Spørgsmål fra læserne

● Hvor mange års verdslig uddannelse er det tilrådeligt at børnene i en kristen familie får?

Mange kristne familier har fundet det tilrådeligt at deres børn får den grundlæggende standarduddannelse der er adgang til at få i det land de bor i. Det er forældrene der skal afgøre hvilken verdslig uddannelse deres børn skal have, og hvor langt den skal gå. — Ordsp. 1:8; 6:20-22; Ef. 6:4.

Det kræves af kristne forældre — og deres børn — at de skal „adlyde regeringer og myndigheder“. (Tit. 3:1) Det indbefatter at de retter sig efter statens love vedrørende børnenes skolegang. I de fleste lande kræves det at børnene går i skole indtil de har nået en bestemt alder, der kan variere fra tretten til atten år.a I nogle lande er det kun muligt at få nogle få års skoleuddannelse, hvorefter det overlades til familien selv at træffe en ordning for børnenes fremtid. I mange tilfælde betyder det at børnene må klare sig selv. Men når loven siger at børn skal gå i skole et bestemt antal år, bør kristne børn gøre dette, eftersom det ikke er i modstrid med noget andet påbud i Bibelen. — Matt. 22:21.

Bibelen lægger ansvaret for børnenes opdragelse og oplæring på forældrene, og det kræves af børnene at de adlyder deres forældre „i alt“ hvad der ikke strider mod Guds klart formulerede krav. (Kol. 3:20; Ordsp. 4:1; se også Apostelgerninger 4:18, 19.) Så længe børnene er mindreårige, det vil sige juridisk underlagt forældrenes myndighed, eller de bor hjemme og får deres underhold af forældrene, har de derfor pligt til at rette sig efter forældrenes afgørelse med hensyn til den skolegang og uddannelse de anser for bedst for dem. Det samme princip gælder når kun den ene af forældrene er troende, eller de begge er ikke-troende. Det vil ikke sige at børnene ikke kan diskutere en sag med deres forældre og fremsætte deres anmodninger, men de har pligt til at respektere faderens afgørelse, eller, hvor der ingen fader er i hjemmet, da moderens.

Et andet bibelsk princip man må tage i betragtning er at kristne må være udrustet sådan at de kan forsørge sig selv, og, for gifte mænds vedkommende, deres familie. (Ef. 4:28; 1 Tim. 5:8) Derfor kan det nogle steder, hvor leveomkostningerne er høje, være nødvendigt med en lidt mere udbygget verdslig uddannelse for at kunne klare sig. Som regel har kristne forældre og unge sådanne steder fundet det tilrådeligt at benytte sig af den normale grundlæggende skoleuddannelse der tilbydes; hvis denne ikke indbefatter tilstrækkelig undervisning i praktiske fag, må den suppleres med en sådan uddannelse.

Endnu en ting man må tage i betragtning er den betydning Jehova tillægger sit skrevne ord og den opgave han har pålagt sine tjenere som forkyndere og lærere der gør brug af „hele Skriften“. (2 Tim. 3:16, 17; Matt. 28:19, 20) Dette er et meget stærkt vidnesbyrd om at Jehova ønsker at alle hans vidner, både unge og gamle, kan læse og skrive. De må kunne læse Bibelen godt på deres eget sprog, og flydende og korrekt kunne gøre rede for dens budskab, både mundtligt og skriftligt. En verdslig uddannelse vil komme dem til god nytte i deres bestræbelse for at nå disse åndelige mål. — 1 Kor. 2:13; Præd. 12:10.

Med en grundlæggende standarduddannelse menes den almindelige undervisning der gives i skolen og som tilbydes alle, plus en faguddannelse eller oplæring i et praktisk arbejde på områder som: håndværk, teknik, forretning, kontor, byggeri, tegnestue, laboratorium. For pigernes vedkommende er der desuden husholdning, barnepleje og sygepleje. Dertil kommer mere specielle områder: sprog, musik, kunsthåndværk. I betragtning af at der mange steder tilbydes undervisning i så mange forskelligartede fag, skulle det være muligt for store drenge og piger i samråd med deres forældre at tilrettelægge et program for de fag de ønsker at lære og som de senere vil få gavn af. Nogle forældre har fundet det tilrådeligt at lade deres børn melde sig til et kort kursus på en skole der giver undervisning i bestemte praktiske fag, for eksempel en teknisk skole, en handelsskole eller et kursus i databehandling. Formålet har været at de kan forsørge sig selv samtidig med at de yder en indsats i tjenesten for Jehova.

