Spørgsmål fra læserne

● Er det rigtigt af en gift kvinde at gå fra sin mand hvis de ikke kan komme ud af det med hinanden? Hvorfor blev Watch Tower Bible and Tract Society’s første præsident, C. T. Russell, forladt af sin hustru? — U.S.A.

Bibelen tilskynder ikke ægtefæller til at søge skilsmisse eller separation blot fordi de ikke kommer godt ud at det med hinanden. Under inspiration skrev apostelen Paulus: „De gifte byder jeg, dog ikke jeg, men Herren, at en hustru ikke må skille sig fra [gå fra, NW] sin mand — og hvis hun alligevel skiller sig fra ham [hvis hun virkelig går, NW], skal hun vedblive at være ugift eller forlige sig med sin mand — og at en mand ikke må forskyde [forlade, NW] sin hustru.“ — 1 Kor. 7:10, 11.

I stedet for at ty til separation når der opstår vanskeligheder i ægteskabet, bør en kristen kvinde altså gøre alt hvad hun kan for at skabe et bedre og kærligere forhold til sin mand. Da hun forstår at ægteskabet er indstiftet af Gud og en gave til menneskene, bør hun ønske at få sit ægteskab til at gå godt, til ære og pris for gavens giver, Jehova Gud. Hun bør sørge for at hun aldrig giver sin mand grund til at ønske at forlade hende. Den ikke-troende mand skulle kunne se at den sande kristendom har gjort hans ægtefælle til en mere kærlig, venlig, hensynsfuld og forstående hustru. Dette er i harmoni med det råd apostelen Peter gav: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje.“ — 1 Pet. 3:1, 2.

I nogle tilfælde sker det imidlertid at en ikke-troende mand insisterer på at ville forlade sin kristne hustru, til trods for hendes gode adfærd. Bør den troende hustru da søge at hindre manden i at gå fra hende? Eller bør en kristen ægtemand hindre sin ikke-troende hustru i at forlade ham? Nej. Bibelen siger: „Men hvis den ikke-troende tager skridt til at gå, så lad ham gå; en broder eller en søster er ikke trælbundet under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred.“ — 1 Kor. 7:15, NW.

Undertiden kan det ske at en hustru som hævder at være kristen, forlader sin troende ægtemand. Manden sørger måske dybt over det, og håber på en genforening. Men hvad nu hvis hustruen er gået på grund af spørgsmålet om mandens stilling som overhoved, eller på grund af uenighed om et andet bibelsk princip?

I et sådant tilfælde indser den kristne ægtemand at han ikke kan gøre nogen indrømmelser med hensyn til sin stilling som familiens overhoved eller noget andet bibelsk princip, for at bringe en forsoning i stand. En kristen ægtemand har af Gud fået befaling til at genspejle Guds herlighed. Hvis han giver afkald på sin stilling som overhoved, betyder det at han bringer skam over den kristne menigheds hoved, Jesus Kristus, og vanærer Jehova Gud. — Jævnfør Første Korinterbrev 11:3-7.

C. T. Russell havde den rette forståelse af sin bibelske stilling som ægtemand, hvilket fremgår af den måde han greb sagen med sin hustru an på. I et brev til en personlig ven i England, dateret den 27. december 1899, forklarede han hvorfor hans hustru var gået fra ham, og gav også udtryk for hvad han selv følte:

„Vor kære søster Russell blev angrebet af den sygdom som andre også er blevet ramt af — især de der er nævnt i pjecen ’A Conspiracy Exposed’ [En sammensværgelse afsløret]. De havde samme vanskelighed som den store Modstander i begyndelsen — ærgerrighed, og nærede ønske om at føre undergravende virksomhed for at tilfredsstille denne ærgerrighed.

Det er over tyve år siden vi blev gift, og i tretten af disse år var søster Russell en helt igennem kærlig, ædel og sand medhjælp, og det var hun stadig da sammensværgelsen fandt sted, i den grad at hun af sig selv foretog en rejse gennem flere stater i S. D. Rogers’ kølvand og korrigerede hans bagtaleriske udtalelser. Men den ærgerrige ånd der allerede var begyndt at gøre sig gældende, flammede kraftigt op på grund af den gode modtagelse vor kære søster fik ved denne lejlighed. Hun syntes at glemme at hun ikke kun blev modtaget for det hun selv var, men også som en udsending i Herrens arbejde, og som sin mands udsending.

