„Intet våben, der smedes mod dig, skal du’“

DETTE løfte, udtalt af Jehova og nedskrevet i Esajas 54:17, er gang på gang blevet opfyldt i århundredernes løb, og til tider kan dets opfyldelse ligefrem give anledning til morskab, som det fremgår af følgende beretning fra et afrikansk land hvor Jehovas vidner bliver forfulgt:

„I byen K–– sendte en stedlig myndighed soldater ud for at arrestere en gruppe Jehovas vidner som man ville afhøre. Dagen efter blev omkring 80 mandlige og kvindelige vidner drevet sammen og ført til distriktet. Efter afhøringen besluttede distriktschefen at straffe mændene før de blev spærret inde i fængselet. De fik besked på at løbe fem omgange rundt om det kæmpemæssige område, og der blev sendt soldater med for at overvåge at alle løb og at ingen skød genvej. Formålet var at udmatte dem og svække deres ligevægt og fornuft.

Byens øvrighed glemte bare én ting. De arresterede vidner levede i bushen. Selv om nogle af dem var oppe i årene var de vant til at løbe, for de jagede dyr til føde. De lod sig derfor ikke afskrække ved tanken om at skulle løbe fem omgange rundt om byen sammen med soldaterne. Det var bedre end at blive slået. Soldaterne var derimod kede af at skulle løbe med for at holde øje med vidnerne.

Ved slutningen af den første omgang løb alle Jehovas vidner stadig let og ubesværet. Det var værre med soldaterne. De foreslog vidnerne at sætte farten ned og kun løbe stærkt når byens øvrighedspersoner så dem. ’Vi gør præcis som der er sagt,’ lød det fra vidnerne, og lidt efter lidt sakkede soldaterne bagud. Der gik ikke lang tid før vidnerne løb helt alene.

Da den anden runde næsten var overstået var nogle af vidnerne ved at være trætte, men de holdt troligt ud. Netop da brød en ældre broder på omkring de 60 overraskende ud af feltet og trak op foran. På det tidspunkt havde begivenheden tiltrukket sig flere og flere tilskueres interesse, og de satte i med bifaldsråb. Det hele endte i en farce. Her så man en ældre mand i spidsen for flokken, og ikke en soldat var at se. Selv nogle af distriktsembedsmændene brød ud i latter ved synet.

Da det gik op for dem at vidnerne selv morede sig over ’sporten’, at alle havde løbet, at ikke én havde forsøgt at flygte, og især at en ældre mand var løbet foran alle de andre, fik de medlidenhed med dem, standsede løbet og løslod dem. Vidnerne benyttede sig flittigt af lejligheden til at forkynde for tilskuerne til optrinnet. Så drog de sammen med deres hustruer hjem til deres landsbyer. Alle sigtelserne mod dem var glemt.“