Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor har Ny Verden-oversættelsen og flere andre oversættelser udeladt ordene „som er i Himmelen“ i gengivelsen af Johannes 3:13?
I den danske autoriserede oversættelse af Bibelen siges der i Johannes 3:13: „Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen, [som er i Himmelen].“ Ordene „som er i Himmelen“ står altså her i klammer, og under verset står følgende fodnote: „De indklamrede ord mangler i de ældste håndskrifter.“ I de danske oversættelser af 1819 og 1907 står disse ord som en del af teksten og uden nogen fodnote. Imidlertid er der mange der tvivler på at Jesus faktisk sagde ordene „som er i Himmelen“.
I sammenhængen var Jesus ved at forklare Nikodemus, en af jødernes ledere, at det ville være svært for ham at forstå de ting der hørte himmelen til. Jesus selv forstod disse ting, for han var kommet ned fra himmelen. Kan man da med rimelighed formode at Jesus skulle have tilføjet nogle ord om at han ’var i himmelen’?
Tilhængere af læren om at Jesus var en del af en treenighed, har hævdet at de pågældende ord udmærket passer ind her og vidner om at Jesus både var af menneskelig og guddommelig natur. Det ville indebære at Jesus, mens han var menneske på jorden, stadig var en del af en guddom som var i himmelen. De der har denne opfattelse, peger måske på at ordene er med i visse gamle græske manuskripter og oversættelser til andre sprog, og at dette berettiger til at medtage dem i nye oversættelser.
Der er imidlertid mange af de gamle græske manuskripter der ikke har ordene med. Blandt disse er det ansete sinaitiske manuskript og det vatikanske manuskript nr. 1209, der begge stammer fra det fjerde århundrede. Af denne grund blev den omstridte passage forkastet af bibelforskerne B. F. Westcott og F. J. A. Hort da disse udarbejdede deres græske tekst, som Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter er baseret på. Ordene er også udeladt i The Greek New Testament (3. udgave, 1975), udarbejdet af Det forenede Bibelselskab. Dr. Bruce M. Metzger skriver følgende kommentar hertil: „Under indtryk af at den kortere læsemåde [hvor den omtalte passage ikke er med] bekræftes af pålidelige ydre vidnesbyrd, har et flertal i komiteen valgt at betragte ordene [’som er i Himmelen’] som en slags fortolkende pynt der udtrykker den kristologiske opfattelse der senere udviklede sig.“ Det vil sige at ordene sikkert er tilføjet af en afskriver på et senere tidspunkt, måske efter at man fra de ikke-kristne religioner havde optaget læren om den treenige Gud.
Der er derfor god grund til at mange nyere oversættelser af Bibelen ikke har ordene med eller kun anfører dem i en fodnote. Blandt disse er Seidelins danske oversættelse og følgende engelske oversættelser: Today’s English Version, The Riverside New Testament, New American Standard og Revised Standard, foruden James Moffatts, Edgar J. Goodspeeds, R. A. Knox’ og J. B. Phillips’ oversættelser.
● Talte apostelen Paulus om jøder eller ikke-jøder, da han i Romerbrevet 1:25 nævnte nogle der „dyrkede skabningen og ydede den hellig tjeneste fremfor Skaberen“?
Beskrivelsen kunne gælde både jøder og ikke-jøder, for begge kategorier har gjort sig skyldige i det Paulus her nævner. Apostelens argumentation i Romerbrevets første kapitel drejede sig imidlertid først og fremmest om det frafaldne Israel i fortiden.
Skaberværket vidner til overmål om at der findes en almægtig Gud og Skaber. Selv ikke-jøder var uden undskyldning når de tilbad afgudsbilleder der var udformet som et eller andet dyr, men israelitterne var direkte blevet advaret af Gud mod dyrkelse af afgudsbilleder; derfor var de i særlig grad uden undskyldning. — Romerne 1:18-23; 5 Mosebog 4:15-19; 5:8, 9.
Israelitterne lod ofte hånt om Gud og alt det de vidste om ham, så de tilbad ’skabningen fremfor Skaberen’. (Romerne 1:24, 25) De syndede for eksempel ved at tilbede gudinden Astarte (repræsenteret ved en nøgen kvindeskikkelse udstyret med overdrevne kønskarakteristika) og ved at tilbede guldkalve. (1 Kongebog 11:5, 33; 12:26-28; 2 Kongebog 10:28, 29) Derved kom de så langt ud at de gav sig af med fordærvede seksuelle handlinger og andre ugudelige gerninger. Disse frafaldne israelitter, som ’kendte Guds retfærdige bestemmelse’ om sådanne synder, var derfor klart dadelværdige og måtte vise tro på Kristi genløsningsoffer. — Romerne 1:26-32.
● Hvorfor opfordrer vi ofte forsamlingen til at rejse sig under sangen og bønnen ved vore kristne møder og stævner?
Sang og bøn har længe været en del af den sande tilbedelse. (1 Krønikebog 16:7-9; Mattæus 26:26-30; Jakob 5:13, 14) Det indgår derfor også som et naturligt led i handlingerne ved Jehovas Vidners menighedsmøder og stævner.
Mange sange er affattet som en bøn til Gud eller en lovprisning af ham. Når en forsamling i fællesskab rejser sig for at synge og bede til Gud, kan det betragtes som et udtryk for den respekt man gerne vil vise Gud når man træder frem for ham med tak. — 1 Kongebog 8:14, 22, 23.
Vi bør dog bemærke at man ifølge Bibelen kan bede til Gud eller synge lovsange til ham i en hvilken som helst stilling. (Se Lukas-evangeliet 22:39-41; Apostelgerninger 16:24, 25.) Der gælder altså ingen bestemte regler i denne henseende. Hvis man på grund af sit helbred eller af andre grunde helst vil blive siddende under sangen og bønnen i menigheden, er det ikke forkert. Der er flere lejligheder hvor kristne beder til Gud uden at rejse sig op, for eksempel ved menighedsbogstudierne, ved hjemmebibelstudier og ved måltider.