Spørgsmål fra læserne
● Det er som om ægtemænd ofte overlader det til hustruen at opdrage børnene. Hvad siger Bibelen om dette? Er det virkelig ’hustruens opgave’?
Det er sandt at ægtemænd mange steder mener det må være hustruens opgave at tage sig af børnenes opdragelse. Men Bibelen siger noget andet. Den viser klart at denne pligt påhviler begge ægtefæller. — Ordsp. 1:8.
Man må naturligvis være rimelig og se realistisk på forholdene. Ofte går manden på arbejde for at forsørge familien og er således hjemmefra det meste af dagen. Og i mange tilfælde er hustruen hjemmegående og yder dermed et værdifuldt bidrag til hele familiens trivsel. Hvis hun er den af ægtefællerne der har mest kontakt med børnene i dagens løb, er det naturligt at det er hende der vil give dem meget af den tugt og vejledning de har brug for.
Det som mange kvinder imidlertid har noget imod, er at manden ofte viger tilbage for at tage sig af børnenes opdragelse, selv når han er hjemme.
Hvad Bibelen siger om børnenes oplæring og opdragelse er både fornuftigt og gennemførligt. Vi læser for eksempel: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel. Tugt din søn, så kvæger han dig og bringer din sjæl, hvad der smager.“ (Ordsp. 22:6; 29:17) Gud lægger ansvaret på både faderen og moderen. Derfor siger han til børnene: „Min søn, tag vare på din faders bud, opgiv ikke din moders belæring, . . . Hør din fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle moder!“ (Ordsp. 6:20; 23:22) Så selv om manden måske ikke er hjemme om dagen, bør han være levende interesseret i at børnene får en god opdragelse. Han er ikke bare familiens forsørger.
Men når han kommer hjem er han måske træt og vil gerne have fred og ro. Når han så får forelagt spørgsmål eller problemer i forbindelse med børnene, fristes han måske til at sige til hustruen: ’Kan du ikke tage dig af det? Du er sammen med dem hele dagen og kan sikkert finde ud af hvad der er bedst for dem.’ Det kan hun måske også, for det har hun været nødt til i dagens løb. Men nu er manden jo kommet hjem, så hvorfor skulle han ikke samarbejde med hende og være med til at opdrage børnene? Det ville være kærligt og hensynsfuldt af ham at gøre det.
Desuden har Gud pålagt ham det ansvar som familiens overhoved at føre an med hensyn til at oplære og retlede børnene. Guds ord siger: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Og Bibelen sammenligner den gavnlige tugt fra Jehova Gud med den velmotiverede tugt der kommer fra en jordisk fader, en tugt der indgiver børnene respekt og bærer fredens frugt. — Hebr. 12:7-11.
Det vil dog ikke sige at når manden kommer hjem, hviler det hele på ham. Nej, Bibelen fordeler ikke ansvaret efter klokken. Manden og hustruen bærer ansvaret i fællesskab, og de bør vise hinanden hensyn. De må begge anerkende at de sammen er bibelsk ansvarlige for at hjælpe og lede deres børn når som helst de kan. (5 Mos. 11:18-21) Når manden og hustruen samarbejder om dette vil det uden tvivl bringe lykke og gode resultater. Børnene vil få gavn af begge forældres kærlige ledelse og tugt, og manden vil utvivlsomt opdage at hans hustru ikke er irriteret og frustreret, men glad for og tilfreds med at have en mand der viser hende kærlighed og samarbejder med hende.
Selv i samfund eller lande hvor det er ’almindeligt’ at manden overlader børnopdragelsen til hustruen, er det klogt og gavnligt at følge de anvisninger Skaberen har givet i sit inspirerede ord. Børneopdragelsen er derfor ikke hustruens opgave. Det er forældrenes opgave.
● Tror Jehovas Vidner på Jesus Kristus?
Det gør vi så ganske afgjort. Vi anerkender og forkynder helhjertet alt hvad Guds ord siger om Jesus Kristus, også apostelen Peters erklæring: „Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ — Apg. 4:12.
Selv udenforstående som har undersøgt vor lære, der bygger på Bibelen, indrømmer at vi tror på Jesus. Opslagsværket New Catholic Encyclopedia (1967) siger for eksempel følgende i sin artikel om Jehovas Vidner:
„De betragter Jesus som den største af Jehovas Vidner, som ’en gud’ (sådan oversætter de Johannes 1:1), kun ringere end Jehova selv. Før han eksisterede som menneske var han en åndeskabning der kaldtes Logos, Ordet, eller ærkeengelen Mikael. Han døde som menneske og blev oprejst som en udødelig ånd, Guds søn. Hans lidelse og død var den pris han betalte for at genvinde menneskeheden retten til at leve evigt på jorden.“ — Bind VII, side 864.
Den opfattelse at Jehovas Vidner ikke tror på Jesus, er altså helt fejlagtig. Nogle af vore religiøse modstandere har udbredt denne usandhed fordi vi ikke går ind for treenighedslæren. De holder selv ubøjeligt fast ved den tro at Jesus er en del af en treenig guddom og at han på jorden var Gud inkarneret i kød.
