Spørgsmål fra læserne
● I Mattæus 4:1 står der at „Jesus af ånden [blev] ført op i ørkenen for at fristes af Djævelen“. Er det Guds hellige ånd der menes?
Det var Jehovas hellige ånd der førte Jesus ud i ørkenen efter hans dåb. Mens Jesus fastede i ørkenen ville han have tid til bøn og meditation. (Jævnfør Mattæus 4:2, Markus 1:35, Lukas 5:16.) Det er sandsynligt at Jehova benyttede denne tid til at kommunikere med sin enestefødte søn, til at give ham instruktioner, yderligere oplysninger og stærke forsikringer, for således at forberede ham på det der skulle komme.
Jehova kunne på forhånd vide at Sønnens ophold i ørkenen i forbindelse med Hans hensigt også ville føre til en prøve fra Djævelens side. Det var imidlertid ikke Gud der forordnede den fristelse Jesus blev udsat for ved slutningen af sit 40 dages ophold i ørkenen. Han tillod den blot.
Det er værd at bemærke at Jesu erfaring var en parallel til det Moses erfarede. Profeten Moses opholdt sig på Sinaj bjerg i 40 dage da han modtog Lovpagten og anvisninger angående sin opgave som mellemmand. (2 Mos. 24:18; 34:28) Jesus, den forudsagte profet som var større end Moses, må under opholdet i ørkenen have modtaget anvisninger angående den nye pagt som hans disciple skulle tages med i som åndelige israelitter, og for hvilken han selv skulle tjene som mellemmand. (5 Mos. 18:18, 19; Luk. 22:20, 28-30) Og ligesom Moses blev udsat for en hård prøve på sin loyalitet og uangribelighed da han kom ned fra bjerget og så israelitterne tilbede en guldkalv og hørte at de ville tilbage til Ægypten, blev Jesus sat på en vanskelig prøve ved slutningen af sit 40 dages ophold i ørkenen. — 2 Mos. 32:15-35.
● I Romerbrevet 8:30 tales der om at kristne bliver ’herliggjort’. Hvornår finder dette sted, og hvilken forbindelse er der mellem deres ’herliggørelse’ og det at de bliver ’kaldet’ og ’erklæret retfærdige’?
I Romerbrevet, kapitel 8, taler apostelen Paulus om hvordan Gud tager sig af de salvede kristne. Gud gennemfører sin hensigt med dem idet han ærer eller herliggør dem ved at han giver dem kundskab om sine sandheder, deriblandt at han vil gøre dem til „Kristi medarvinger“ i himmelen. (Rom. 8:14-17) I denne forbindelse skriver Paulus:
„Dem [Gud] gav sin første anerkendelse, dem forudbestemte han også til at blive formet efter hans søns billede, for at han kunne være den førstefødte blandt mange brødre. Og dem han forudbestemte, dem kaldte han også, og dem han kaldte, dem erklærede han også retfærdige. Og dem han erklærede retfærdige, dem herliggjorde han også.“ — Rom. 8:29, 30.
Nogle har grundet over rækkefølgen: ’kaldte, erklærede retfærdige, herliggjorde’. Dette kunne opfattes som en række skridt der ender med at de salvede kristne bliver herliggjort som åndeskabninger i himmelen. Men læg mærke til at Paulus benytter datid: „Dem han erklærede retfærdige, dem herliggjorde han også.“ Han taler åbenbart om en herliggørelse der allerede har fundet sted, og ikke om en herliggørelse der først vil finde sted ved en fremtidig opstandelse til liv i himmelen.
Det er rigtigt at opstandelsen til liv i den åndelige verden bliver betegnet som en herliggørelse (se Romerbrevet 8:17; Johannes 7:39), men mennesker kan også blive herliggjort på mange andre måder. Jesus blev for eksempel herliggjort på jorden ved sine mirakler. (Joh. 11:4) Han talte også om at et ydmygt menneske kunne blive æret eller herliggjort ved at få en fremtrædende plads ved en fest. (Luk. 14:10) Moses opnåede herlighed som Guds talerør i forbindelse med Lovpagten. (2 Kor. 3:7) Og Bibelen taler om at kvinder æres eller opnår herlighed ved deres lange hår. (1 Kor. 11:15) I alle disse tilfælde er der i grundteksten benyttet former af det samme græske rodord som det der gengives med „herliggjorde“ i Romerbrevet 8:30. — Luk. 12:27; Rom. 2:10; 1 Tess. 2:6.
Det er interessant at bogen „Den nye Skabning“ (bind VI af Studier i Skriften) allerede i 1904 sagde følgende om Romerbrevet 8:28-30:
„Dette Skriftsted bliver som oftest misforstaaet, fordi de fleste Læsere faar det Indtryk at Apostelen her i Rækkefølge nævner den Kristnes Erfaringer . . . Men her gaar Apostelen frem i den modsatte Orden. Han . . . foretager . . . en tilbagegaaende Betragtning over den nye Skabnings Udvikling. Han viser, at ingen andre vil kunne opnaa den overordentlig høje Stilling som Guds herliggjorte udvalgte Menighed end de, der ved Guds Naade er blevet kaldet [antaget] dertil, efter at de er blevet retfærdiggjort [eller erklæret retfærdige] . . . Og de retfærdiggjorte er først alle blevet hædret eller æret [herliggjort] . . . idet Gud gjorde det muligt for dem at lære ham selv og hans Søn, som er Vejen, Sandheden og Livet, at kende.“ — Side 200.
