Spørgsmål fra læserne
● I Esajas 21:11, 12 står der: „Et udsagn om Duma. Der råbes til mig fra Se’ir: ’Vægter, hvordan skrider natten, vægter, hvordan skrider natten?’ Vægteren svarer: ’Morgen kommer, men også nat! Vil I spørge, så spørg! Kom kun igen!’“ Hvordan skal denne profeti forstås?
Profetien er øjensynlig et udsagn imod Edom. Ordet „Duma“ synes ikke at gælde nogen by eller lokalitet ved navn Duma. Det kan næppe sigte til det ismaelitiske Duma (opkaldt efter en af Ismaels sønner [1 Mos. 25:14]) omkring midtvejs mellem Palæstina og det sydlige Babylonien, og heller ikke til det judæiske Duma, der lå isoleret i bjerglandet. (Jos. 15:52) Omtalen af Se’ir umiddelbart bagefter tyder også på at profetien var rettet mod landet Edom. Se’ir var først beboet af horitterne, men Esaus sønner drev dem bort, og begge de to navne Edom og Se’ir blev efterhånden brugt om landet. — 1 Mos. 14:6; 5 Mos. 2:12.
Både Esajas og Jeremias profeterede om at Edom (Se’ir), der var fjendtligt stemt over for Jehova og hans folk, skulle lægges øde. (Es. 34:5, 9-15; Jer. 49:7-22) „Duma“ betyder „stilhed“; i Salme 94:17 og 115:17 oversættes ordet med „det stille“ og „det tavse“. At ordet bruges om Edom betegner således at Edom skulle blive stille, tavs som i døden. Edom skulle ophøre med at eksistere.
Profetien viser at der i symbolsk forstand, måske i et drømmesyn, er en i Edom som er optaget af Edoms skæbne. Det er som om spørgsmålet „Vægter, hvordan skrider natten?“ kommer fra en som længselsfuldt venter på at en lang nat med sygdom eller trængsel skal få ende, og derfor råber til vægteren på muren: ’Hvor langt fremskredet er natten?’ ’Hvornår bliver det morgen?’ Profetien synes først at sigte til den domsnat som Edom erfarede under det assyriske verdensrige. Vægterens svar: „Morgen kommer, men også nat!“ betyder åbenbart at der ville komme et svagt skær af morgenlys, men at natten hurtigt ville falde på igen, som det skete da assyrerriget faldt, kun for at blive efterfulgt af det babyloniske rige, der eksekverede en hård dom over Edom, som forudsagt af Jeremias. (Jer. 25:17, 21; 27:2-8) Derefter fulgte det persiske, det græske og det romerske styre, som alle holdt Edom undertvunget.
Der var et forholdsvis klart skær af ’morgenlys’ i romertiden under herodernes herredømme (heroderne var edomitter), men også dette lys svandt bort, og det blev nat; afslutningen på det herodianske herredømme opfattes almindeligvis som ensbetydende med det edomitiske folks ophør. Edom blev et „Duma“, et stille sted, idet folket forsvandt ud af historien.
Nogle kommentatorer mener at vægterens ord: „Vil I spørge, så spørg! Kom kun igen!“ betyder at profeten ikke kunne se nogen ende på Edoms nætter, men at spørgeren kunne komme igen senere, for det tilfælde at der ville blive åbenbaret mere om Edoms skæbne. Andre opfatter det sådan at edomitterne, for at få et gunstigt svar fra Gud, måtte komme igen med en angrende indstilling, idet de måtte vende om fra deres ondskab og deres modstand mod Jehova og hans folk. De måtte vende om fra deres onde veje og følge Guds bud, ligesom det senere blev krævet af israelitterne før Jehova udfriede den angrende rest fra landflygtigheden i Babylon og førte den tilbage til Jerusalem. (Es. 55:7) Ellers ville det ikke være muligt at se nogen ende på Edoms nætter og til sidst dets dødlignende stilhed.
● Er perverse handlinger begået af en gift person mod dennes egen ægtefælle, grundlag for at den uskyldige ægtefælle kan opnå en bibelsk gyldig skilsmisse?
Der findes tilfælde hvor perverse handlinger inden for ægteskabet kan danne grundlag for en bibelsk skilsmisse. Det bør dog bemærkes at Bibelen hverken anbefaler skilsmisse eller påbyder den uskyldige part at lade sig skille fra ægtefællen hvis denne har gjort sig skyldig i utroskab eller groft perverse seksuelle handlinger.
Jesus Kristus sagde angående skilsmisse: „Enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ (Matt. 19:9) „Enhver der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, udsætter hende for at begå ægteskabsbrud, og enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde begår ægteskabsbrud.“ — Matt. 5:32.
Som den eneste grund til skilsmisse nævnes altså „utugt“. På fællesgræsk, det sprog Jesu ord blev nedskrevet på, benyttes her ordet porneiʹa, der dækker alle former for grov kønslig umoralitet eller perversitet, handlinger af en sådan art som man vil finde praktiseret af prostituerede, heriblandt også orale og anale samlejeformer.
Jesu ord om skilsmisse siger ikke hvem ’utugten’ (porneiʹa) begås med. Han lader sagen stå åben. At man med rette kan sige at porneiʹa også dækker perverse handlinger begået inden for ægteskabet, ses af at den mand der tvinger sin kone til at have unaturlig kønslig forbindelse med ham, i virkeligheden „prostituerer“ eller „nedværdiger“ hende. Derved gør han sig skyldig i porneiʹa, for det beslægtede græske udsagnsord porneuʹo betyder „at prostituere, nedværdige“.
