Nyt fra Rigets arbejdsmark
Udvidelse i ’kobberbæltets centrum’
I INDUSTRIKREDSE kaldes byen Kitwe i Zambia ofte ’kobberbæltets centrum’ på grund af sin beliggenhed midt i kobbermineområdet. Kitwe er imidlertid også centrum for noget andet — nemlig den teokratiske virksomhed i Zambia. Siden 1962 har afdelingskontoret ligget dér, og i løbet af disse godt tyve år er antallet af forkyndere i Zambia næsten fordoblet, fra 30.129 i 1962 til et højdepunkt på 58.925 i 1984. Mindehøjtiden blev i 1984 overværet af 393.431, svarende til én ud af 16 af landets samlede befolkning.
En så hastig vækst stillede større krav end det gamle afdelingskontor kunne klare. Først udvidede man ganske enkelt den bestående bygning, idet man tilbyggede en ny spisesal for medarbejderne samt lokaler til lager og forsendelse. Afdelingskontoret i Zambia begyndte også snart at forsøge sig med trykning af bibelsk læsestof, men inden længe var det lille trykkeri blevet så trangt at der var meget dårlig plads til lager og til at bevæge sig på. Afdelingskontoret lå desuden i et boligområde, og det var derfor vanskeligt at drive trykkeri uden at forstyrre naboerne.
Brødrene i Zambia indsendte derfor en ansøgning om en byggegrund til et nyt trykkeri. En sådan tilladelse var imidlertid ikke let at skaffe. Byrådet afslog at give byggetilladelse til den første grund fordi den lå i en ’zone til statslig brug’. Men en broder henvendte sig og tilbød et stykke jord som han ejede. Så snart brødrene havde fået tilladelsen, antog de et internationalt arkitektfirma til at udfærdige planer og indsende dem til godkendelse hos byrådet. Nyheden om dette opildnede brødrene i Zambia! Mange kom for at hjælpe med byggeriet, som blev udført under opsyn af en broder der er entreprenør. I 1984 var bygningen færdig, bygget på kun to år.
Det var en glædelig begivenhed da bygningerne blev indviet! Brødrene havde fået at vide at der kun var meget få siddepladser til programmet, men over 4000 fra alle dele af Zambia overværede mødet! Det betog dem at høre afdelingskontorets koordinator berette historien om arbejdet i Zambia og vise hvordan Jehova har stået bag arbejdet dér. Bagefter fortalte ældre brødre og søstre erfaringer. Nogle havde for lang tid siden tjent som specialpionerer i lande som Tanzania, Kenya og Uganda, dengang arbejdet dér hørte under Zambias afdelingskontor. Disse lande hører nu under det afdelingskontor som senere blev bygget i Kenya.
Broder John McBrine fra Zimbabwe, der var på besøg som zonetilsynsmand, sluttede programmet ved at opmuntre brødrene fra Zambia til at gøre god brug af disse nye faciliteter. Det læsestof som vil blive fremstillet på dette trykkeri, vil fremme den rene tilbedelses sag og hjælpe mennesker med et retsindigt hjerte til at komme til kundskab om sandheden! Og hvad vil det medføre? Yderligere udvidelser i centeret for teokratisk virksomhed i Zambia!
[Illustration på side 27]
Vagttårnsselskabets nye afdelingskontor i Kitwe i Zambia