Spørgsmål fra læserne
● I Vagttårnet for 15. juni og 1. juli 1976 (artiklerne om Hoseas) omtales Jehova Gud som den himmelske Ægtemand der er gift med det åndelige Israel. Hvordan kan det være tilfældet, eftersom apostelen Paulus jo siger at den kristne menighed er lovet bort til ægteskab med én mand, Jesus Kristus? (2 Kor. 11:2) Er dette ikke en selvmodsigelse?
Når vi betragter de billeder Bibelen anvender, må vi altid passe på at vi ikke blander dem sammen men holder dem adskilt. For eksempel omtaler Jehova Gud sin universelle organisation i himmelen som sin hustru. Vi finder dette billede allerede i Første Mosebog 3:15 og flere steder i Esajas’ profeti. Den ypperste i hans organisation er hans enestefødte søn. Fra ét synspunkt er Jesus Kristus altså det ypperste medlem af Guds „kvinde“, og fra et andet synspunkt er han den førstefødte af alle Guds sønner. Men er Gud gift med sin enestefødte søn? Nej; vi må ikke blande billederne sammen. Fra ét synspunkt er hån Guds søn; fra et andet, en del af Guds „kvinde“.
På samme måde bruger Bibelen forskellige symbolske udtryk om Kristi disciple. De kaldes hans brødre. (Matt. 25:40; Hebr. 2:17) De betegnes også som Kristi legeme. (1 Kor. 12:27) Endvidere omtales de som hans tilkommende, som „Lammets hustru“. (Åb. 21:9) Men at sige at Jesus gifter sig med sine brødre, eller med sit eget legeme, ville være at blande billederne sammen. Set under én synsvinkel er hans disciple ét, og under en anden synsvinkel noget andet.
Der er ingen tvivl om at Jehova Gud omtaler sig selv som „ægtemand“ i forbindelse med det kødelige Israel. (Hos. 1:2; 2:16) Eftersom det kødelige Israel var et billede på det åndelige Israel, må Jehova da også kunne omtales som det åndelige Israels ægtemand. Ligesom han blev det kødelige Israels ægtemand i kraft af Lovpagten, sådan blev han det åndelige Israels ægtemand i kraft af den nye pagt. (Jer. 31:31-33; Hebr. 8:6-12) Dette gælder kun når de salvede kristne betragtes som en nation af åndelige israelitter.
Set fra et andet synspunkt er den kristne menighed imidlertid Kristi vordende brud. Det er den fordi den vil blive forenet med ham, som en hustru er forenet med sin mand, og den vil få del i himmelsk herlighed sammen med Kristus ligesom en dronning får del i stor værdighed som følge af sin mands, kongens, stilling. Set fra det synspunkt at de 144.000 udgør det åndelige Israels nation, kan det altså siges at Jehova er deres ægtemand. Og set fra det synspunkt at de udgør den kristne menighed og bærer Kristi navn, ligesom en hustru bærer sin mands navn, kan det siges at de udgør hans vordende brud.
I denne forbindelse kan det nævnes at De kristne græske Skrifter helt undgår at skabe forvirring, idet de ingen steder omtaler Kristi salvede disciple som Jehovas hustru, men kun som en brud der er lovet bort til ægteskab med Jesus Kristus. Han er brudgom til „det ny Jerusalem“, mens Jehova er ægtemand til „det Jerusalem som er oventil“. — Gal. 4:26; Åb. 21:2.
(Yderligere oplysninger om dette findes i artiklen „Identifying the Bible’s Jerusalems“ på side 537 i The Watchtower for 1. september 1976.)
● Fik Paulus’ beskrivelse af „de sidste dage“ i Andet Timoteusbrev 3:1-7 en indledende opfyldelse på den jødiske tingenes ordning i det første århundrede?
De „sidste dage“ Paulus omtaler i Andet Timoteusbrev 3:1-7 ville indtræffe efter at frafaldet havde haft sin tid under „lovløshedens menneske“, der omtales i Andet Tessalonikerbrev 2:3-12. Alle de forhold der nævnes i Andet Timoteusbrev 3:1-7 er ’frugter’ af et frafald som tydeligt ses i vor tid. Beskrivelsen sigter ikke til det første århundrede, eftersom „lovløshedens menneske“ endnu ikke var trådt tydeligt frem dengang. Disse „sidste dage“ er derfor ikke det samme som „den sidste time“ der omtales i Første Johannesbrev 2:18 og som sigter til afslutningen af den periode hvori apostlene holdt lovløsheden tilbage. Da Johannes, den sidste apostel, døde, fik lovløsheden frit spil. — 2 Tess. 2:7.