Har den enkelte nogen betydning?

FØLER du somme tider at der ikke er nogen der bryder sig om dig? Har du nogen sinde følt dig ensom midt iblandt andre mennesker? Hvorfor spørger vi om det? Fordi den enkelte i mange tilfælde ikke længere har nogen betydning.

I mange lande har bureaukratiet forvandlet folk til små brikker i et EDB-system, små brikker der let bliver væk i en labyrint af dataprogrammer. De er blevet reduceret til numre og tal i et anonymt offentligt kontor. Måske føler du dig selv som et nummer en gang imellem?

Det kan også være at du arbejder for et stort firma med hundreder eller tusinder af ansatte. Som følge deraf synes du måske at du ikke engang udgør et lille hjul i maskineriet eller et led i kæden. Selv de der bor i storbyer kan føle sig forfærdelig ensomme. Hvordan kan det være? Det skyldes ofte at naboen er fuldstændig fremmed for én, blot et tal eller et navn på døren ved siden af.

Ja, det er en nærliggende tanke at vi er for små, for ubetydelige til at blive bemærket i vore dages forhastede tilværelse. Dette gælder især i det moderne samfund, hvor konkurrenceånden har ført til at så mange mennesker er blevet ufølsomme over for hinanden. Man træder på den enkeltes værdighed og blæser sine medmennesker et stykke.

Men betragter Gud det på samme måde? Er han, universets suveræne Herre, mennesket så langt overlegen at vi er for små til at betyde noget for ham? Bibelen antyder at Jehova Gud ved en lejlighed havde „ti tusind gange ti tusind [100.000.000]“ engle stående foran sig. (Daniel 7:10, NW) Han er også skaberen af universets talløse stjerner. Men kunne det tænkes at Gud har mistet følingen med sit store skaberværk? Bibelen siger: „Han fastsætter stjernernes tal og giver dem alle navn.“ (Salme 147:4) Herredømmet over himmellegemerne er altså ikke gledet Gud af hænde. Gud kalder uden tvivl også de retfærdige engle ved navn, selv om kun to engles navne Mikael og Gabriel, er blevet åbenbaret for menneskene. — Daniel 12:1; Lukas 1:26.

Hvad så med menneskeheden? Er Gud interesseret i os? Salmisten David skrev: „Lad mig kende, Jehova, mit endeligt, og målet på mine dage — hvad det er, så jeg kan vide hvor forgængelig jeg er. Se! Du gør mine dage få, og min levetid er som intet for dig. Ja, kun et pust er hvert menneske.“ (Salme 39:4, 5, NW) Hvis vi mennesker er så forgængelige som et pust, hvordan kan vi da med sikkerhed vide at vi ikke er for små og ubetydelige til at Gud vil tage sig af os? Har menneskene nogen betydning for Gud? Har DU nogen betydning?