Bliv ikke offer for alkoholisme!
FLERE og flere bliver alkoholikere, både blandt unge og gamle. Nogle anslår at tallet herhjemme er vokset til 200.000, og i hele verden bliver alkoholisme et stadig større problem.
Alkoholmisbrug er hvert år skyld i mange trafikulykker; folk pådrager sig lever- og hjerneskader, endog ufødte børn skades for livet.
Alkoholiske drikke er ikke skadelige i sig selv. Når de bliver brugt med måde kan de endog være gavnlige. Ifølge Bibelen „glæder [vinen] menneskets hjerte“; den gør hjertet ’vel til mode’. (Sl. 104:15; Est. 1:10, 1871-oversættelsen) Apostelen Paulus foreslog sin medarbejder Timoteus at han ’brugte lidt vin’ som medicin for sin sygdom. — 1 Tim. 5:23.
Men hvorfor tager drikkeriet så ofte overhånd? Denne artikel vil behandle to sider af problemet. Den første fremgår af to udtalelser af teenagere som er blevet alkoholikere.
„Jeg begyndte med at drikke vin i weekenderne,“ siger en ung pige, „og jeg kunne med det samme godt lide at blive beruset. Inden længe drejede hele mit liv sig om at blive beruset, indtil det var det eneste jeg foretog mig.“ En anden teenager siger: „Du sætter dig, du drikker og du begynder at le, af og til bliver du pjattet, og du griner bare. Fredag og lørdag nat er noget ganske særligt. Alle ruller sig ud og har det godt.“
Lagde du mærke til hvad der fik disse unge til at drikke umådeholdent? De kunne lide at være berusede. I den tilstand vil mange, i det mindste for en tid, glemme den håbløshed de lever i. En følelse af mod og tapperhed vil erstatte hæmningerne og følelsen af underlegenhed.
Selv om der er nogle som egentlig ikke bryder sig om at blive berusede, er der dog mange som synes det er dejligt. Deres længsel efter denne tilstand fører ofte til at de bliver „psykisk“ afhængige. De bliver ude af stand til at klare livet når de er ædru. Det medfører at de til sidst drikker sig berusede hver dag.
En anden side af problemet er at der opstår en fysisk afhængighed. En videnskabelig undersøgelse siger:
„Det er vigtigt at man gør sig klart at der er forskel på menneskers modstandsdygtighed over for systemiske gifte, for eksempel et bistik, på deres reaktion på giften fra vedbend, og endog på hvor godt de kan fordøje et så almindeligt fødemiddel som sukker.
Vores undersøgelse tyder på at alkohol er et stof der i større eller mindre grad virker vanedannende på omkring 20 procent af den amerikanske befolkning, men fungerer som et ikke-vanedannende beroligende middel på de øvrige 80 procent under almindelige, frivillige forhold. Den alkohol der drikkes af gennemsnitsmennesket passerer gennem legemet uden at gøre det afhængigt. Men nogle mennesker kan ikke udskille de giftige biprodukter.
Giftstofferne forstyrrer legemet og forårsager spændinger, angst, irritabilitet og tørst. Disse virkninger dulmes midlertidigt ved hjælp af mere af det beroligende middel, alkohol, så drikkeriet fortsætter ubønhørligt.“
Visse mennesker har altså, på grund af deres legemskemi, anlæg for at blive alkoholikere. Hvis de begynder at drikke føler de sig nødsaget til at fortsætte. Mennesker som ikke har dette anlæg kan også blive fysisk afhængige af alkohol hvis de gang på gang drikker den ene genstand efter den anden.
Hvordan kan man undgå at blive offer for alkoholisme? I første række må man være villig til at tænke alvorligt over sagen og se den kendsgerning i øjnene at det at ’have en lille fjer på’ ikke løser nogen af de problemer som man prøver at flygte fra. Når drankeren vågner op af sin rus, er der både problemer og tømmermænd. Ofte driver dette ham tilbage til flasken, en ond cirkel som efterhånden vil ødelægge ham. Bibelen siger: „En spotter er vinen, stærk drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.“ — Ordsp. 20:1.
Når man tænker sagen igennem på denne måde, kan det hjælpe en til at tage de nødvendige skridt til at undgå alkoholmisbrug. Man kommer utvivlsomt til at hade drukkenskab og dens rædselsfulde følger. Bibelen har et godt råd: „Afsky det onde, hold jer til det gode.“ (Rom. 12:9; Sl. 97:10) Men det er ikke nok at tænke. En fast beslutning om at undgå alkoholmisbrug må følges op af handling. Hvordan?
Det er meget vigtigt at modstå en bestemt form for pres som ofte får mennesker til at begynde at drikke. En journalist som har interviewet nogle teenagere der er blevet alkoholikere, forklarer hvordan denne specielle form for pres påvirker de unge.
„Det er noget som de voksne ikke har at kæmpe med: presset fra gruppen. . . . det er meget svært for en teenager at gå imod ’gruppen’. . . . Kontoret for større færdselssikkerhed i De forenede Stater har ved en undersøgelse fundet frem til at teenagere som drikker, har meget svært ved at modstå gruppens pres. Hvad de gør, eller ikke gør, skyldes i højere grad ’kammeraternes’ påvirkning end respekt for myndighed.“
Når nogen opfordrer dig til at drikke, har du så styrke til at sige nej? Din vægring kan ganske vist bevirke at dine kammerater gør nar af dig. Men du handler klogt og rigtigt.
Du må også bringe dit liv i overensstemmelse med det bibelske princip: „Omgås vismænd, så bliver du viis, ilde faren er tåbers ven.“ (Ordsp. 13:20) At omgås mennesker der har et sundt syn på livet og en ligevægtig indstilling til alkohol, vil i høj grad hjælpe dig til at undgå at blive offer for alkoholisme. Hvis du på den anden side kommer regelmæssigt sammen med nogle der drikker meget, vil du højst sandsynligt efterligne deres dårlige vaner.
Det bedste du kan gøre er at søge at få et godt forhold til Skaberen, Jehova Gud. Hans inspirerede ord, Bibelen, forudsiger at der i nær fremtid vil blive indført en problemfri tingenes ordning. (Åb. 21:1-5) Når man har denne sikre forvisning synes man ikke at det hele er så håbløst, og det er netop håbløsheden der gør mange til alkoholismens ofre.
Guds hellige ånd er i besiddelse af en mægtigt virkende kraft og kan derfor medvirke til at man får bugt med en stærk trang til noget der er skadeligt. En af Guds ånds frugter er „selvbeherskelse“. (Gal. 5:22, 23) Og Gud giver ånden til alle dem der beder om den. — Luk. 11:5-13.
For at opsummere: Tænk alvorligt over alkoholismens skadelige virkninger og hvorfor mange bliver dens ofre. Hav mod til at sige nej til dem der opfordrer dig til umådeholdent drikkeri. Find dine venner blandt dem der har et sundt syn på alkohol.