Spørgsmål fra læserne
● Ifølge Bibelen var Moses livskraftig lige til sin død. (5 Mos. 34:7) Hvorfor sagde Moses da i Femte Mosebog 31:2 at han som 120-årig ikke mere kunne „færdes som før“ og være israelitternes leder?
Tanken i Femte Mosebog 31:2 synes at være den at Moses ikke mere ville få lov til at „færdes som før“, nemlig at gå i spidsen for israelitterne og føre dem ind i det forjættede land.
I nogle oversættelser kommer denne tanke ikke frem; her er Femte Mosebog 31:2 derimod gengivet på en sådan måde at det lyder som om Moses sagde at han ikke længere fysisk var i stand til at gå i spidsen for folket. Det gælder for eksempel den autoriserede danske oversættelse af 1931, hvor verset lyder: „Jeg er nu 120 år gammel og kan ikke mere færdes som før; og [Jehova] har sagt til mig: Du skal ikke komme over Jordan der!“ — Kursiveret af os.
Men det er temmelig indlysende at Moses ikke kan have sagt at han var ude af stand til at være folkets anfører fordi han var blevet affældig. Det ved vi fordi der efter hans død blev skrevet om ham: „Moses var 120 år, da han døde; hans øje var ikke sløvet og hans livskraft ikke svundet.“ — 5 Mos. 34:7.
Moses har altså været forholdsvis livskraftig. Skønt han øjensynlig ikke længere var så robust som en stærk ung mand, var hans fysik usædvanlig, alderen taget i betragtning. Han var ikke svag af ælde. Lige til sin død var han i stand til at være folkets fører.
Til sidst overlod Moses imidlertid førerskabet til Josua, der, skønt noget yngre, var dygtig og erfaren og havde Guds ånd. (2 Mos. 24:13; 33:11; 4 Mos. 27:18; 5 Mos. 31:3; 34:9; Jos. 14:7-11) Den væsentligste årsag til at Moses gjorde dette, var at Josua skulle føre folket ind i det forjættede land, hvilket Gud ikke ville tillade Moses at gøre.
Denne tanke kommer frem i nogle bibeloversættelser. For eksempel gengiver Isaac Leeser Femte Mosebog 31:2 på denne måde: „Jeg er et hundrede og tyve år gammel i dag; jeg er ikke mere i stand til at gå ud og gå ind; for HERREN har sagt til mig: Du skal ikke gå over Jordan dér.“ Og i New World Translation gengives verset således: „Et hundrede og tyve år gammel er jeg i dag. Jeg vil ikke længere få lov til at gå ud og gå ind, da Jehova har sagt til mig: ’Du vil ikke komme til at gå over Jordan dér.’“
Skønt Moses stadig, trods sin alder, var en livskraftig mand, sagde han altså med rette at han ikke længere kunne færdes som før, som folkets leder, nu da israelitterne gjorde sig klar til at gå over Jordan.
● Hvad var de „forskellige former for dåb“ som Paulus omtaler i Hebræerbrevet 9:10? Praktiserede hebræerne vanddåb af dem der omvendte sig til jødedommen?
Nej, apostelen Paulus sigtede til rituelle afvaskninger som krævedes ifølge Moseloven.
I sin omtale at tilbedelsen ved tabernaklet i ørkenen skrev Paulus: „Dette telt er et billede der gælder den fastsatte tid som nu er her, og i overensstemmelse med det frembæres både offergaver og slagtofre. Disse er imidlertid ikke i stand til at gøre den der yder hellig tjeneste fuldkommen med hensyn til hans samvittighed, men har kun at gøre med mad og drikke og forskellige former for dåb. Det var lovbestemmelser vedrørende kødet, og de var pålagt dem indtil den fastsatte tid til at bringe forholdene i den rette orden.“ — Hebr. 9:9, 10.
De „forskellige former for dåb“ var altså et led i tilbedelsen under Moseloven. For eksempel foreskrev Loven i forbindelse med visse urene dyr: „Alt, hvad et dødt dyr af den slags falder ned på, bliver urent, . . . det skal lægges i vand og være urent til aften; derpå skal det være rent.“ (3 Mos. 11:32) En anden bestemmelse gik ud på at man som led i en ceremoniel renselse skulle vaske sine klæder og bade sig i vand. (3 Mos. 14:8, 9; 15:5) Præster skulle vaske sig forskriftsmæssigt, og noget af det der brugtes til brændofrene skulle skylles i vand. (2 Mos. 29:4; 30:17-21; 3 Mos. 1:13; 2 Krøn. 4:6) På den tid da Messias fremtrådte, havde jøderne indført mange yderligere renselsesforskrifter som Loven ikke krævede. Jesus sagde: „Når de kommer fra torvet spiser de ikke uden først at rense sig ved bestænkning; og de har modtaget mange andre traditioner som de skal holde fast ved, dåb af bægre og kander og kobberkar.“ — Mark. 7:4.
I de århundreder hvor Israel var Guds udvalgte nation, skulle ikke-israelitter som gik over til at tjene Jehova ikke døbes i vand; men de skulle omskæres. (1 Kong. 8:41-43; Apg. 8:27) Johannes Døber var den første der blev bemyndiget til at døbe andre; han døbte jøder som symbol på deres sindsændring i forbindelse med synder mod Moseloven. (Luk. 3:3) Vanddåben blev imidlertid et krav til dem der tog imod kristendommen. Ved at lade sig døbe viste man at man havde ændret sind, omvendt sig og indviet sig til Gud. — Matt. 28:19, 20; Apg. 22:16.