Spørgsmål fra læserne
● I hvilken betydning er Gud „over alle, gennem alle og i alle“, som der siges i Efeserbrevet 4:6? — E. R., U.S.A.
Af sammenhængen kan vi tydeligt se at apostelen Paulus skrev til den kristne menighed og at han talte om den enhed som Gud havde udvirket iblandt dem. Paulus ønskede at menighedens medlemmer skulle forstå og værdsætte deres sande forhold til Gud og Kristus. Han taler ikke her om menneskehedens verden i almindelighed.
Paulus taler om det ’ene legeme’ som er blevet døbt med den samme dåb i vand og har del i den samme ånd, og om deres ’ene Herre’, Jesus Kristus. — Ef. 4:4, 5; Matt. 28:19, 20; 1 Kor. 12:13.
Apostelen siger videre at de har kun „én Gud“; de dyrker ikke andre guder på mange forskellige måder (sådan som nogle af dem havde gjort før de blev kristne). — Gal. 4:8; Ef. 2:1-3.
Jehova er den ’ene Fader’ for den kristne menighed af salvede fordi han har avlet dem som sine sønner ved sin hellige ånd. De er nu Guds åndelige børn og har håb om at blive medarvinger i himmelen sammen med deres ældre ’broder’, Herren Jesus Kristus. Gud er som deres Fader tydeligvis ’over dem alle’. (Ef. 4:6) Som hans børn underlægger de sig helt og fuldt hans vilje og ledelse. — Rom. 8:16; Hebr. 2:11; 1 Joh. 3:1, 2.
Jehova, denne forenede kristne families Fader, er „gennem alle“ — det vil sige alle som udgør menigheden — på den måde at han har dannet menigheden til sin ære. (Ef. 3:21) Jehova har vist sin forunderlige visdom, endog for englene, ved at skabe og lede menigheden. I det samme brev til efeserne taler Paulus om sin bemyndigelse til at oplyse mennesker om „hvorledes den frelsesplan er, der fra evighed har ligget gemt som en hemmelighed hos Gud, alle tings skaber, for at Guds visdom nu i al dens mangfoldighed ved [eller: gennem, NW] kirken [det vil sige: menigheden] skulle gives til kende for magterne og myndighederne i den himmelske verden“. Menigheden har også været „sandhedens søjle og grundvold“, et bolværk mod falsk lære i verden, og den er blevet brugt til at forkynde den gode nyhed om Guds messianske rige. Gud har i sandhed udrettet meget gennem den. — Ef. 3:9, 10; 1 Tim. 3:15.
Jehova er „i alle“ i den kristne menighed fordi hans ånd virker i dem og udfører sine forskellige funktioner. Hvert medlem af menigheden bliver som en del af ’legemet’ tilskyndet og drevet af ånden til gavn for hele legemet, til opbyggelse af legemet, for „Åndsåbenbarelse gives den enkelte til fælles gavn“. (1 Kor. 12:6, 7) Desuden er den kristne menighed „den levende Guds tempel“, hvori Gud bor, sådan som efeserne blev mindet om med ordene: „I samhørighed med ham [Kristus] bliver også I sammen opbygget til et sted hvor Gud kan bo ved ånd“. — 2 Kor. 6:16; Ef. 2:21, 22, NW.
I Åbenbaringens bog, kapitel 21, ses det ny Jerusalem, det store himmelske tempelpalads, i et syn. Det vises at Jehova Gud og Jesus Kristus bor i dette tempel. De 144.000 „levende stene“ som udgør dette himmelske tempel og som er i fuld overensstemmelse med evighedernes konge og hans udødelige søn, vil altid have Gud ’over, gennem og i sig’ mens de tjener som retfærdige kongelige og præstelige administratorer i Guds messianske rige. — Ef. 1:10; 1 Pet. 2:5; 1 Tim. 1:17; 6:16; Åb. 20:6.