Spørgsmål fra læserne
● Hvad menes der med Paulus’ ord i Første Korinterbrev 7:29: „Lad herefter dem der har hustru, være som om de ingen havde“?
Denne formaning, som apostelen Paulus fremsatte under inspiration, indgår i en drøftelse hvori han anbefaler den enlige stand, fordi den tillader den kristne ’stadig at stå til tjeneste for Herren uden at lade sig distrahere’. (1 Kor. 7:32-35) Det råd der her gives ægtemænd om at være ’som om de ingen hustru havde’, må derfor have forbindelse med at tjene Jehova Gud med udelt opmærksomhed.
Mange ægtepar lever deres liv som om deres ægteskab er det eneste der virkelig betyder noget. De er så optaget af at behage ægtefællen, at det åndelige, hvis ikke det fuldstændig ignoreres, så i hvert fald forsømmes. Den kristne ægtemand forstår imidlertid at hans forhold til Gud må indtage førstepladsen i hans liv. Han må leve helhjertet for Jehova. (Rom. 14:8) Hans kærlighed til Gud må ikke være mindre end den ugiftes. Uanset hvad der sker, bør han ikke tillade at hans ægteskab hindrer ham i at tjene Gud på rette måde, som en loyal og helhjertet discipel af Herren Jesus Kristus. Dette er i overensstemmelse med Jesu ord: „Hvis nogen kommer til mig og ikke hader [ikke holder mindre af] sin fader og moder og hustru og sine børn og brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, kan han ikke være min discipel.“ — Luk. 14:26; jævnfør Mattæus 10:37.
Paulus’ formaning skal ikke forstås på den måde at kristne ægtemænd skal ignorere deres hustru, behandle hende som om hun ikke eksisterede. Tværtimod sagde Paulus til de kristne i Efesus: „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ (Ef. 5:28, 29) Den kristne ægtemand skal altså ikke forsømme sine ægteskabelige forpligtelser. Men han bør dog til hver en tid følge Paulus’ formaning om at bygge hele sit liv op om sit forhold til Gud. Han bør ikke lade ægteskabet være hele hans liv, men han skal sørge for, i så vid udstrækning som muligt, at hans ægteskab støtter ham i hans forhold til Gud.
Apostelens formaning bør også ses i lyset af det håb som næredes af dem han skrev til. De som han henvendte sig til (ægtemænd, hustruer og ugifte), var salvede kristne som havde udsigt til at blive forenet med Herren Jesus Kristus i himmelen efter deres død og opstandelse. Følgelig ville alle jordiske bånd og forbindelser, også de ægteskabelige, til sidst blive opløst fuldstændigt og aldrig blive knyttet igen. Ingen jordiske sorger, glæder eller ejendele ville følge dem til himmelen. Eftersom de måtte lade alt af en sådan jordisk art bag sig, skulle de ikke lade disse ting antage en uforholdsmæssig stor betydning i deres liv.
Selv mens de levede på jorden ville alt ikke nødvendigvis forblive som det var. Som apostelen Paulus påpegede: „Denne verdens scene skifter.“ Det ville derfor være uklogt af den kristne at knytte sig overdrevent stærkt til personer og ting, eftersom disse bånd ikke ville vare ved. Gjorde han det, kunne det, hvis han mistede sin hustru, en ven eller måske materielle ejendele, føre til at han mistede modet i en sådan grad at han gav slip på sit dyrebare forhold til Gud. — 1 Kor. 7:30, 31.
De som tjener Jehova Gud i dag og som nærer forhåbninger om at opnå liv på jorden, kan også drage nytte af Paulus’ inspirerede formaning. Også i deres tilfælde gælder det at jordiske besiddelser og slægtskabsbånd ikke er varige. Alle mennesker er underlagt tid og tilfælde, og det sker at de berøves ejendele, venner eller en ægtefælle. Med hensyn til de materielle besiddelser bør ingen forvente at Jehova vil bevare disse igennem „den store trængsel“. Jehova har givet løfte om at bevare liv, ikke materielle ejendele. Det der har størst betydning i den kristnes liv bør derfor ikke være ægteskabet, materielle besiddelser eller noget andet jordisk, men den enkeltes gode forhold til Gud. Vort liv afhænger af om vi bevarer dette forhold.