Der er i dag mange døbte unge blandt Jehovas vidner. Deres personlige studium, deres forberedelse til møderne og deres deltagelse i den teokratiske skole har givet dem et grundlæggende kendskab til de bibelske sandheder, hvilket er nødvendigt for at de kan deltage i den kristne forkyndelse. De har også draget nytte af den undervisning de har fået i skolen. Men hvor langt bør de gå med en verdslig uddannelse? Det vil næppe være konsekvent hvis de, efter eget valg, begynder på en større verdslig uddannelse som går videre end det loven og deres forældre kræver. Ifølge Første Timoteusbrev 6:20 er det uklogt at fylde sit sind med ufuldkomne menneskers filosofiske opfattelser: „Timoteus! Vogt det som er blevet dig betroet, idet du vender dig bort fra den tomme snak som krænker det der er helligt, og fra modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således.“ Af den grund kan yderligere uddannelse ved en højere læreanstalt frembyde en fare. Man kan blive i den grad påvirket, „hjernevasket“, af menneskers filosofiske opfattelser at man mister troen på Gud og Bibelen. (Kol. 2:8) Mange universitetsfag har som grundidé evolutionslæren eller andre forkerte teorier, der understøtter den gamle tingenes ordning, en ordning som snart vil være borte for evigt. (1 Joh. 2:17) Et ret stort antal professorer og universitetslærere tror ikke på Gud eller på Bibelen, og giver åbenlyst udtryk for deres gudløse anskuelser. Hertil kommer den ofte fordærvelige indflydelse som atmosfæren blandt de studerende øver, blandt andet på grund af de flydende moralbegreber og faren for stofmisbrug.

Det er sandt at der i de fleste lande på både de offentlige og de private skoler er mere lovløshed, vold og moralsk fordærv (herunder brug af narkotika) end tidligere, og at forholdene på nogle skoler endog er særdeles slemme, men har man nået det punkt hvor kristne unge slet ikke kan gå i de almindelige skoler? Det er et spørgsmål som forældrene selv må tage stilling til. Dog ser det ud til at flere unge kristne, i deres iver efter at få lov til at gå ud af skolen før tiden, har brugt faren for vold og umoralitet som et pressionsmiddel over for deres forældre, for at få dem til at give dem lov til at gå ud af skolen. Og forældrene har, i et anfald af overdreven beskyttelsestrang, ladet sig overtale til at tage børnene ud af den almindelige skole. Dette har desværre i mange tilfælde vist sig ikke at være til gavn for børnene.

Erfaringen viser at alvorligt tænkende og fornuftige unge kristne, som får en god opdragelse i hjemmet både med hensyn til at lære de praktiske ting og med hensyn til at lære Bibelens principper, som regel kan undgå problemer. Hvis de passer deres egne sager, kan de almindeligvis gå i skole og føle sig forholdsvis sikre. Det gælder især hvis de ikke blander sig i uroligheder og ikke deltager i sport eller andre gruppeaktiviteter uden for skoletid. Det vil også virke som en beskyttelse for dem hvis de lader deres lys skinne som kristne, idet de betragter deres klassekammerater som et område hvor de kan forkynde den gode nyhed om Riget. Men hvor meget bliver der egentlig udrettet i forkyndelsen af dem der tidligt går ud af skolen? Ofte bliver de opslugt af kampen for at tjene det daglige brød, eller de bliver gift og får tidligt en familie at forsørge.

I mange af Jehovas vidners menigheder har man erfaret at de få der ikke har fuldført en almindelig grundlæggende uddannelse, har haft sværere ved senere hen at klare problemerne i tilværelsen, at gøre pionertjenesten til en succes eller at klare familieforpligtelserne når de blev gift.

