Spørgsmål fra læserne
● Omfatter ordet porneiʹa (grov kønslig umoralitet) som benyttes i Bibelen, også masturbation, sådan at masturbation er en bibelsk gyldig skilsmissegrund? — Ecuador.
Bibelen nævner ikke specielt masturbation eller selvtilfredsstillelse, og der er ikke noget som tyder på at det græske ord porneiʹa omfattede denne vane.
Der er dog ingen tvivl om at masturbation er en uren vane. Det fremgår af at ifølge Moseloven var en mand ceremonielt uren til aften blot han havde haft en ufrivillig sædudtømning. (3 Mos. 15:16; 5 Mos. 23:10, 11) En tilsigtet sædudtømning fremkaldt ved masturbation ville således medføre en endnu større urenhed. Men det ville ikke være så alvorligt som den form for grov kønslig umoralitet der betegnes med det græske ord porneiʹa. Ægteskabsbrud, homoseksualitet og sodomi (forskellige former for porneiʹa), for eksempel, blev ifølge Moseloven straffet med døden, med det resultat at den overlevende ægtefælle kunne gifte sig igen. (3 Mos. 20:10, 13, 15, 16) Men vi kan ikke pege på noget vidnesbyrd om at dette også gjaldt i tilfælde af masturbation.
Ikke desto mindre går Bibelen stærkt imod urene vaner. Apostelen Paulus skrev under inspiration til sine medtroende: „Gud kaldte os jo ikke til urenhed, men til hellighed.“ (1 Tess. 4:7) Kristne bør derfor stræbe ihærdigt efter at undgå enhver uren vane, også masturbation.a
● Hvordan berører kravet i Femte Mosebog 23:2 uægte børns mulighed for at blive godkendt som Guds tjenere? — U.S.A.
Budet i Femte Mosebog 23:2 er en del af Moseloven. Det lyder, ifølge New World Translation: „Ingen uægte søn må komme ind i Jehovas menighed. Selv i tiende generation må ingen af hans komme ind i Jehovas menighed.“
Denne lov tog sigte på at beskytte ægtefødte sønners og deres efterkommeres arverettigheder. Den tjente også til at modvirke prostitution og ødelæggelse af familieenheden. Men den udtrykte ikke en evig dom over enkeltpersoner. Blandt dem der oprejses fra de døde og får mulighed for at lære Guds vilje at kende i den nye orden, vil der også være mennesker som er blevet født uden for ægteskab. — Åb. 20:13.
I dag beskæftiger Jehova Gud sig ikke blot med en enkelt nation. Moseloven, med dens bestemmelse om at uægte sønner ikke kunne blive medlemmer af Guds folks menighed, er ikke bindende for kristne. (Kol. 2:13, 14) Muligheden for at blive en Guds tjener står nu åben for alle. Ved en guddommelig åbenbaring lærte den kristne apostel Peter at man ’ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent’ på grund af dets nationalitet. (Ap. G. 10:28) Til de første ikke-jøder der antog kristendommen, sagde han derfor: „Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.’“ (Ap. G. 10:34, 35) Det vil sige at alle mennesker, også de der er født uden for ægteskab, kan blive godkendt som Guds tjenere, forudsat at de lever i harmoni med hans vilje.
[Fodnote]
a Råd vedrørende løsrivelse fra masturbation findes i Vagttårnet for 1. januar 1974, siderne 16-21.