Spørgsmål fra læserne

● Skal en kristen kvinde modsætte sig separation eller skilsmisse hvis hendes ikke-troende mand søger at blive separeret eller skilt fra hende på et usandt grundlag, som for eksempel åndelig grusomhed eller at hun forsømmer sine pligter som hustru og moder?

Det er noget hun selv må afgøre. Omstændighederne varierer fra tilfælde til tilfælde. Hustruen kan tage sådanne ting i betragtning som hvordan manden har behandlet hende hidtil og hvordan han sandsynligvis vil behandle hende eller sørge for hende i fremtiden, hvad hans anklage går ud på, hvilke juridiske muligheder hun har, hvor meget det vil koste hende og hvad hendes samvittighed anbefaler hende at gøre.

I mange tilfælde indser den ikke-troende ægtemand at hustruen faktisk varetager sine pligter bedre efter at hun er blevet en sand kristen. (Jævnfør Første Petersbrev 3:1-5.) Og hvis manden da er „indforstået med at bo sammen med hende,“ siger Bibelen, „så lad hende ikke forlade sin mand“ — for en dag vil han måske også blive kristen. — 1 Kor. 7:13, 14.

I nogle tilfælde vælger manden imidlertid at opløse ægteskabet. Han nærer måske et voldsomt had til sand kristendom og nægter derfor at blive boende sammen med sin hustru og indrømme hende den tilbedelsesfrihed som landets lov garanterer hende. Eller han vil måske skilles fra hende fordi hun ikke vil deltage i perverse seksuelle handlinger som Bibelen med rette fordømmer. (Rom. 1:26-32) Lignende problemer må have eksisteret i det første århundrede, for apostelen Paulus gav dette råd: „Hvis den ikke-troende tager skridt til at gå, så lad ham gå; en broder eller søster er ikke trælbundet under sådanne omstændigheder.“ — 1 Kor. 7:15.

Manden må da finde et juridisk grundlag for at opnå den separation eller skilsmisse han ønsker. Hvilken anklage kan han fremføre? Hustruen stræber efter at være en god husmoder, en behagelig livsledsagerske, en trofast partner på det seksuelle område, og en eksemplarisk moder hvis de har børn. Efter at han er flyttet hjemmefra, anklager han måske løgnagtigt hende for at have forladt ham og børnene. Eller han benytter måske en mindre præcis anklage der ikke kræver mange juridiske beviser, som for eksempel at hun har gjort sig skyldig i ’åndelig grusomhed’ mod ham. Han er måske indforstået med fortsat at sørge for hende og børnene i det omfang loven kræver det, men er alligevel besluttet på at opnå skilsmisse på sin løgnagtige anklage. Hvad vil hun da gøre? Hun kan ikke få ham til at blive boende i hjemmet. Og selv om hun ikke kan tilslutte sig de løgne han fremfører, er hun heller ikke forpligtet til at gå rettens vej for at bevare ægteskabet eller for at imødegå enhver løgn som han fortæller om hende. Hun kan derfor komme til det resultat at hun, fremfor at modsætte sig separation eller skilsmisse, gør bedre i blot at ignorere hans falske anklage, idet hun tænker på det bibelske råd: „Hvis den ikke-troende tager skridt til at gå, så lad ham gå.“

Men den kristne hustru er måske bange for at nogle som hører om separationen, vil tro at skylden var hendes, hvis ikke hun modsætter sig den og fremlægger sagens kendsgerninger. Hun er måske bange for at separationen, hvis den uimodsagt opnås på et usandt grundlag, vil bringe hendes eller menighedens rygte i fare.

Den mulighed kan ikke ignoreres. I de fleste tilfælde undersøger folk dog ikke det juridiske grundlag for en separation eller skilsmisse. Det eneste de hører, er at parterne er gået fra hinanden. Og selv om nogle måske erfarer at separationen eller skilsmissen er opnået på grundlag af åndelig grusomhed eller noget andet i den retning, er det ret sandsynligt at de blot vil betragte dette som en ren og skær juridisk begrundelse. De vil uden tvivl forstå at manden blot har søgt skilsmisse på den letteste måde, og at den egentlige grund var at han ville giftes med en anden eller have frihed til at „leve sit eget liv“. Ofte vil der således slet ikke være tale om at den trofaste hustrus eller menighedens rygte bringes i fare.

Hvis hustruen imidlertid føler at den falske anklage er så skandaløs og oprørende at hun er nødt til at imødegå den, må hun beslutte hvordan hun vil gøre det. Det kan også være nødvendigt for hende at gå til domstolene for at beskytte sine rettigheder — retten til en del af boet, til forældremyndighed over børnene, til hustru- og børnebidrag, og andet. Hvordan hun bedst kan forelægge kendsgerningerne og forsvare sine rettigheder, afhænger af de juridiske muligheder dér hvor hun bor.

En mulighed hun kan vælge, er straks at søge bistand hos en sagfører. Hvis hun selv skal betale, kan dette imidlertid blive temmelig kostbart for hende. I nogle lande — det gælder også Danmark — er der kontorer hvor man kan få retshjælp, og der er mulighed for at opnå fri proces.

Det er i høj grad trist hvis manden udsætter sin hustru for sådanne problemer i stedet for at blive boende sammen med hende og få gavn af at hun lever efter de bibelske principper. Men hustruen skal altså ikke føle at hun nødvendigvis må modsætte sig en skilsmisse. Hvor der ikke er enighed om deling af boet, underholdsbidrag eller forældremyndighed er det nødvendigt med en retssag, det vil sige at få separation eller skilsmisse ved dom, og ikke ved bevilling. Men med hensyn til at forhindre selve skilsmissen eller at søge at tvinge den ikke-troende til at blive hos familien, lyder det grundlæggende bibelske råd: „Hvis den ikke-troende tager skridt til at gå, så lad ham gå.“ — 1 Kor. 7:15.

Disse retningslinjer gælder naturligvis også hvis en ikke-troende hustru søger at blive skilt fra sin kristne mand på et usandt grundlag.