Et brev fra Nicaragua

KORT efter jordskælvet som ødelagde Managua i slutningen af december sidste år, modtog Vagttårnsselskabets hovedkontor følgende brev fra broder Witherspoon, som fører tilsyn med Selskabets afdeling i Nicaragua. Mange af Vagttårnets læsere er meget interesserede i hvordan det går deres kristne brødre i Managua, og de vil sikkert finde denne rapport, dateret den 25. december 1972, af stor interesse. Den var adresseret til N. H. Knorr, der er præsident for Vagttårnets selskab:

„Jeg kunne tydeligt høre dig i telefonen her til morgen, broder Knorr. Tak for din kærlighed og omsorg for os; vi takker Jehova for at han har dannet en så kærlig organisation her i denne vanskelige tid. Hjælpen efter jordskælvet nåede hurtigt frem.

Den første og alvorligste rystelse ramte Managua den 23. december, omkring klokken 0.40. Alle missionærerne var gået i seng. Da rystelsen ophørte, skyndte vi os ud midt på gaden udenfor. Endnu to rystelser forekom umiddelbart efter. Huse faldt sammen rundt omkring os. Men vi fik ikke så meget som en skramme. Byen blev indhyllet i et tykt lag støv. Da det havde lagt sig så meget at månen kunne kaste sit lys igennem, fik vi det første glimt af nabolaget. Vi vidste på det tidspunkt ikke at ødelæggelsen var lige så omfattende over hele Managua.

Vore naboer var lamslåede og tavse. Og efter kort tids forløb hørte vi skrig af fortvivlelse og smerte. En halv husblok borte var tolv mennesker blevet levende begravet i én colonia. Redningsarbejdet var vanskeligt fordi der manglede redskaber. I de omkringliggende blokke var det det samme: Tre begravet her, én der, og tyve tre blokke længere henne. Døden omgav os på alle kanter. Et rødt skær over den indre del af byen fortalte os at brande fulgte i jordskælvets kølvand. Først da et køligt daggry brød frem over den ødelagte by, kunne vi se hvilke rædsler jordskælvet havde forårsaget.

Vi tænkte først og fremmest på vore kristne brødre, og de på os. De missionærer der var tilsynsmænd tog af sted for at se hvordan det var gået brødrene. Jeg blev på afdelingskontoret for at vente på rapporter og for at se hvad der skulle gøres. Angstfyldte øjeblikke føltes som timer mens rapporterne langsomt indløb. Men hvor utroligt det end lyder, blev ingen af vore brødre rapporteret døde. I nogle tilfælde var forældre eller slægtninge imidlertid omkommet, og en dame som skulle døbes ved vort områdestævne i denne uge mistede fire af sine børn.

I det ene tilfælde efter det andet var vore brødres historie den samme. Huset var simpeit hen faldet sammen over hovedet på dem, og de havde måttet grave sig ud så godt de kunne. Mange havde fået skrammer og slag, men indtil nu har ingen rapporteret om så meget som et brækket ben. Hvad lå nu disse brødre stærkest på sinde?

Jo, efter allerførst at have forhørt sig om os og de andre brødre, spurgte de bekymret om dette ville få indflydelse på det nær forestående områdestævne, idet de frygtede for at det ville blive aflyst — dette var for dem den største tragedie, at måtte undvære stævnet. De tænkte slet ikke på tabet af deres hjem eller materielle ejendele. Tro mig, broder Knorr, dét giver én en stor klump i halsen.

Klokken ti om aftenen den samme dag jordskælvet havde fundet sted, mindre end toogtyve timer efter, ankom den første materielle hjælp fra brødrene i Honduras. Det var lørdag aften. Vi tilbragte alle natten på gaden; ja, det gjorde for øvrigt alle i Managua. Rystelserne fortsatte hele natten, nogle kraftige, andre lette, men det var ingenting i sammenligning med længden og styrken af den første rystelse lørdag morgen. Vi kom igennem en meget hvileløs nat. Klokken syv søndag morgen ankom broder Shepp (afdelingstilsynsmand) fra Costa Rica med mere hjælp. Han ønskede også at vide hvad vi havde brug for, så han kunne vende tilbage med det samme og sørge for mere hjælp. Efter at vi var blevet enige om hvad der var størst brug for, tog vi en tur rundt i byen. Den varede to og en halv time. Vi var rystede over det vi så. Managua var blevet ødelagt! Selskabets afdelingskontor var, efter min mening, den mindst ødelagte bygning i hele byen.

Søndag formiddag ankom der flere forsyninger fra El Salvador. De var også ivrige efter at vide hvad vi manglede, så vi lavede en liste. Grænserne blev holdt åbne for nødhjælpskøretøjer. Der kræves ingen visa, så brødrene kan komme hurtigt frem og tilbage. I går formiddags, søndag, fik vi nødforsyningerne opstillet i afdelingskontorets rigssal. Brødrene blev underrettet og begyndte at ankomme. Sidst på dagen havde vi været i stand til at forsyne 578 brødre med mad nok til to dage. Vi kunne også skaffe tilstrækkeligt drikkevand til dette antal, idet vi fik det bragt ind med lastbil fra områder uden for Managua. Der er ikke brug for medicin. Vi har nok eller vil selv kunne skaffe det nødvendige.

Omkring 80 procent af brødrene har mistet deres hjem. Ni rigssale er blevet helt eller delvis ødelagt. Managua er ved at blive evakueret. Man arbejder på at jævne hele den indre del af byen med jorden, i en bredde af femten husblokke. Mange lig bliver stadig fremdraget i denne sektion. Stanken er ved at blive temmelig stærk. På grund af smittefaren rådes alle til at undgå dette område. Byens hospital var så slemt ødelagt at patienterne blev flyttet ud på jorden udenfor. Man kunne således ikke tage sig af jordskælvsofre dér, og mange blev simpelt hen afvist. Vi har forstået at man nu er ved at opstille enheder af telte uden for hospitalet for at kunne yde mere hjælp. Det har været en hård belastning for regeringen at tage sig af dette enorme arbejde.

Vi må blot vente og se hvad der vil være mest praktisk. Men brødrene er rolige og venter på instruktioner før de foretager sig noget.

Vi har nogle midler til rådighed, men de fleste af vore penge er i banken, og bankerne har ikke lukket op. Der kan gå dage før det sker. Men hvis vi virkelig får brug for økonomisk bistand som vi ikke kan få her, for at hjælpe brødrene — og det ser ud til at blive tilfældet — da vil jeg sende bud til broder Allinger (afdelingstilsynsmand) i Honduras og til broder Shepp i Costa Rica og bede dem købe forsyninger til os for deres penge, og sende forsyningerne til os og debitere vort afdelingskontor for det indtil vi igen har mulighed for at få vore penge udbetalt og/eller vi kan klare det på en mere tilfredsstillende måde. Hvis vi imidlertid kan købe det nødvendige her, kunne de måske nøjes med blot at sende os pengene. Men da det endnu er for tidligt at sige noget om hvordan tingene vil udvikle sig, vil vi vente og se, og gøre vort bedste under de foreliggende omstændigheder.

Vi opmuntrer alle til at fortsætte flittigt i forkyndelsen, at forblive åndeligt stærke, og at sætte deres lid til Jehova. Med hensyn til den materielle hjælp brødrene modtager, kan de næsten ikke holde tårerne tilbage. De påskønner i høj grad den kærlighed og omsorg som brødrene i andre dele af verden viser dem.“