Spørgsmål fra læserne
● I hvilken udstrækning er kristne bundet af den jødiske lov der forbød kønsligt samliv mellem ægtefæller under kvindens menstruation? — U.S.A.
Loven om kønslig forbindelse under en kvindes menstruation lød: „Om en mand har samleje med en kvinde under hendes månedlige svaghed og blotter hendes blusel, idet han afdækker hendes kilde, og hun afdækker sit blods kilde, da skal de begge udryddes af deres folk.“ (3 Mos. 20:18; 18:19, 20) Den jødiske lov tog også den mulighed i betragtning at hustruens menstruation kunne begynde under samlejet. Bestemmelsen om dette forhold finder vi i Tredje Mosebog 15:24: „Dersom en mand ligger ved siden af hende og hendes urenhed kommer på ham, skal han være uren i syv dage, og ethvert leje, han ligger på, skal være urent.“ Det var altså kun hvis man med overlæg stod i forhold til hinanden under kvindens menstruation at det medførte dødsstraf.
Forbudet mod kønslig forbindelse under kvindens menstruation tjente en hensigt. Det beskyttede manden imod at blive religiøst uren ved berøring med kvindens blod. Det tog også hensyn til kvindens fysiske og biologiske begrænsninger. Når denne lov blev adlydt var den øjensynlig medvirkende til at de israelitiske kvinder havde et godt helbred. Dr. Jacob B. Glenn skriver i sin bog The Bible and Modern Medicine: „Navnlig i perioder med nedsat modstandskraft (under menstruationen) er kvindens kønsorganer særlig sårbare over for irritation og stimulering; det var grunden til jødefolkets strenge lov som forbød samleje i denne periode.“
De kristne er ikke underlagt Moseloven (Rom. 6:14) Men de gør ret i at overveje de principper den indeholder og stræbe efter at leve i overensstemmelse med dem. At de der med overlæg havde kønslig forbindelse under kvindens menstruation skulle lide døden, viser hvor alvorligt Jehova Gud så på dette spørgsmål.
Selv om de kristne ikke er bundet af en lov der vil betegne dem som ceremonielt eller religiøst urene, er de interesseret i at bevare en god samvittighed ind for Gud. Kristne kvinder tilskyndes for eksempel til at gøre hvad der er „sømmeligt“ i spørgsmål angående hovedbeklædning og klædedragt i øvrigt. Apostelen Paulus siger også at visse handlinger er ’usømmelige’ og ’utilbørlige’ for Guds tjenere. (Jævnfør Efeserbrevet 5:3, 4; Romerbrevet 1:28; Første Korinterbrev 11:13; Første Timoteusbrev 2:9, 10.) Det intime ægteskabelige samliv er ganske vist et privat anliggende som ikke kommer andre ved. Alligevel kan den kristne med rette spørge sig selv: Synes jeg at det er „sømmeligt“ og ’tilbørligt’ at have kønslig forbindelse med min hustru på et tidspunkt hvor hendes legeme afgiver blod og andre ting? Er det ’naturligt’ at gøre det? Som vi sikkert husker, betyder dét at noget kan gøres, ikke nødvendigvis at det er ’naturligt’ fra et bibelsk synspunkt. (Jævnfør Romerbrevet 1:26, 27.) Kristne bør altså tænke på hvad der er naturligt, sømmeligt og tilbørligt når de overvejer hvad de personligt kan gøre med god samvittighed.
Desuden har kristne ægtemænd fået bud om at ’leve med forstand sammen med deres hustruer som med en svagere skabning, og vise dem ære’. (1 Pet. 3:7) Set i lyset af Moseloven kan det at leve med forstand sammen med sin hustru, udmærket indebære at tage hensyn til hende under hendes menstruation. Hvis manden lader tilfredsstillelsen af sine lidenskaber gå forud for det der tjener til bedste for hans hustru, opfylder han tydeligvis ikke kravet om at ’vise hende ære’. Undlader han at tage hensyn til sin hustrus cyklus og omskiftelser, lever han ikke ’med forstand’ sammen med hende. Lægger han ikke bånd på sig selv når det gælder ægtefællens vel, lader han hånt om denne bibelske befaling: „Enhver af jer bør vide hvordan man får herredømme over sit eget kar i helliggørelse og ære.“ — 1 Tess. 4:4, NW.
Det intime forhold mellem ægtefæller er naturligvis ikke noget som de ældste der udgør den kristne menigheds dømmende udvalg, skal blande sig i. Hvis disse ældste anmodes om at yde hjælp, i spørgsmål der vedrører dette forhold, kan de give behørig vejledning, men hermed ender deres myndighed. Ligesom alle andre kristne, må kristne ægtepar ønske at opbygge deres åndelige styrke ved at tage hensyn til deres indre fornemmelse af hvad der er rigtigt. De må også gøre sig klart at Jehova Gud interesserer sig for hvordan de forvalter deres ægteskabelige anliggender.
● Hvordan ser Jehovas vidner på dødsstraf? — U.S.A.
Jehovas kristne vidner går ind for Guds syn på dødsstraf, sådan som dette syn kommer til udtryk i Bibelen. De anerkender at Jehova Gud som menneskets Skaber har den fulde ret til at fremsætte love som alle må adlyde hvis de vil bevare livet. Når Gud bestemmer at visse mennesker fortjener døden fordi de fremturer i synd, kan han følgelig med rette tage deres liv. To fremtrædende eksempler på at Gud har eksekveret en sådan dødsstraf, er udslettelsen af de ulydige mennesker i Vandfloden og den senere udslettelse af Sodoma og Gomorra. — 2 Pet. 2:5, 6.
Som lovgiver, dommer og øverste suveræn kan Jehova Gud også bemyndige andre til at henrette lovovertrædere. Efter vandfloden i Noas dage gav han for eksempel mennesker myndighed til at idømme og eksekvere dødsstraf i tilfælde af overlagt mord. Vi læser: „Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ (1 Mos. 9:6) Når øvrigheden henretter en morder, handler den i egenskab af „Guds tjener, som til straf lader vreden ramme den, der handler ondt“. — Rom. 13:4.
Naturligvis kan der stilles spørgsmålstegn ved om jordiske myndigheder har ret til at tage et menneskes liv for handlinger der ikke ifølge Guds ord er dødsstraf for. Det er et ansvar myndighederne må bære over for Gud. Der er imidlertid ikke noget bibelsk grundlag for at sige at de myndigheder der idømmer mordere dødsstraf, er under Guds fordømmelse. Guds syn på sagen er at den der med overlæg tager en andens liv, forspilder sit eget liv. I dag er der imidlertid mange stater som går væk fra Guds syn på dødsstraf, hvilket uden tvivl er en medvirkende årsag til den øgede vold og lovløshed.