Der kan med andre ord opstå situationer hvor perverse handlinger begået af den ene ægtefælle mod den anden er en bibelsk gyldig skilsmissegrund. En hustru gør måske hvad hun med rimelighed kan for at hindre sin mand i at tvinge hende til at være med til perverse handlinger som dem der praktiseres på et bordel, men fordi han har flere kræfter overmander han hende måske og bruger hende til perverse handlinger. For ikke at blive prostitueret på denne måde en anden gang kan den kristne hustru beslutte sig til at lade sig skille. Hun kan godtgøre over for menigheden at den virkelige grund hertil er porneiʹa, og derefter søge skilsmisse hos øvrigheden ved at fremlægge de grunde som domstolen vil acceptere, men naturligvis grunde som er i overensstemmelse med sandheden.
Hvis de perverse handlinger derimod er begået med fælles samtykke, vil ingen af ægtefællerne kunne bruge porneiʹa som en bibelsk grund til skilsmisse. Ingen af ægtefællerne kan i dette tilfælde siges at være uskyldig og kan søge at blive skilt fra en ægtefælle der har gjort sig skyldig i porneiʹa. Begge parter er skyldige. Hvis et sådant tilfælde bliver forelagt menighedens ældste, vil det blive behandlet som enhver anden alvorlig overtrædelse.
● Vil de der oprejses til liv på jorden stadig være ufuldkomne og underlagt den adamitiske synd, når dog Romerbrevet 6:7 siger at „den der er død er blevet frikendt fra sin synd“? — U.S.A.
I Romerbrevet 6:7 siges der: „For den der er død er blevet frikendt fra sin synd.“ En betragtning af sammenhængen viser at apostelen Paulus henvender sig til åndsavlede, salvede kristne som levede dengang. Endnu mens de levede var de blevet døbt til Kristus Jesus og havde fået et velbegrundet håb om himmelsk liv. For at blive salvet med hellig ånd og antaget som åndelige sønner af Gud måtte de dø med hensyn til det liv de tidligere havde levet som ufuldkomne mennesker, deres synder måtte tilgives af Gud, og menneskelig fuldkommenhed måtte tilregnes dem.
I sin redegørelse for dette over for de salvede kristne brugte Paulus et billede hentet fra det virkelige liv. I bred betydning kan det med rette siges at en der er død er blevet frikendt fra synd.
Døden, ikke dødsprocessen, udgør den fulde betaling for synd. Bibelen siger: „Den løn synden betaler er døden.“ (Rom. 6:23) Det vil sige at når en person dør, eksisterer hans syndige fortid ikke længere, og hvis ikke Jesus Kristus havde givet sit offer og det var Guds hensigt at oprejse vedkommende igen, ville vedkommende aldrig få liv igen. Dog vil vedkommende være frikendt fra sin synd, da Gud ikke på ny vil give sig til at undersøge hans sag og gøre det igen og igen, og derefter dømme ham til andre former for straf på grund af hans synd.
Det kan sammenlignes med at en mand får idømt en fængselsstraf for en eller anden kriminel handling. Når han har udstået denne straf, bliver han ikke på ny stillet for en domstol og straffet igen for den samme forbrydelse.
Med hensyn til en der oprejses fra de døde til liv på jorden gælder det også at han ikke mere kan anklages for de syndige handlinger som han én gang er blevet dømt til døden for. Ligesom en der bliver løsladt fra fængsel har han mulighed for at rette sig efter loven. Dog er den opstandne stadig det samme menneske. Hans død har ikke udvirket nogen forandring i ham med hensyn til hans personlighed og hans syndige tilbøjeligheder. Ved sin opstandelse er han ikke blevet et fuldkomment menneske, fri for alle virkninger af den synd og ufuldkommenhed som han har arvet fra Adam. Han er ikke blevet erklæret retfærdig på grundlag af sin død. Ligesom en tidligere straffefange må han gøre en flittig og energisk indsats for ikke at bukke under for sine kødelige svagheder. Han må, så at sige, begynde dér hvor hans liv ophørte, og drage fuld nytte af Guds foranstaltninger til opnåelse af evigt liv på jorden.
Nogle vil, på grund af det liv de førte før deres død, have en stærkere tilbøjelighed for urette handlinger end andre. Bibelen siger jo: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apg. 24:15) De der var uretfærdige ved deres død, vil altså være uretfærdige ved deres opstandelse til liv på jorden.
Selv om man ved døden bliver frikendt fra tidligere begåede synder, udvirker døden altså ingen forandring i ens personlighed. De der oprejses til liv på jorden er de samme som da de døde; de er stadig efterkommere af synderen Adam. De er ufuldkomne mennesker, ligesom dem der blev oprejst af Elias, Elisa, Jesus Kristus, Peter og Paulus for århundreder siden. Disse menneskers død og opstandelse dengang gjorde dem ikke til fuldkomne mennesker som kunne leve evigt. På samme måde med dem der oprejses til liv på jorden i den nye tingenes orden; kun hvis de drager nytte af Jesu offers sonende værdi vil det beskytte dem mod døden.
I Åbenbaringens bog skildres Guds foranstaltninger til liv, heri indbefattet genløsningsforanstaltningen til soning af synd, symbolsk ved en flod med livets vand. (Åb. 22:1, 2) Det er ved at ’drikke’ af denne ’flod’ de opstandne lidt efter lidt befries for alle syndige tilbøjeligheder og bliver fuldkomne som mennesker.
Det er først når de har opnået denne fuldkommenhed at Jehova Gud betragter dem som værende kommet til live i egentligste forstand. Det er åbenbart grunden til at Bibelen siger om dem der bliver oprejst til liv på jorden at de ’ikke blev levende førend de tusind år var til ende’, det vil sige de tusind år under Kristi styre, hvor værdien af Kristi sonoffer vil blive anvendt til gavn for menneskene. — Åb. 20:5.