Spørgsmål fra læserne
● I Andet Timoteusbrev 3:6, 7 står der: „Til dem hører de [de mænd, NW], som sniger sig ind i hjemmene og får magt over kvindfolk [svage kvinder, NW], der er belæssede med synder og lader sig lede af mange slags begæringer og stadig vil lære uden nogen sinde at nå til erkendelse af sandheden.“ Hvem er de mænd og kvinder der omtales her? — U.S.A.
Verset før (2 Tim. 3:5) viser at disse fordærvede mænd hører til dem der „har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft“. De er som dem der af apostelen Paulus beskrives som „falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle“, ’Satans tjenere der giver sig skin af at være retfærdigheds tjenere’. (2 Kor. 11:13-15) I det første århundrede var disse falske lærere en trussel mod Korintermenighedens kristne stilling, og det fik apostelen Paulus til at skrive: „Jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtige troskab mod Kristus. Hvis der nemlig kommer nogen og prædiker en anden Jesus end ham, vi prædikede, eller I får en anden ånd end den, I fik, eller et andet evangelium end det, I tog imod, så finder I jer kønt deri.“ — 2 Kor. 11:3, 4.
Sådanne mænd søgte ikke alene at føre kristne vild med falske lærdomme, men prøvede også at forlede dem til en umoralsk adfærd. Det var som disciplen Judas skrev: „Der har indsneget sig nogle mennesker, om hvem det allerede for længe siden er skrevet, at de skulle rammes af denne dom: de er ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus.“ — Jud. 4.
Andet Timoteusbrev 3:6 (NW) viser at de frafaldne mænd hovedsagelig retter deres opmærksomhed mod „svage kvinder“. Dette hentyder ikke til kvinder i almindelighed, der er ’svagere skabninger’ i forhold til mændene, som der siges i Første Petersbrev 3:7. Som det fremgår af sammenhængen hentyder det derimod til kvinder der er svage i åndelig eller moralsk henseende. De frafaldne kommer ikke åbenlyst og modigt frem med deres forkerte synspunkter, men „sniger sig ind i hjemmene“. De bejler til sådanne „svage kvinders“ gunst, og gennem dem søger de at øve indflydelse på resten af husstanden. Da disse „svage kvinder“ ikke er velfunderede i den kristne lære, bukker de let under for falske lærere der, måske med en charmerende optræden og smigrende tale, giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere.
Der siges også at disse „svage kvinder“ er „belæssede med synder“, og at de „lader sig lede af mange slags begæringer“. Det betyder åbenbart at de ligger stærkt under for syndige tilbøjeligheder og ønsker. De hader ikke virkelig det onde og nærer ikke nogen ægte kærlighed til retfærdighed. Deres syndige tilbøjeligheder gør dem til et let bytte for falske lærere, og uden tvivl lader nogle af disse kvinder sig endog overtale til at begå kønslig umoralitet på det grundlag at Gud forstår menneskets svaghed og er meget barmhjertig og tilgivende.
Det er således let at se hvorfor disse „svage kvinder“ „stadig vil lære uden nogen sinde at nå til erkendelse af sandheden“. Da de ikke har det nødvendige ønske om at opnå fuld forståelse og værdsættelse af den kristne sandhed, forbedrer de aldrig deres åndelige stilling. De fortsætter måske med at lære, men de kommer aldrig til at forstå og værdsætte den kristne lære i sin helhed, sådan at de retter sig efter den. Da de lader sig påvirke af falske lærere, bliver deres situation blot dårligere og dårligere.
Der findes naturligvis mange udmærkede kvinder (såvel som mænd) der lærer Bibelens sandheder at kende og holder fast ved dem. Men især i den såkaldt kristne verden har kvinderne ofte mere fritid end mændene og er normalt mindre engagerede i erhvervslivet, og de ofrer som regel det religiøse større opmærksomhed. Kvinder er tilbøjelige til at se op til mænd der er fremtrædende og veltalende. De kan derfor blive ofre for sådanne mænd som apostelen beskriver. De har måske let ved at lade sig påvirke af begærlige eller umoralske mænd der udgiver sig for at være vise og forstandige. Disse mænd undskylder deres umoralske adfærd med at Gud er klar over at vi alle er ufuldkomne og at Gud tilgiver, men i virkeligheden benytter de sig af Guds godhed for at nå deres egne selviske mål.
