Spørgsmål fra læserne
● Er det muligt for kristne i dag at besværge eller uddrive dæmoner ved at bede over den som er besat? — U.S.A.
Bibelen viser at der i mange tilfælde skal mere til at befri et menneske for dæmonbesættelse end blot at bede over vedkommende.
Det er sandt at nogle kristne, men ikke alle, i det første århundrede fik evne til ved Guds ånd at uddrive dæmoner. (1 Kor. 12:29, 30; jævnfør Mattæus 10:8.) Almindeligvis gjorde man det ved i Jesu Kristi navn at befale dæmonerne at slippe deres tag i de besatte. — Ap. G. 16:16-18; se også Apostlenes Gerninger 19:13-16.
Der er imidlertid intet i Bibelen der tyder på at de kristne ned gennem tiden ville bevare åndens mirakuløse gaver, deriblandt evnen til øjeblikkelig at uddrive dæmoner. Tværtimod skulle de mirakuløse gaver ophøre. Den inspirerede apostel Paulus skrev: „Hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab [den mirakuløse], den skal forsvinde.“ (1 Kor. 13:8) Når åndens mirakuløse gaver blev givet videre var en eller flere af de apostle som var direkte udvalgt af Jesus Kristus, altid til stede. (Ap. G. 2:1, 4, 14; 8:9-20; 10:44-46; 19:6) Det er derfor rimeligt at slutte at videregivelsen af disse gaver ophørte med apostlenes død, og at de mirakuløse gaver i sig selv ophørte da de sidste som ejede dem, døde.
En af hovedårsagerne til at de kristne fik mirakuløse gaver, var at disse skulle godtgøre at Guds godkendelse, som før havde hvilet over den jødiske menighed, nu hvilede over den kristne menighed. (Ap. G. 2:32, 33, 38-41; Hebr. 2:1-4) I dag er de mirakuløse gaver ikke nødvendige for at godtgøre dette. Den jødiske menighed i dag kan ikke opfylde Moselovens krav, for den har intet præsteskab i Arons slægt og den har intet tempel på templets oprindelige plads i Jerusalem.
Det mest afgørende bevis for at en menighed er guddommeligt anerkendt, er ikke udførelsen af tilsyneladende mirakuløse gerninger. Jesus Kristus sagde: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje. Mange skal sige til mig på hin dag: ’Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn, og har vi ikke uddrevet onde ånder ved dit navn, og har vi ikke gjort mange undergerninger ved dit navn?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: ’Jeg har aldrig kendt jer; vig bort fra mig, I, som øver uret.’“ (Matt. 7:21-23) Jesus gav altså til kende at endog nogle af dem som ’øvede uret’ ville kunne uddrive dæmoner. Øjensynlig ville Satan, dæmonernes fyrste, tillade denne bedrift, hvilket ville give det udseende af at de der gjorde det, var „retfærdigheds tjenere“. (2 Kor. 11:13-15) Men om det virkelige kendetegn på hvem der var hans sande disciple sagde Jesus: „Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ — Joh. 13:35.
Men selv om sande kristne i dag ikke gør krav på at besidde nogen overmenneskelig eller gudgiven magt til at uddrive dæmoner, betyder det ikke at de ikke kan hjælpe dem som plages af dæmoner. De kan bede for dem, ikke for at udvirke en øjeblikkelig uddrivelse af dæmonerne, men for at de dæmonbesatte kan få åndelig styrke til at modstå angreb af dæmoner. De kristne kan også pege på det Bibelen siger om at modstå onde åndemagter. (Ef. 6:10-18) De der mener om sig selv at de plages af dæmoner, må derefter selv personligt gøre en bestræbelse for at befri sig for dem og nære et oprigtigt ønske om at følge Bibelens vejledning. De kan være forvissede om at Jehova vil velsigne deres oprigtige og ihærdige anstrengelser. (Jak. 4:7) Erfaringer fra det virkelige liv viser at mange på denne måde er blevet befriet for dæmonangreb.