Det har ikke været vores hensigt her at give bestemte regler for kristne familier. Det der her er sagt, er forslag der kan tjene som retningslinjer. Forældre og unge bør i fællesskab planlægge hvilken verdslig uddannelse de unge bør gennemgå, en uddannelse der vil være tilstrækkelig til at de kan klare deres forpligtelser og nå deres mål i livet på en sund, retskaffen og respektabel måde. De veluddannede unge i dag vil blive morgendagens modne og flittige tjenere for Jehova. Et velafbalanceret syn på uddannelsen nu kan hjælpe dem til at gøre deres glæde ved Guds åndelige paradis fuldstændig.

● Blev Jesus Kristus oprejst som et menneske i et legeme af kød og blod?

Ifølge de inspirerede skrifter blev Jesus Kristus ikke oprejst i kødet. I Første Petersbrev 3:18 læser vi at han „blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden“. (Ny Verden-oversættelsen; danske autoriserede oversættelse) Andre skriftsteder bekræfter at Jesus ikke kan være blevet oprejst som et menneske i et legeme af kød og blod.

Det var Guds hensigt at hans søn skulle genoptage sit liv i himmelen og ikke blive ved med at leve som et menneske på jorden. Det nødvendiggjorde at Jesus blev oprejst som en åndeskabning, for skabninger af kød og blod kan ikke leve i himmelen. Apostelen Paulus skrev: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden.“ — 1 Kor. 15:50.

I Jesu tilfælde var hans kød en forhindring der spærrede vejen for ham til himmelen. Jesu „kød“ sammenlignes derfor i Hebræerbrevet 10:20 med „forhænget“ der adskilte det Hellige fra det Allerhelligste i tabernaklet. Før han kunne træde ind i himmelen, det virkelige „Allerhelligste“, måtte han give afkald på sit liv i kødet og modtage åndelig natur. Hans legeme af kød ville have forhindret ham i at gå ind bag „forhænget“ som en åndeskabning.

En anden ting man bør mærke sig er at den tyr og buk der blev ofret på forsoningsdagen, var et billede på Jesu Kristi offer. Moseloven, der foreskrev disse ofre, var „en skygge af de kommende ting“. (Kol. 2:17; Hebr. 10:1) Som vi ved, gengiver en skygge omridset af den virkelighed der kaster skyggen. Derfor kunne Jesus i opfyldelsen, når skyggebilledet blev til virkelighed, ikke tage sit opofrede legeme af kød og blod tilbage, for offerdyrenes kroppe blev fjernet, skaffet af vejen, ved at de blev opbrændt. (Hebr. 13:11, 12) Det følger heraf at Jehova Gud fjernede sin søns opofrede legeme. Desuden ville Jesu offer, hvis han havde taget sit kødelige legeme tilbage, kun have været midlertidigt, uden nogen varig sonende værdi.

At Jesus ikke blev oprejst i kødet forklarer hvorfor to af hans disciple og Maria Magdalene ikke genkendte ham da han viste sig for dem efter sin opstandelse. De genkendte ham kun på hvad han sagde og gjorde. — Luk. 24:13-31; Joh. 20:14, 15.

Det er sandt at Jesus for den vantro Tomas’ skyld viste sig i et legeme der bar mærkerne af naglerne i hænderne og spydsåret i siden. (Joh. 20:24-29) Dog er der, også i forbindelse med denne tilsynekomst, bevis for at Jesus viste sig i et materialiseret legeme af kød. Et øjenvidne, apostelen Johannes, fortæller: „Jesus kom skønt dørene var låst, og han stod i deres midte.“ (Joh. 20:26) Johannes ville sikkert ikke have nævnt dette hvis Jesus blot havde åbnet døren og på naturlig måde var trådt ind i stuen. Øjensynlig stod Jesus pludselig i disciplenes midte, og den låste dør havde ikke hindret hans indtræden. Det kunne et menneske af kød og blod ikke have gjort, men det er noget åndeskabninger kan gøre når de materialiserer sig. For eksempel viste engelen Gabriel sig i et fysisk legeme for præsten Zakarias i det Hellige i templet. (Luk. 1:11) Og den engel som viste sig for Samsons forældre steg til himmelen i en ildflamme. — Dom. 13:19, 20.

Beretningen om den engel der talte til Samsons forældre, kaster også lys over Jesu himmelfart. Engelen forblev synlig for Samsons forældre mens den steg op mod himmelen i ildflammen, men derefter dematerialiserede den sig øjensynlig og forsvandt for deres blik. På tilsvarende måde forblev Jesus, da han steg til himmelen, synlig for disciplene indtil en sky indhyllede ham og skjulte ham. Derefter må han have dematerialiseret det kødelige legeme han havde vist sig i, sådan som materialiserede engle ved andre lejligheder havde gjort. — Apg. 1:9-11.

