke langt fra Jerusalem. Det var Lazarus og hans to søstre. Den ene søster hed Marta og den anden Maria.
En dag blev Lazarus meget syg. På det tidspunkt var Jesus langt borte. Derfor sendte Marta og Maria bud til Jesus om at deres bror Lazarus var syg. Hvorfor gjorde de det? Fordi de vidste at Jesus kunne gøre deres bror rask. Jesus var ikke læge, men han havde kraft fra Gud til at helbrede alle slags sygdomme.
Men Jesus kom ikke lige med det samme til det sted hvor Lazarus og hans søstre boede. Lazarus blev så syg at han døde. De begravede ham i en klippehule og rullede en stor sten for.
Da Lazarus døde, vidste Jesus det lige med det samme. Det gjorde han fordi han havde kraft fra Gud til at vide sådanne ting. Jesus sagde til sine disciple at Lazarus var sovet ind. Men Jesus sagde også at han ville gå hen for at vække ham.
Disciplene forstod ikke at Jesus mente at Lazarus var død. Derfor sagde de til ham at hvis Lazarus sov, så ville han komme sig igen. Så sagde Jesus rent ud til dem at Lazarus var død.
Døden er som en dyb søvn, så dyb at man ikke engang drømmer. Når man er død kan man ikke mærke noget, og man lider ikke. Det var derfor Jesus sagde at Lazarus sov, selv om han i virkeligheden var død. Derfor kan døden sammenlignes med en søvn.
Nu gik Jesus hen for at besøge Marta og Maria. Også mange af familiens venner var til stede. De var kommet for at trøste Marta og Maria fordi de havde mistet deres bror.
Da Marta hørte at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham. Kort efter gik Maria også ud for at hilse på Jesus. Hun var meget ked af det og græd, og hun faldt ned for hans fødder. Andre venner som var kommet ud sammen med Maria græd også. Da Jesus så alle disse mennesker græde, blev han meget bedrøvet og begyndte også selv at græde.
Den store Lærer spurgte hvor liget af Lazarus lå. Så førte de ham hen til den klippehule hvor Lazarus var blevet begravet. Nu sagde Jesus til mændene: ’Rul den sten bort fra graven.’ Skulle de gøre det?
Marta mente ikke det var helt rigtigt. Hun sagde: ’Herre, han stinker allerede, for han har været død i fire dage nu.’ Og det er rigtigt at døde mennesker lugter grimt når der er gået et lille stykke tid.
Men Jesus sagde til hende: „Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?“ Med disse ord mente Jesus at Marta skulle se noget som ville være til ære for Gud. Hvad var det Jesus ville gøre?
Da stenen var blevet fjernet, bad Jesus højt til Jehova. Han ønskede at folk omkring ham skulle forstå at det var Gud der havde givet ham den kraft han havde. Derpå råbte Jesus med høj røst: „Lazarus, kom herud!“ Tror du han ville komme ud? Og tror du han kunne?
Ja, der skete noget helt fantastisk. Manden som havde været død i fire dage kom ud af graven! Han var blevet bragt tilbage til livet! Han kunne trække vejret! Han kunne gå, og han kunne tale igen! Ja, Jesus oprejste Lazarus efter at han havde været død i fire dage! Var det ikke vidunderligt? — Johannes-evangeliet, kapitel 11.
Nu vil du måske spørge: Hvor var Lazarus i de fire dage han var død? Lazarus var et godt menneske, for Jesus havde kun gode mennesker som sine nære venner. Kom Lazarus til himmelen da han døde? Var han i live oppe i himmelen sammen med Gud og de hellige engle?
Tænk dig nu godt om! Hvis Lazarus havde været i himmelen i de fire dage, tror du så ikke han ville have fortalt om det? At leve i himmelen ville have været noget alt for vidunderligt til at man ville kunne holde det for sig selv! Men Lazarus sagde ikke et ord om at han havde været i himmelen eller noget som helst andet sted.
Husk at Jesus havde sagt at Lazarus var sovet ind. Hvordan føler man det når man sover?
Når du er faldet i en meget dyb søvn, så ved du ikke hvad der sker rundt omkring dig, vel? Og når du vågner ved du ikke hvor længe du har sovet, før du har set på klokken.
Da døden kan sammenlignes med en dyb søvn, betyder det at de døde ikke kan gøre noget som helst. De er uden bevidsthed. Men det er der mange mennesker der ikke er klar over. Nogle tør ikke engang gå hen i nærheden af en kirkegård fordi de er bange for de døde. Men er der nogen grund til at være bange for de døde? Nej, slet ikke. Når et menneske er dødt, kan det hverken gøre noget godt eller noget ondt imod dig.
Kan du vække nogen som sover? Ja, hvis du råber rigtig højt vil den som sover vågne. Men kan du vække en som sover i døden? Nej. Lige meget hvor højt du råber, vil den som er død, ikke høre dig. Der er intet som du eller nogen anden her på jorden kan gøre for at vække de døde.
Men Jehova Gud har givet Jesus magt til at oprejse de døde. Han kan bringe de døde tilbage til livet igen. Og Jesus har lovet at han inden længe vil gøre dette under Guds riges styre. Det vil sandelig blive en lykkelig tid!
„Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem.“ Joh. 5:28, 29.