Et goldt børnemiljø
DET moderne samfund har gradvis ændret miljøet for en sund udvikling af børn, så det nu ikke længere er frugtbart men sterilt, siger professor Edward A. Wynne fra University of Illinois. Han mener at det skyldes velstanden, dyrkelsen af individet, og kirkernes svigten. „Det er forståeligt at nogle forældre føler sig trængt op i en krog,“ siger professor Wynne i The Wall Street Journal. „Nogle rækker hænderne i vejret og overgiver sig, og selv kompetente ægtepar udsætter eller opgiver helt at få børn.“ Han opfordrer forældre til at modsætte sig denne udvikling, for eksempel ved at satse tid og kræfter på seriøs børneopdragelse, hvilket kan indbefatte at de tilslutter sig et trossamfund der lægger vægt på familiesammenhold og forventer engagement af den enkelte, et samfund der forener kærlighed med disciplin og hvor medlemmerne ofrer de ambitiøse livsmål.
Dette har Bibelen fremhævet for flere hundrede år siden. Den giver forældre dette råd: „Opdrag dem [børnene] ved kristen undervisning og i kristen tugt.“ (Efeserne 6:4, Phillips) Guds ord formaner også: „Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn . . . for at de kan høre og lære at frygte [Jehova].“ (5 Mosebog 31:12) Hvis disse principper konsekvent følges, vil det hjælpe familier til at modvirke den nedbrydende påvirkning fra nutidens samfund.