At Jesus simpelt hen iklædte sig et legeme for at hans disciple kunne se ham, sådan som engle havde gjort før i tiden, fremgår også af at han viste sig fuldt påklædt. Da Jesus blev lagt i graven, havde han ikke sine egne klæder på, men var svøbt i bandager af fint linned. Efter hans opstandelse blev disse bandager liggende i graven. Ligesom Jesus måtte materialisere tøj at have på, måtte han altså også iklæde sig kød for at vise sig synligt for disciplene. — Luk. 23:53; Joh. 19:40; 20:6, 7.

På denne baggrund forstår vi at selv om Jesus kaldes „Menneskesønnen“ efter at han var steget til himmelen, betyder det ikke at han har et menneskelegeme i himmelen. (Apg. 7:56) En messiansk profeti der taler om at han får kongemagt af sin Fader, beskriver ham som „en, der så ud som en menneskesøn“. (Dan. 7:13, 14) Selv om Jesus altså har givet det offer der krævedes, ved at han gav afkald på sin menneskelige natur, har han altså beholdt den messianske betegnelse „Menneskesønnen“. På tilsvarende måde kaldes han „Lammet“ fordi han har givet sit liv som et offer. (Åb. 21:22) Denne betegnelse er naturligvis ikke en beskrivelse af hans udseende eller natur i himmelen.

Bibelen som et hele vidner således om at Jesus ikke blev oprejst som et menneske af kød og blod, men som en herliggjort ånd.

● Hvad menes der når der i nogle skriftsteder siges at ’nyrerne’ bliver ’prøvet’, ’gransket’ eller ’gennemskuet’ af Jehova Gud eller hans søn?

I disse skriftsteder anvendes nyrerne sandsynligvis som et billede på eller i nær tilknytning til et menneskes dybeste og inderste følelser og tanker. (Sl. 7:10; 26:2; Jer. 11:20; 20:12) Et menneske kan ikke læse en andens dybeste og inderste tanker og følelser; de er derimod ikke skjult for Jehova Gud, der ransager og lutrer, eller for hans søn. Derfor læser vi også: „Jeg [Jehova], jeg ransager hjerte og prøver nyrer for at gengælde hver hans færd, hans gerningers frugt.“ (Jer. 17:10) Om Sønnen siges der i Åbenbaringen 2:23: „Jeg er den der ransager nyrer og hjerter, og jeg vil give jer hver især efter jeres gerninger.“ Jehova Gud og Jesus Kristus ransager altså de dybeste følelser, som vil være skjult for mennesker ligesom nyrerne, der ligger gemt i det menneskelige legeme.

At leve i overensstemmelse med Guds vilje vil derfor medføre velsignelser i åndelig henseende, da Gud og hans søn kan læse selv vore dybeste følelser og se at vi ønsker at tjene Gud. Det kan også være til gavn for os rent fysisk. Det er værd at bemærke at følelsesmæssige forstyrrelser har indflydelse på nyrerne. For eksempel kan en langvarig følelsesmæssig belastning medføre fysisk smerte og nedsat eller manglende evne til vandladning. At opøve sig i selvbeherskelse, hvilket Bibelen anbefaler, kan derfor spare et menneske for rent legemlige lidelser. — Gal. 5:22-24.

Bibelen viser ikke i hvilken udstrækning nyrerne (og måske binyrerne, der ligger oven over nyrerne) indvirker på et menneskes følelser eller bidrager til at visse følelser udvikles. Det er godt at tænke på at det menneskelige legeme udgør et harmonisk hele og at alle lemmer og organer er afhængige af hinanden. (Se Første Korinterbrev 12:14-26.) Følelser, tanker, ønsker og lignende kan derfor ikke begrænses til et specielt organ, som for eksempel hjernen, hjertet eller nyrerne. Det er muligt, i hvert fald i nogle tilfælde, at Bibelen blot omtaler det pågældende organ som om det er sædet for de følelser eller den indstilling der indvirker på det.

[Fodnote]