Vi kan her betragte Evas eksempel. Skønt hun kendte Guds befaling lærte hun ikke virkelig Gud at kende gennem værdsættelse af ham, kærlighed til ham og loyalitet over for ham. Hun blev en svag kvinde der lod sig lede af sine begæringer. Satan Djævelen brugte hende som et redskab hvormed han spottede Gud og forledte Adam til synd. — 1 Mos. 3:1-5.
Eftersom fordærvede mænd også kan snige sig ind i Guds folks menighed her i „de sidste dage“, understreger Paulus’ ord nødvendigheden af at sande kristne er på vagt over for falsk lære og urette ræsonnementer. (2 Tim. 3:1) De der ønsker at bevare en godkendt stilling ind for Jehova Gud bør gøre alt hvad de kan for at ’vandre i Kristus Jesus, idet de er rodfæstede i ham og i ham opbygges og befæstes, i troen’. (Kol. 2:6, 7, fodnoten) Dette kræver at de må studere hele den kristne lære der fremholdes i Bibelen, og anvende det de lærer. Så vil de ikke lade sig bedrage og give efter for syndige tilbøjeligheder når nogle som enkeltpersoner kommer og fremholder tanker der strider imod Guds ord.
● Eftersom den lov israelitterne fik var god, hvordan kunne apostelen Paulus da sige at budet blev ’en anledning for synden’ eller, som New World Translation siger, ’en bevæggrund for synden’? — U.S.A.
Da apostelen Paulus viste at Moseloven ikke kunne give ufuldkomne mennesker en retfærdig stilling ind for Jehova Gud, skrev han: „Så længe vi levede i kødet, var de syndige lidenskaber, som vækkes ved loven, virksomme i vore lemmer, så vi bar frugt for døden. . . . Hvad skal vi da sige? er loven synd? Nej, langtfra! Men jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: ’Du må ikke begære.’ Men da synden fik en anledning [en bevæggrund, NW; bogstaveligt: et udgangspunkt for angreb] ved budet, vakte den alskens begær i mig; thi uden lov er synden død.“ — Rom. 7:5-8.
Hvis Loven ikke havde været der, ville apostelen Paulus ’ikke have kendt synden’ i den forstand at han ikke ville have kendt eller have været klar over syndens fulde rækkevidde og omfang, alt hvad synden omfatter, for eksempel at det var syndigt at begære. Men som Paulus bemærkede, ’vakte’ Loven syndige lidenskaber, og budet imod at begære blev „en anledning“ eller „en bevæggrund“ (NW) for synden. Vil det sige at Paulus aldrig ville have gjort det Loven fordømte, hvis der ingen bud havde været?
Nej, for det ville betyde at lovene imod ægteskabsbrud, mord, tyveri og lignende handlinger tjente til at fremkalde mere vold og lovløshed. Dette er helt i strid med Guds veje. Før Loven blev givet, var menneskene allerede begyndt at begære, myrde, stjæle og gøre andre sådanne ting. Loven var beregnet på at lægge en dæmper på israelitternes handlinger og ikke på at tilskynde dem til at øve større lovløshed. Salmisten sagde: „[Jehovas] lov er fuldkommen, kvæger sjælen, [Jehovas] vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis.“ (Sl. 19:8) På hvilken måde vakte Loven da syndige lidenskaber og virkede som en „bevæggrund“ til synd?
Det forstår vi når vi husker at apostelen Paulus sagde: „Uden lov er synden død.“ Det vil sige at uden Loven var det ikke direkte blevet defineret hvori synden bestod. Man kan ikke anklages for synd når de handlinger man har begået ikke i en lov er blevet betegnet som syndige. Før Loven kom, var Paulus eller hans folk derfor ikke under fordømmelse for handlinger der ikke var blevet defineret som synder. Der var håb om liv uden Loven. Da Guds lov, som klargjorde hvad synd var, blev indført med liv for øje, ’døde’ Paulus eller hans folk følgelig. Hvorfor? Fordi de blev betegnet som syndere der var under forbandelse, fordømmelse til døden. Paulus og hans landsmænd opdagede at de var syndere i langt højere grad end de havde regnet med. Loven gjorde dem mere bevidst at de var syndere. I lyset af Loven så de at de var syndere på flere punkter, og der kom altså i lyset af Loven flere syndere til syne. Det vil ikke sige at Loven drev eller tilskyndede dem til at synde, men at den afslørede dem som syndere. På denne måde fik synden en anledning eller bevæggrund ved Loven og blev årsag til synd hos Paulus og hans landsmænd. Loven blev et grundlag for at fordømme flere som syndere, og at fordømme dem på langt flere anklagepunkter.