’Om muligt, hold fred med alle mennesker’
MED alle de religiøse, politiske, nationale og etniske grupper menneskene er opdelt i, er der ikke store muligheder for at skabe fred på jorden i dag. De kristne får dog befalingen: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Rom. 12:18) Dette viser sig til tider at være meget vanskeligt. Imidlertid ved de kristne at de ikke opnår fred med Gud medmindre de adlyder denne befaling, og den indebærer at de er neutrale når det gælder verdens uenige grupper. Den indebærer også at de i lydighed mod Jesus opsøger ’fredens venner’ ved at fortælle alle mennesker om den fred som Guds rige vil indføre på jorden. — Luk. 10:5, 6.
Selv om de kristne har skullet fastholde denne fredelige neutralitet, er de ikke løbet fra deres pligt. De er blevet udsat for lidelser, men de har erfaret opfyldelsen af apostelens ord: „Bliv ved med . . . at holde fred; og kærlighedens og fredens Gud vil være med jer.“ — 2 Kor. 13:11.
I visse lande hvor magtkampen har været hård, er mange Jehovas vidner blevet idømt fængselsstraffe fordi de har nægtet at blande sig i politik. En del har udstået straffe både tre og fire gange. Andre, både mænd og kvinder, har været udsat for prygling. Ingen af dem har dog prøvet på at hævne sig på nogen måde. Under deres fængselsophold har de fundet en del ’fredens venner’ som har lyttet til den gode nyhed om Guds rige og som er begyndt at indrette deres liv så de behager Gud. I adskillige tilfælde har de kristnes fredelige opførsel bevæget fangevogterne til at behandle dem med venlighed og respekt. I andre tilfælde har de erfaret at Jehova beskyttede dem. Så har der også været tilfælde hvor de ikke mødte venlighed fra menneskers side, men hvor de erfarede den samme glæde som apostlene, der „frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets [Jesu navns] skyld“. — Apg. 5:41.
En mand der tjente som tilsynsmand i en af Jehovas Vidners menigheder stod i den situation at han når som helst kunne blive idømt en fængselsstraf fordi han fastholdt sin neutralitet. Han kunne have rejst ud af landet og derved have undgået problemet fuldstændig; han kunne have levet behageligt med sin kone og sine fire børn et andet sted. Men han og familien overvejede sagen under bøn. De tænkte på hans kristne forpligtelser og på det arbejde som endnu skulle gøres for at andre kunne lære mere om Bibelen, og de kom til den slutning at de tjente Rigets interesser bedst hvis de blev, selv om de løb en større risiko. De traf nu visse forberedelser så hustruen og børnene i fællesskab kunne sørge for familiens materielle fornødenheder i tilfælde af at familiens overhoved skulle blive sat i fængsel. Uanset hvor mørke udsigterne var, havde de tillid til at Jehova ville tage sig af dem.
I et bestemt land som plages af politiske stridigheder og hvor parterne ligefrem ligger i krig med hinanden, forbliver Jehovas vidner neutrale, som de gør det i alle andre lande. På vej til et bibelsk møde blev et mandligt Jehovas vidne en dag standset af soldater. Da hans taske blev tømt og viste sig at indeholde bibler og bibelsk læsestof, sagde en af soldaterne: „Vi beklager, men vi bryder os ikke om Jehovas vidner.“ Dette førte til en samtale om Bibelen, og det endte med at vidnet fik lov til at gå, fulgt af denne bemærkning fra soldaterne: „Vi er klar over hvordan I stiller jer til politik — I Jehovas vidner.“
I et andet land, hvis grænseområde er hjemsted for megen vold og guerillavirksomhed, blev et Jehovas vidne som var ansat inden for politiet, forflyttet og skulle gøre tjeneste ved en af politiets poster i et guerillaområde. Han arbejdede ellers i afdelingen for fingeraftryk, men nu blev han anmodet om at benytte våben i tilfælde af guerillaangreb. Han nægtede at bryde sin neutralitet, og blev fængslet. Kort tid efter gjorde oprørsstyrkerne et udfald, og politiposten blev jævnet med jorden. Vidnet sidder stadig fængslet, men han er taknemmelig over at hans lydighed mod Bibelens principper reddede ham. Han glæder sig over at han lever og at han fortsat kan leve i fred med alle mennesker.
Det er ikke altid nok at de kristne selv er fredelige; de må også sørge for at andre klart forstår deres kristne neutrale holdning, og de bør holde sig borte fra forhold der kan rejse tvivl om deres standpunkt. Hvor vigtigt dette er, fremgår af en episode der indtraf i en lille landsby. En menighedsældste boede med sin familie hos en kødelig broder som ikke var et Jehovas vidne. Oprørssoldater trængte ind og arresterede de to mænd tillige med adskillige andre mænd fra landsbyen. Vidnet indvendte at han var kristen og neutral, men soldaterne svarede at de havde fundet ham i samme hus som en person (hans kødelige broder) der var mistænkt for at modarbejde oprørsstyrkerne. De gav nu hans kone og børn samt andre fra landsbyen ordre til at løbe for livet mens de skød denne menighedsældste og fire andre mænd. Dette Jehovas vidne havde ikke gjort sig skyldig i noget ukristent, og det er meget trist at han måtte miste livet. Men denne sørgelige hændelse understreger hvor nødvendigt det er at vi som Jehovas vidner gør vor kristne neutralitet aldeles klar og kendt for andre og sørger for at undgå situationer og forhold der kan skabe tvivl om vor neutralitet. — Matt. 10:16.
Vi kan naturligvis ikke forvente at alle mennesker vil være venner af Jehovas Vidner, men mange har stor respekt for dem der samvittighedsfuldt og oprigtigt tjener Gud. Det er som den inspirerede forfatter af det bibelske ordsprog skrev: „Når [Jehova] har behag i et menneskes veje, gør han endog hans fjender til venner.“ — Ordsp. 16:7.