Gavmildhed avler gavmildhed

GAVMILDHEDENS ånd præger alt hvad Gud gør for sine jordiske skabninger. For omkring tre tusind år siden bemærkede en skarpsindig mand: „[Jehova] støtter alle, der falder, og rejser alle bøjede. Alles øjne bier på dig [Jehova], du giver dem føden i rette tid; du åbner din hånd og mætter alt, med hvad det ønsker.“ (Sl. 145:14-16) Er du enig med ham i denne erkendelse, som han blev inspireret til at skrive?

Der er nok dem der ikke vil sige ja til det. Praktisk talt hele menneskeslægten har glemt Gud. I hvert fald undlader de fleste at tage ham og hans retfærdsprincipper i betragtning i deres tilværelse. Masser af mennesker benægter endog at Gud er til og vil ikke tage hans ord, Bibelen, op til alvorlig overvejelse. Deres holdning ændrer dog ikke den kendsgerning at Gud er gavmild. Tværtimod åbenbarer den i endnu højere grad hvor gavmild han er, for selv de utaknemmelige nyder godt deraf. Jehova Gud „lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige“. — Matt. 5:45.

Og ikke nok med det. Gud henstiller til sine tilbedere at vise den samme gode ånd, ja han indprenter dem at de bør være gavmilde og rundhåndede. Følgende ord er karakteristiske for den belæring han giver sine jordiske tjenere: „Gavmild sjæl bliver mæt [velstående]; hvo andre kvæger, kvæges og selv.“ (Ordsp. 11:25) Og den lov Gud udstedte med Moses som mellemmand indeholdt denne formaning: „Du skal give ham [din fattige broder] villigt uden at være fortrydelig i dit hjerte over at skulle give ham; thi for den sags skyld vil [Jehova] din Guld velsigne dig i alt dit virke, i alt, hvad du tager dig for.“ — 5 Mos. 15:10.

Da Jehova Gud sendte sin søn til verden for at give syndige mennesker mulighed for at få livet i eje, lagde han fortsat vægt på at godhed og gavmildhed var tiltrængt. Guds søn, Jesus Kristus, opfordrede indtrængende sine disciple: „Giv, så skal der givet jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød; thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen.“ (Luk. 6:38) Ikke alene videregav Jesus den lære om gavmildhed han havde fra sin Fader; han gav også tydeligt bevis for at han selv holdt fast ved den. Han gav sig selv fuldt og helt i den gerning at lede mennesker til Gud, og ofrede til sidst sit liv som menneske til gavn for alle.

Lød dette budskab om gavmildhed forgæves i folks øren dengang? Ja, for de flestes vedkommende. Men Jesu apostle og disciple modtog villigt opfordringen til at følge Jesu eksempel og efterligne hans gavmildhed. Hvorfra ved vi det? Det fremgår af de begivenheder der indtraf i Jerusalem efter at Guds hellige ånd på pinsedagen i år 33 var blevet udgydt. En mængde jøder og proselytter fra fjerne lande kom under deres besøg i Jerusalem til troen på Kristus Jesus. Da de besluttede at blive i byen så længe som muligt for at få en dybere forståelse af den kristne vej, opstod det problem at de ikke havde penge til de daglige fornødenheder. Men på grund af den gavmildhed deres trosfæller i Jerusalem og Judæa viste dem, fik de mulighed for at blive i byen. De kristne som boede i Jerusalem og Judæa gav gladeligt alt hvad de kunne undvære for at hjælpe deres brødre og søstre i Kristus. — Ap. G. 4:32-35.

Var der her tale om en upersonlig given almisser? Nej, det var en storsindet handling der tjente til at udbrede den gode nyhed om Riget som Kristus befalede sine disciple at forkynde for alle folkeslag. (Matt. 24:14; 28:19, 20) Dette udtryk for gavmildhed tjente sit for mål særdeles godt. Til sidst vendte tusinder tilbage til deres hjemland med tilstrækkelig kundskab og forståelse til at dele den gode nyhed med andre. De var lykkelige fordi de havde modtaget den for intet og nu kunne give den videre for intet.

Men hvordan forholder det sig i dag? Findes der mennesker som, omgivet af en verden der i det store og hele drives af uafhængighedens ånd, søger at ligne deres gavmilde Gud? Ja, mange har bemærket denne gavmildhedens ånd blandt Jehovas kristne vidner. Det forbavser dem at se Jehovas vidner give af deres tid og midler for at andre kan få kendskab til Bibelen.

Som følge af deres aktivitet har forkyndelsen af Rigets budskab bredt sig kolossalt de sidste tredive år. I 1941 deltog 106.137 i dette arbejde. Men i 1971 var tallet steget til 1.510.245. Heri er medregnet tusinder af missionærer som er blevet undervist, har lært andre sprog og er blevet sendt til nye områder for at påbegynde Rigets arbejde. Væksten har medført at man har måttet anskaffe og opretholde tusinder af mødelokaler eller rigssale rundt omkring på jorden. Man har desuden måttet oprette nye afdelingskontorer for Watch Tower Bible and Tract Society (Jehovas vidners juridiske redskab) i mange lande. Man har opført nye og større betelhjem og trykkerier, og flere er på vej.

Alle disse udvidelser har været ensbetydende med anselige udgifter. Har man skaffet pengene til veje ved nogen metode der er i strid med Jesu lære om ikke at give for at blive set af mennesker? (Matt. 6:1-4) Nej, de er indkommet ved private bidrag, skænket af mennesker som for størstedelens vedkommende kun råder over beskedne midler. Disse gavebidrag er uden andres viden blevet lagt i bidragsbøsserne i Jehovas vidners rigssale eller mødelokaler. Andre er blevet sendt direkte til Vagttårnsselskabets hovedkontor eller til et af afdelingskontorerne, her i landet til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, Kongevejen 207, 2830 Virum. Giro 3468. Alle disse bidrag blev ydet frivilligt af mennesker som gerne ville være med til at dække udgifterne ved at påbegynde og opretholde Rigets arbejde i nye områder rundt omkring på jorden.

At de indkomne bidrag altid har kunnet dække udgifterne må afgjort tilskrives Jehova Gud. Han har indgivet sine tjenere en gavmildhedens ånd.

Jehovas vidner er overbeviste om at forkyndelsen af Rigets budskab ledes af Gud. De erkender at Jehova, hvis han ville, kunne gennemføre forkyndelsen mirakuløst. Men i stedet har han gavmildt udstrakt sin gunst til ufuldkomne mennesker ved at give dem en andel i forkyndelsen som ’hans medarbejdere’. (1 Kor. 3:9) Jehovas vidner har derfor god grund til at regne det for et privilegium at bidrage med deres tid, kræfter og økonomiske midler for at den gode nyhed om Guds rige kan udbredes og bringe trøst til tusinder som sukker over de lidelser, den uret og den undertrykkelse som mange af jordens beboere er udsat for.