Spørgsmål fra læserne

● Var Dalila, som klippede Samsons hår, israelit eller filister?

De bibelske vidnesbyrd peger på at hun var israelit.

Jehova oprejste Samson og fyldte ham med ånd for at han skulle „frelse Israel“ af de fjendtlige filisteres hånd. (Dom. 13:1, 5, 25) Efter at Samson havde varetaget denne opgave i nogle år, „fik han kærlighed“ til Dalila. Skønt Bibelen ikke oplyser hendes nationalitet, mener mange bibelkommentatorer at hun var en filistæisk kurtisane som Samson begærede. Men det siger Bibelen ikke. Den siger blot at Samson, da han besøgte Dalila, besøgte en kvinde som han elskede. — Dom. 16:4.

Endvidere ser vi at filisterne, da de søgte hjælp hos hende, ikke appellerede til hendes nationalfølelse, hvilket de sandsynligvis ville have gjort hvis hun havde været filister. Tværtimod bestak de hende med en meget stor sum penge. — Dom. 16:5.

Tidligere havde tre tusind judæere på grund af frygt hjulpet filisterne med at få fat i Samson. (Dom. 15:9-13) Dalila hjalp også filisterne, men af begær. Hun pinte og plagede Samson indtil han røbede hemmeligheden bag sine vældige kræfter. Så overgav hun ham til fjenden. Siden satte Gud Samson i stand til at hævne dette forræderi, ligesom han også havde hjulpet ham i tilfældet med de tre tusind judæere. — Dom. 15:14; 16:28-30.

Det ser altså ud til at Dalila var en israelitisk kvinde der lod sig bestikke til at blive en forræder. Samson, derimod, omtales i Bibelen som et eksempel med hensyn til tro. — Hebr. 11:32-34.

● Kan en salvet kristen der udstødes, senere genoptages og stadig have det himmelske håb i behold?

Ja. Men i de enkelte tilfælde er det naturligvis Jehova Gud der afgør om han vil skænke tilgivelse.

At det kan lade sig gøre, fremgår af det vi læser i apostelen Paulus’ breve til menigheden i Korint. Disse breve var stilet til kristne som var blevet salvet med hellig ånd og havde fået håb om liv i himmelen. Paulus benævnte dem „jer som er blevet helligede i samhørighed med Kristus Jesus, kaldede til at være hellige“. — 1 Kor. 1:2; 15:49.

En af disse salvede kristne var begyndt at leve i utugt. Da han åbenbart ikke angrede og holdt op med sin umoralske adfærd, gav Paulus menigheden besked på at udstøde ham. (1 Kor. 5:1-5, 9-13) Men det ser ud til at den udstødte derefter angrede oprigtigt. Man går i almindelighed ud fra at det er ham Paulus hentyder til i sit andet brev, hvor han råder korinterne til at tilgive en angrende synder og tage ham tilbage igen. — 2 Kor. 2:6-11; 7:8-13.

Hvilket håb havde denne mand da han blev genoptaget i menigheden? Havde han mistet den himmelske kaldelse, og var hans håb nu blevet forandret til håbet om evigt liv på jorden? Nej, for det jordiske håb er ikke, om man så må sige, et andenrangs håb, en ekstra chance. Abel, Enok, Noa, Abraham og utallige andre som lagde en enestående tro for dagen, så frem til evigt liv på jorden, men ikke fordi de ikke opfyldte kravene for en himmelsk kaldelse. De levede blot ikke på den tid da den himmelske kaldelse udgik ifølge Jehovas vilje. (Hebr. 10:19, 20) Der kræves samme tro og integritet af alle som opnår evigt liv, hvad enten dette bliver i himmelen eller på en paradisisk jord. En kristen som er salvet med hellig ånd og er blevet Kristi medarving, må vise sig trofast mod denne kaldelse for at opnå evigt liv i det hele taget. — Åb. 2:10, 11; Fil. 3:8-14; Rom. 8:14-17.

Det vil dog ikke sige at salvede kristne aldrig synder mens de er på jorden. Så længe de er i kødet er de stadig ufuldkomne, og derfor synder de, ligesom alle mennesker nu engang gør, og de kan endog begå alvorlige synder. Den kristne discipel og bibelskribent Jakob, som selv var en salvet kristen, skrev: „For vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jak. 3:2; 2:5) Det er åbenbart sådanne uoverlagte synder, begået i ufuldkommenhed, apostelen Johannes tænkte på da han talte om „en synd som ikke er til døden“. (1 Joh. 5:16) Gud kan tilgive sådanne synder. Johannes sagde: „Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ — 1 Joh. 1:9.

Men anger, eller sindsændring, er nødvendig. Hvis en salvet kristen i dag begår alvorlige synder og ikke lægger anger eller sindsændring for dagen, vil menigheden, i lydighed mod Guds vejledning, være nødt til at udstøde ham. Hvis den udstødte senere angrer, kan han imidlertid tilgives og genoptages, ligesom manden i Korint.

Gud tilgiver imidlertid ikke al synd. Ifølge Jesu ord i Markus 3:28, 29 kan de der med vidende og vilje spotter Guds ånd aldrig tilgives. Og Paulus skrev: „Hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom.“ (Hebr. 10:26, 27) Det er åbenbart denne utilgivelige synd Johannes sigtede til da han skrev at „der er synd som er til døden“. — 1 Joh. 5:16.

Hvis en salvet kristen synder mod ånden, øver overlagt synd uden at angre og derved „igen pælfæster Guds søn“, vil Gud forkaste ham endeligt og for evigt. (Hebr. 6:4-6) Fordi vedkommende ikke angrer, vil han ikke blive genoptaget. Jehova må da udvælge og salve en anden kristen til at træde i stedet, så der stadig kan være det fulde antal medarvinger, 144.000. Det kan sammenlignes med det forhold at himmelen udvalgte Mattias til at indtage pladsen efter den troløse Judas Iskariot, så der stadig kunne være tolv trofaste apostle hvorpå Jesus kunne bygge den kristne menighed. — Apg. 1:23-26; Ef. 2:20.

Vil det sige at Jehova, hvis en salvet kristen udstødes, straks vælger en anden til at træde i hans sted? Det kan intet menneske svare på, for vi kan ikke vide om den udstødte har begået en utilgivelig synd. Jehova ved det, og vi kan trygt lægge det i hans hånd. Nøjagtig hvordan og hvornår han vælger at indsætte en anden, er noget han selv afgør. Han har ikke i detaljer gjort rede for dette i Bibelen. Så i stedet for at spekulere på hvad Jehova vil gøre eller prøve at gætte om en udstødt er så langt ude at ingen anger er mulig for ham, bør vi overlade sagen til Jehova, den retfærdige Dommer. — Hebr. 12:23.

Hvis en menighed har måttet udstøde en kristen og denne senere angrer og genoptages, kan vi glæde os over Jehovas barmhjertighed og tilgivelse. (Luk. 15:7) Det gælder uanset om den pågældende har bekendt sig til det himmelske håb og fortsat gør dette, eller har haft og fortsat har håb om evigt liv på jorden. Vi bør alle lægge os på sinde hvad vi kan lære af dette — at vi selv må kæmpe en stadig kamp mod ufuldkommenhed og synd, at vi må søge tilgivelse når vi synder, og at vi må holde ud til enden for at blive frelst. — Matt. 10:22.