Jehovas Vidner ved, og anerkender, at Bibelen benytter betegnelsen „gud“ om Jesus. (Joh. 1:1, 18) Men med et citat fra Salme 82:6 viste Jesus at selv mægtige dommere på jorden kunne kaldes „guder“. (Joh. 10:33-36) Og Bibelen bruger endda ordet „gud“, i betydningen en mægtig eller en der tilbedes, om Satan. (2 Kor. 4:4) Blot fordi ordet „gud“ er benyttet på disse måder, kan man naturligvis ikke slutte at de pågældende skabninger, som har fået liv af Jehova Gud den Almægtige, er ligestillede med Skaberen selv. — Rom. 1:25.
Jesus erkendte åbent at han ikke var ligestillet med eller den samme som sin Fader, som han bad til. Han sagde: „Jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.“ I en bøn til den Almægtige udtalte Jesus også disse betydningsfulde ord: „Dette er ensbetydende med evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Joh. 14:28; 17:3.
Jehovas Vidner anerkender fuldt ud denne enkle og klare sandhed. Og vi er optaget af det vigtige kristne arbejde der går ud på at hjælpe andre til også at lære og at anerkende hvad Bibelen siger om ’den eneste sande Gud, Jehova, og om den som han har udsendt, Jesus Kristus’.
● I nogle bibler står der i Lukas 10:1 at Jesus udsendte tooghalvfjerds disciple, men i min bibel står der halvfjerds. Hvad er grunden til denne forskel?
Forskellen skyldes at de gamle håndskrifter ikke giver enslydende oplysninger om hvor mange disciple Jesus udsendte.
Nogle gamle græske manuskripter og oversættelser til andre sprog siger „tooghalvfjerds“ i Lukas 10:1, 17, hvor det nævnes at Jesus sendte disciple ud og at de vendte tilbage. Det gælder for eksempel det vatikanske manuskript nr. 1209 fra det fjerde århundrede, codex Bezae (Cantabrigensis) fra det femte eller det sjette århundrede, den latinske Vulgata og nogle syriske oversættelser. På dette grundlag har nogle oversættere afveget fra læsemåden „halvfjerds“ og har i stedet skrevet „tooghalvfjerds“. Eksempler herpå er de danske katolske oversættelser af J. L. V. Hansen (1893) og af Erikke Rosenørn-Lehn (1933), samt New English Bible og Jerusalem-Bibelen. Endog Westcott og Hort har benyttet dette tal i den græske tekst de har udarbejdet.
Der er dog talrige anerkendte manuskripter som støtter læsemåden „halvfjerds“. Det er den læsemåde der forekommer i det sinaitiske manuskript fra det fjerde århundrede, der sædvanligvis indrømmes „førerstillingen blandt de nytestamentlige manuskripter“. Der siges også „halvfjerds“ i det alexandrinske manuskript, Ephraemi Rescriptus og den syriske Peshitta, alle fra det femte århundrede. Også i et papyrusmanuskript fra det tredje århundrede (Chester Beatty 1) læser vi at Jesus udsendte „halvfjerds“ disciple. — The Text of the New Testament (1968).
Mange agtede bibeloversættelser har derfor bibeholdt den almindelige og velunderbyggede læsemåde „halvfjerds“. Ny Verden-oversættelsen siger: „Efter dette udpegede Herren halvfjerds andre og sendte dem ud i forvejen to og to til hver by og hvert sted hvor han selv ville komme.“ — Luk. 10:1; se også de autoriserede danske oversættelser af 1907 og 1948 samt Kalkar, Lindberg og Seidelin.
Bibelkyndige har givet forskellige forklaringer på hvordan en tidlig afskriver kan have lavet en skrivefejl som har ført til denne lille afvigelse i antallet. Undersøgelsen af denne tekniske detalje i læsemåden i Lukas 10:1 bør dog ikke aflede vor opmærksomhed fra hovedsagen i det vidnesbyrd manuskripterne aflægger.
En righoldighed af gamle manuskripter og oversættelser stemmer overens på alle væsentlige punkter og bekræfter at Jesus udsendte en stor gruppe disciple. Vi har et tydeligt vidnesbyrd om hvorfor de blev sendt ud, hvad de fik besked på at gøre og hvordan de reagerede da de vendte tilbage. At en sådan fyldestgørende beretning stadig foreligger efter næsten to tusind års forløb, er i sandhed et vidnesbyrd om at Gud har bevaret sit ord.
● Hvor stor var ’enkens skærv’?
Ved en lejlighed så Jesus en fattig enke lægge „to småmønter“ i en af templets bidragsbøsser. (Mark. 12:42) Ifølge den græske grundtekst var hver af disse småmønter en lepton, den mindste jødiske kobbermønt der fandtes på det tidspunkt. Enkens bidrag på to lepta beløb sig blot til en fireogtresindstyvendedel af en dagløn. For et beløb af denne ringe størrelse kunne man købe en halv spurv, som ikke engang var nok til et enkelt måltid. (Matt. 10:29; den mønt der nævnes her er en assarion, svarende til otte lepta.) Hun gav sit bidrag af kærlighed til den sande Gud, som blev tilbedt i templet. I forhold til sine midler gav hun langt mere end de der ydede rigelige bidrag af deres overflod. — Mark. 12:43, 44.