Guds ord er levende
Løftet om Paradiset
JESUS siger til den døende mand der hænger ved siden af ham: „Du skal være med mig i Paradiset.“ Begge mænd ved siden af Jesus er forbrydere. En af dem har lige hånet ham ved at sige: „Du er Messias, ikke sandt? Frels dig selv og os.“
Men den anden forbryder tror på Jesus. Han vender sig om mod ham, som du kan se på billedet, og siger: „Husk mig når du kommer i dit rige.“ Og så er det Jesus lover: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ — Luk. 23:39-43.
Men hvad mener Jesus når han siger: „Du skal være med mig i Paradiset“? Hvor skal Paradiset være? Hvornår kommer det? Skal forbryderen leve dér sammen med Jesus? Og hvorfor lader Jesus en forbryder leve i Paradiset?
Ja, hvor var det paradis Gud skabte i begyndelsen? Det var på jorden, ikke sandt? Jehova satte det første menneskepar, Adam og Eva, i det smukke paradis der blev kaldt Edens have. Når vi læser at forbryderen her kommer i Paradiset, kan vi altså forestille os hele jorden blive forvandlet til et smukt sted hvor mennesker kan leve, for ordet „paradis“ betyder „have“ eller „park“. — 1 Mos. 2:8, 9.
Skal Jesus Kristus så leve her på jorden sammen med den tidligere forbryder i Paradiset? Nej, Kristus skal være i himmelen og herske som konge over det jordiske paradis. Han vil altså „være med“ manden i Paradiset i den betydning at han vil oprejse ham fra de døde og sørge for ham, både fysisk og åndeligt. Men hvorfor lader Jesus en mand der er forbryder, leve i Paradiset?
Det er sandt at denne forbryder, ligesom millioner af andre mennesker som Jesus vil oprejse, handlede ondt. (Apg. 24:15) Men de gjorde det fordi de ikke kendte Guds vilje. I Paradiset vil de lære hvad Guds vilje er, og de vil få lejlighed til at bevise at de virkelig elsker Gud ved at gøre hans vilje. Vil det ikke blive vidunderligt at leve i Paradiset, hvor der bliver sørget for os på alle måder og hvor folk elsker hinanden?
Den gode nyhed der lyder nu, går ud på at vi ikke behøver at vente ret meget længere før Paradiset oprettes. Jesus forudsagde nogle begivenheder der ville kendetegne afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning. Når alle disse begivenheder er indtruffet, vil Jehova Gud gribe ind og fjerne al ondskab fra jorden. At de forudsagte begivenheder finder sted nu og at enden på den nuværende verdensordning derfor er meget nær, fremgår af de vidnesbyrd du kan læse om i de følgende artikler.