Hvad er storhed?

HVEM er „stor“ i andres øjne? Ofte er det den der har en fremtrædende stilling, den der kan byde over andre og bliver opvartet af dem. Men er udstrakt myndighed et sandt mål for storhed?

Guds syn på storhed er meget forskelligt fra det syn mange mennesker har. Det tydeliggjorde Jesus Kristus, som til fuldkommenhed genspejlede sin Faders indstilling til tingene. Henvendt til sine disciple sagde han: „I ved at nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem. Sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.“ (Matt. 20:25-27) Jesus Kristus underbyggede disse ord ved selv at være et eksempel med hensyn til at tjene. Han tilføjede: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene men for at tjene.“ Nej, Jesus kom sandelig ikke for at andre skulle opvarte ham, men han tjente selv andre idet han endog gav „sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. — Matt. 20:28.

Guds søn var enestående derved at han ikke var opblæst på grund af sin stilling. I sin førmenneskelige tilværelse indtog han den mest fremtrædende plads blandt millioner af Guds åndesønner. Dog opgav han villigt denne position for at tjene den syndige menneskeheds interesser. Idet apostelen Paulus henledte opmærksomheden herpå, gav han sine medtroende følgende tilskyndelse: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed.“ — Fil. 2:5-7.

Som menneske var Jesus ikke kun „lidt ringere end engle“, men han var også uanselig blandt sine landsmænd. (Hebr. 2:7) Skønt hans plejefader Josef og hans moder Maria var født i Davids kongelige slægtslinje, havde ingen af dem rigdom eller indflydelse. Da Maria bragte et offer for at rense sig, havde hun ikke råd til at ofre et lam men måtte benytte sig af den lov der tillod at man i stedet ofrede „et par turtelduer eller to dueunger“. (Luk. 2:24; 3 Mos. 12:8) Om sine egne kår sagde Jesus engang: „Ræve har huler og himmelens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.“ — Matt. 8:20.

I himlene havde Guds søn ikke manglet noget. Derfor kunne apostelen Paulus skrive at „skønt han var rig blev han fattig“. (2 Kor. 8:9) Som en relativt fattig mand på jorden tjente Jesus ydmygt andre. Han helbredte mange i åndelig og fysisk henseende; han åbnede blindes øjne, lukkede døves ører op og gav de halte deres førlighed tilbage. Alt hvad Jesus gjorde udsprang af kærlighed.

Bibelen fortæller at han, engang da han gerne ville være alene men blev forstyrret af en stor skare mennesker, „fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde“. (Mark. 6:32-34) Han viste den samme selvopofrende indstilling når han helbredte folk. Han ønskede inderligt at bringe lindring til dem der led. Engang bad en spedalsk ham indtrængende: „Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Jesus fik da „inderligt ondt af ham, og han rakte sin hånd frem og rørte ved ham og sagde til ham: ’Jeg vil. Bliv ren.’“ (Mark. 1:40, 41) Sådanne helbredelser tærede på Jesu kraft. Bibelen fortæller at Jesus i forbindelse med en anden mirakuløs helbredelse ’mærkede at der udgik en kraft fra ham’. (Luk. 8:46) Ikke desto mindre var han villig til og ivrig efter at tjene syndige mennesker på denne måde.

Det eksempel Jesus Kristus satte med hensyn til ydmygt at tjene andre, gav hans lære om hvad ’storhed’ vil sige, virkelig vægt. Da han forklarede sine disciple at de ikke skulle opføre sig ligesom verdens konger og andre der bliver kaldt „velgørere“, henviste han til sit eget eksempel: „For hvem er størst: den der ligger til bords, eller den der virker som tjener? Er det ikke den der ligger til bords? Men i jeres midte er jeg som den der virker som tjener.“ — Luk. 22:25-27.

Selve det at et menneske villigt tjener andre, gør ham dog ikke stor. Han må have de rette motiver og gøre alt som gjorde han det for Skaberen. Dette forstod apostelen Paulus. I et brev til de kristne korintere sagde han: „Hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan prale, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ (1 Kor. 13:3) Virkelig storhed opnås altså ved at tjene andre af inderlig kærlighed til dem og til Skaberen, Jehova Gud.

At nogle er „store“ i den forstand at de udøver stor myndighed og bliver betjent af andre, fører ofte til alvorlige problemer. Den der har en fremtrædende position, søger ofte at bevare den ved at holde andre nede. Som følge heraf begynder hans underordnede måske at nære modvilje mod ham. Hvis flere stiler efter at opnå den samme høje stilling, vil der som regel råde en mærkbar konkurrenceånd mellem dem. Det vil føre til bitre stridigheder, fjendskaber og skuffelser. På den anden side vil et menneske som uselvisk giver af sig selv, vinde andres hengivenhed og erfare stor lykke.

Dette ser vi tydeligt i tilfældet med apostelen Paulus. Han arbejdede villigt og ivrigt til gavn for andre. Til de ældste i menigheden i Efesus kunne han sige: „Husk at jeg i tre år, nat og dag, ikke holdt op med at formane hver enkelt med tårer. . . . Jeg har ikke begæret nogens sølv eller guld eller klædning. I ved selv at disse hænder har sørget for hvad jeg og de der var med mig trængte til. Jeg har i alle ting vist jer at I, ved således at slide i det, bør hjælpe dem som er svage, og huske Herren Jesu ord, da han sagde: ’Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.’“ — Apg. 20:31-35.

At Paulus tjente andre på denne måde, bragte ham stor lykke. Det gjorde ham også inderligt elsket af hans medarbejdere. Da de ældste fra menigheden i Efesus hørte at de måske aldrig mere skulle se ham her på jorden, blev der „en hel del gråd blandt dem alle, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham ømt“. — Apg. 20:37.

Ja, virkelig storhed opnås ved ydmyg tjeneste, motiveret af kærlighed til Gud og næsten. Er det den form for storhed du søger at opnå? Har du opgivet verdens syn på storhed, det syn der foretrækker myndighed og position fremfor villighed til at tjene Gud og næsten? Det er den storhed der opnås ved at tjene der bliver rigeligt belønnet. Denne storhed bringer dem der er i besiddelse af den stor lykke, og den er til opmuntring og opbyggelse for andre.