Hun vendte meget selvbevidst hjem fra denne rejse, og var i denne henseende helt anderledes end hun tidligere havde været — især i de første ti år af vort ægteskab. Denne ånd syntes at blive stærkere i stedet for svagere, indtil hun for cirka fire år siden begyndte at ’strejke’ for at få sine ærgerrige ønsker opfyldt. Du husker sikkert at det er næsten fire år siden at hun efter egen anmodning fik sit navn fjernet som medudgiver, og derefter fik sit navn under de artikler hun skrev i VAGTTÅRNET. Det næste skridt var at hun krævede mere spalteplads og frihed til at skrive hvad hun ville, og dette skulle der ikke foretages rettelser i og måtte ikke kritiseres. Dette varede en tid, indtil jeg, venligt men rent ud, sagde til hende at jeg ikke kunne tro at det var Herrens vilje at jeg skulle opmuntre hende til at tage del i arbejdet så længe hun viste en så ærgerrig ånd. Fra den dag blev der ikke offentliggjort noget fra hendes pen.

Hendes næste skridt var at søge at tvinge mig til at give hende spalteplads, osv., eller hvad hun betegnede som sin retmæssige frihed til at bruge sit talent. Med dette for øje fik hun to brødre til at mødes med mig, på den måde der er foreskrevet i Mattæus 18:15. Hun var helt igennem skuffet over resultatet, for brødrene fortalte hende ligeud at det spørgsmål hun rejste, efter deres opfattelse lå helt uden for deres myndighedsområde, og uden for andres; at Herren, så vidt de kunne se af hendes bedømmelse, ikke havde begået en fejl ved at lægge tingene i broder Russells hånd, og at han, hvis det behagede ham at træffe andre dispositioner, med lethed kunne gøre det, og at de kun kunne råde hende imod hendes ønsker, hvor meget de end beklagede at måtte skuffe hende i hendes ønske om ophøjelse.

Det næste skridt som søster Russell og hendes (kødelige) søstre tog, var at organisere et kvindekorstog imod mig i menigheden i Allegheny. Det medførte en omfattende bagtalelse og forvanskning af kendsgerningerne, for det ville naturligvis ikke tjene deres hensigter at fortælle den rene, usminkede sandhed: at søster Russell var ærgerrig, osv. Du kan let forstå hvordan min stilling var; som mand var jeg ugunstigt stillet, og bagtalerne øvede deres virke uden at jeg kunne gøre noget for at bremse dem, og som du udmærket ved, ønskede jeg ikke at sige et ord imod min udkårne livsledsagerske, som jeg elskede højt og som jeg stadig elsker højt.

Kort sagt: denne kvindelige sammensværgelse nåede et afgørende punkt og medførte en lille sigtning, idet flertallet ved Herrens forsyn blev reddet fra snaren og kun seks eller otte fra vores kreds på to hundrede led skade. Søster Russells næste skridt var at give bagtalelsen et præg af sandsynlighed ved at forlade mig — i det håb at jeg ville løbe efter hende og gøre en hvilken som helst indrømmelse for at få hende tilbage. Men her tog hun fejl, og da hun ønskede at komme tilbage, nægtede jeg pure at tage imod hende, medmindre hun i rimelig grad ville erkende den urette handlemåde hun havde fulgt i et år, og give en vis sikkerhed for at hun ville være en ven og ikke en fjende. Jeg så sådan på det at jeg var blevet udfriet af Herren, og at det ville være forkert af mig at give mig i hendes magt igen uden rimelige garantier. Dette er nu to år siden. Hun bor her i byen sammen med sin moder og sine søstre, og hun holder et lille religiøst møde som hendes klike overværer. Jeg ser hende ofte, behandler hende venligt, og jeg har kun de bedste ønsker for hendes nuværende og evige velfærd.“

Som en opsummering af sagen skrev C. T. Russell: „Søster Russell blev angrebet af ærgerrighedens ånd, ligesom andre er blevet det, og det er nu tre år siden at det under Herrens forsyn skønnedes bedst at hun ikke længere var knyttet til publikationerne [udgivet af Watch Tower Bible and Tract Society], og at det forblev således indtil hun viste at hun fuldstændig havde ændret indstilling i dette spørgsmål.“

Det er åbenbart at C. T. Russell handlede ret i at gøre hvad han kunne for at være venlig og hensynsfuld over for sin hustru. Men bibelsk set kunne han ikke opgive sin stilling som overhoved for at bringe en forsoning i stand.