Spørgsmål fra læserne

● Er dét at svigte de kristne møder i sig selv en utilgivelig synd, siden apostelen Paulus i Hebræerbrevet 10:24-29 taler om denne synd umiddelbart efter at han har omtalt mødernes betydning?

Det at svigte de kristne møder er en alvorlig sag som nemt kan få katastrofale følger for en Jehovas tjener. Men det at begå en utilgivelig synd indbefatter andet og mere.

Det vil her være en hjælp at læse hele det 10. kapitel i Hebræerbrevet. Apostelen peger først på at slagtofrene under Moseloven ikke bragte tilgivelse for synder, men var en skygge af kommende goder, der indbefattede Jesu Kristi offer. Jehova tilvejebragte Jesus Kristus som det fuldkomne offer der skulle borttage synder. Dette er en af ’den nye pagts’ foranstaltninger. Derefter tilskynder apostelen sine læsere til at ’holde fast ved den offentlige bekendelse af deres håb uden vaklen’. (Hebr. 10:23) Hvordan kan de gøre dette? Han peger på nødvendigheden af at de samles regelmæssigt for at anspore hinanden til gode gerninger, og ikke kommer i vane med at springe kristne møder over, sådan som nogle gør. Tværtimod bør de komme til disse møder ’så meget mere som de ser dagen nærme sig’. — V. 25.

Det er på denne baggrund apostelen fortsætter: „For hvis vi med vilje øver synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, er der ikke længere noget slagtoffer for synder tilbage, men en frygtelig forventning om dom og en flammende skinsyge som vil fortære dem der står imod. Enhver som har ladet hånt om Mose lov dør uden barmhjertighed på to eller tre vidners udsagn. Hvor meget strengere straf mener I da ikke det menneske vil blive anset for værdigt til som har trådt på Guds søn og regnet pagtens blod hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi og som med foragt har krænket den ufortjente godheds ånd?“ — Hebr. 10:26-29.

Bindeordet „for“, som vers 26 indledes med, forbinder altså ikke kun det efterfølgende med formaningen til at overvære de kristne møder men med alt hvad der hidtil er sagt. Vi må anerkende Guds frelsesvej gennem Kristus og fortsat påskønne denne foranstaltning, idet vi husker på at møderne er et af de midler Jehova har tilvejebragt for at vi kan forblive stærke i troen og være virksomme med hensyn til gode gerninger. At det er sådan det skal forstås, bekræftes også af det apostelen siger i vers 29, hvor han understreger hvilken straf der vil ramme den som har „trådt på Guds søn og regnet pagtens blod hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi“.

Vi kan altså ikke tage Hebræerbrevet 10:24, 25 ud af sammenhængen og sige at det apostelen sigtede til da han talte om at begå en utilgivelig synd, var selve det at undlade at komme til møderne regelmæssigt. Hvis man „har for skik“ at svigte møderne, modarbejder man naturligvis sine egne åndelige interesser og er i alvorlig fare for at blive svag i troen og blive uvirksom med hensyn til kristne gerninger. Dette kan føre til at man direkte fornægter Jesu Kristi genløsningsoffer eller ikke tager det alvorligt, og dermed mister det evige liv.

Den synd der omtales i Hebræerbrevet 10:26-29 er ikke en synd som den pågældende er i stand til at angre ved at vise oprigtig bedrøvelse og bede Gud om barmhjertighed gennem Kristus. Den her omtalte synder har i virkeligheden fornægtet Guds søn som sin frelser og regner ikke hans offer for at have nogen værdi som sonemiddel. — Jævnfør Hebræerbrevet 6:4-6.

Et sådant menneske synder mod den nøjagtige kundskab og mod Guds hellige ånds virke, og han har ingen mulighed for at ændre sind og benytte sig af Guds foranstaltning til frelse gennem Kristus. Gud har ikke truffet nogen anden foranstaltning til frelse for en sådan forsætlig synder.

● Den slutning at Vandfloden indtraf 1656 år efter Adams skabelse bygger på de levealder der oplyses i slægtsregisteret i Første Mosebog, kapitel 5. Bibelen siger her hvor gammel hver enkelt mand i slægtsregisteret var da han blev fader til den næste. Men er det ikke muligt at de nævnte personer hver især var nogle måneder ældre eller yngre, så det samlede resultat ville blive noget anderledes?

I Første Mosebog, kapitel 5, får vi oplysning om de led der var mellem Adam og Noa. Vi får at vide hvor gammel hver mand i rækken var da han blev fader til det næste led i rækken. For eksempel står der at ’da Adam havde levet 130 år, avlede han Set’. (1 Mos. 5:3) Vi kommer således til dette resultat:

Til Enosj’ fødsel: 105 år

til Kenans fødsel: 90 år

til Mahalal’els fødsel: 70 år

til Jereds fødsel: 65 år

til Enoks fødsel: 162 år

til Metusalems fødsel: 65 år

til Lemeks fødsel: 187 år

til Noas fødsel: 182 år

——————

I alt: 1656 år

Nogle har imidlertid undret sig og spurgt: ’Hvad nu hvis der i hvert tilfælde var nogle få måneders afvigelse: Hvis Adam for eksempel var 130 år og 4 måneder gammel da Set blev født, og Set 105 år og 4 måneder da Enosj blev født, og så videre? Bare fire måneder ekstra i hvert led ville give ombring tre år mere mellem Adam og Vandfloden. Kunne det ikke tænkes at være tilfældet?’

Egentlig er der ikke noget rimeligt grundlag for at mene dette.

Det ville for det første være ren og skær spekulation at ville ansætte Adams alder til fire måneder mere end 130 år da Set blev født. En anden kunne med lige så stor ret sige at Set var fire måneder under 105 år da Enosj kom til verden. På den måde ville forskellene kunne ophæve hinanden, og vi ville sammenlagt få det samme antal år som ved at holde os til de tal der oplyses i beretningen.

For det andet bør man ikke overse at Bibelen ikke oplyser hvor gammel faderen var da mange andre mænd som var langt mere fremtrædende end Mahalal’el eller Jered, blev født. Hvor gammel var for eksempel Elkana da Samuel blev født? Eller Isaj da David (eller hans brødre) blev født? Eller Zakarias da Johannes Døber blev født? Eller for den sags skyld Josef (eller Maria) da Jesus blev født? Bibelen siger intet om det. Og dog oplyser den antallet af år for de enkelte led mellem Adam og Noa. Hvorfor?

Det synes klart at Gud lod sådanne oplysninger nedfælde i sit ord fordi han vidste at hans tjenere ville studere dem og gøre brug af dem. Er det rimeligt at tænke sig at Gud ville opgive specifikke tal som, hvis de blev brugt, ville vildlede hans folk? Nej. Jehova Gud er ikke, som Djævelen, en løgner og bedrager. (1 Sam. 15:29; Joh. 8:44) Hvis han lader oplysninger nedfælde i sit ord, kan vi stole på at de er nøjagtige og pålidelige.

Slægtsregisteret i Første Mosebog, kapitel 5, sætter os i stand til at fastslå at Vandfloden indtraf 1656 år efter Adams skabelse. Det viser desuden at de mænd der levede dengang, blev fædre i en usædvanlig høj alder, og at de levede meget længe. Og dog fremgår det af beretningen at de døde, hvilket understreger at alle mennesker har behov for Jesu Kristi genløsningsoffer. (1 Tim. 2:6, Rom. 6:23) Ved at tro på Jesus kan vi komme til at leve længere end Adam (930 år) eller Metusalem (969 år). Ja, vi kan leve evigt.