Det er ikke usædvanligt at Paulus her nævner en række indbyrdes forbundne skridt i omvendt rækkefølge, idet han så at sige foretager en tilbagegående betragtning. Han gør det samme i Romerbrevet 10:13-15.
I Romerbrevet 8:28-30 forklarer Paulus at „Gud lader alle sine gerninger samvirke“. Det gør han til bedste for dem der er med til at gennemføre hans hensigt. I Edens have udtalte han en profeti om en „sæd“ der skulle komme. (1 Mos. 3:15) Jesus Kristus blev den der i første række udgjorde denne „sæd“ og dermed også Abrahams sæd. Men Gud udvalgte desuden et begrænset antal mennesker der skulle udgøre en sekundær del af ’sæden’. (Gal. 3:16, 29) Lige fra Edens have havde Gud således givet dem der skulle udgøre ’sæden’ sin „første anerkendelse“. Og han „forudbestemte“ at disse mennesker der blev udvalgt, skulle blive et legeme af Kristi brødre i himmelen, formet efter hans billede.
Derefter opridser apostelen i Romerbrevet 8:30 visse skridt som går forud for disse udvalgtes forening med Kristus i himmelen. De må være ’kaldet’ eller indbudt til at blive en del af det himmelske rige. (Rom. 1:7; Fil. 3:14; 1 Tess. 2:12; Hebr. 3:1) Men hvordan kunne Gud ’kalde’ dem så længe de endnu var syndere, medlemmer af Adams ufuldkomne slægt? Før Gud „kaldte” dem måtte han ’erklære dem retfærdige’, tilgive dem deres synder på grundlag af deres tro på Kristus og hans offer. (Rom. 3:23-26; 4:25; 5:18) Men hvordan kunne de få den nødvendige tro? Før dette kunne lade sig gøre måtte de stifte bekendtskab med kundskaben om Jesus Kristus, som Paulus et andet sted kalder „den herlige gode nyhed om Messias“. (2 Kor. 4:4; jævnfør Første Timoteusbrev 1:11.) De der tager imod denne „herlige gode nyhed“ og kommer ind på den vej der vil føre til himmelsk herlighed, oplever derved en stor ære. Det kan i denne forstand siges at de bliver ’herliggjort’.
● I tillægget til 1970-udgaven af New World Translation of the Holy Scriptures (siderne 1455 og 1456) står der at det hebraiske udtryk ha-Adōnʹ udelukkende anvendes om Jehova Gud. Hvorfor står der så i fodnoten til Romerbrevet 10:9 (i 1971-udgaven) at udtrykket her ikke henviser til Jehova?
Fodnoten til Romerbrevet 10:9 oplyser blot at nogle oversættere som har oversat De græske Skrifter til hebraisk, har benyttet dette udtryk ha-Adōnʹ (der bogstaveligt betyder „Herren“), som en gengivelse af det græske ord kyʹrios (der betyder „Herre“).
Det er tydeligt at ordet „Herre“ i dette tilfælde sigter til Jesus, for skriftstedet lyder: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’ at Jesus er Herre [Kyʹrios], og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst.“ At det græske ord „Kyrios“ (i ubestemt form) gengives på hebraisk med ha-Adōnʹ (i bestemt form) beror udelukkende på de pågældende oversætteres personlige skøn, for i den græske tekst er der ikke knyttet nogen bestemt artikel til ordet „Herre“ i dette vers.
Ordet „herre“ anvendes i Bibelen om Jehova, Jesus, engle, mennesker og selv falske guddomme. Dets grundbetydning er „en som har magt eller myndighed over“, „ejer, ejermand“. Det bruges også som titel i tiltale som udtryk for respekt. I tillægget til New World Translation gør oversætterne af denne bibeludgave opmærksom på at ha-Adōn’ henviser til Jehova hver gang det forekommer i De hebraiske Skrifter. Det er en kendsgerning, og det er meget passende at det forholder sig sådan, eftersom den bestemte artikel (ha) betegner at Jehova alene er „Herre“ i højeste forstand.
De kristne betegner også med rette Jesus som deres Herre, eftersom han er deres overhoved og ejer. Han har købt dem med sit offerblod og han er hoved for den kristne menighed. (Joh. 13:13, 16; Kol. 3:24; Jud. 4; Åb. 5:9, 10) Paulus erkender at selv om der er mange „guder“ og mange „herrer“, „så er der for os dog kun én Gud, Faderen, . . . og der er én Herre, Jesus Kristus“. (1 Kor. 8:5, 6) Jesus har imidlertid fået sin myndighed som Herre af Faderen. (Matt. 28:18; Joh. 3:35; 5:19, 30) Jesus har stor myndighed, ære og magt, men „hver tunge [skal] åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen“. (Fil. 2:9-11) Al ære går til Faderen for det han har gjort og vil gøre ved hjælp af sin enestefødte søn. Når tusindårsriget er forbi, vil Jesus ’overgive riget til sin Gud og Fader’ og „underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle“. — 1 Kor. 15:24-28.
På baggrund heraf forstår vi at selv om visse hebraiske oversættelser af De græske Skrifter benytter udtrykket ha-Adōnʹ i Romerbrevet 10:9, skal vi ikke drage den slutning at den her omtalte „Herre“ er Jehova, med det resultat at Jesus og Gud bliver én og samme Herre, sådan som treenighedslærens tilhængere hævder. Men overalt hvor dette udtryk forekommer i De hebraiske Skrifter sigter det altså til Jehova.