Jesu liv og tjeneste
Flere mirakler i Kapernaum
PÅ SABBATEN efter at Jesus har kaldet sine første fire disciple — Peter, Andreas, Jakob og Johannes — går de ind i synagogen i Kapernaum. Der giver Jesus sig til at undervise, og folk er forbløffede fordi han underviser dem som en der har myndighed og ikke som de skriftlærde.
Der er en dæmonbesat mand blandt de tilstedeværende. Pludselig begynder han at råbe højt: „Hvad har vi med dig at gøre, Jesus Nazaræer? Er du kommet for at rydde os af vejen? Jeg ved godt hvem du er: Guds Hellige.“
Den dæmon der behersker manden er tydeligvis en af Satans engle. Jesus taler strengt til dæmonen og siger: „Ti stille, og kom ud af ham!“
Dæmonen påfører manden krampe og råber med høj røst. Men den kommer ud af ham uden at skade ham. Alle er meget forbavsede! „Hvad er dette?“ spørger de. „Myndigt giver han endog de urene ånder ordrer, og de adlyder ham.“ Rygtet om denne hændelse spredes overalt i omegnen.
Jesus forlader derefter synagogen sammen med sine disciple og går ind i det hus der tilhører Simon, som også kaldes Peter. Dér ligger Peters svigermoder meget syg, med høj feber. De beder Jesus om at hjælpe hende. Han går hen til hende, tager hende ved hånden og rejser hende op. Hun bliver med det samme rask og begynder at tilberede et måltid til dem!
Senere, da solen er gået ned, begynder folk alle vegne fra at komme til Peters hus med dem som er syge. Snart er hele byen samlet uden for døren! Jesus helbreder alle de syge uanset hvad de fejler. Han befrier endog de dæmonbesatte. Når han uddriver dæmonerne råber de: „Du er Guds søn.“ Men Jesus taler strengt til dem og tillader dem ikke at tale, fordi de ved at han er Messias. Markus 1:21-34; Lukas 4:31-41; Mattæus 8:14-17.
◆ Hvad sker der i synagogen på sabbaten efter at Jesus har kaldet sine første fire disciple?
◆ Hvor går Jesus hen da han forlader synagogen, og hvilket mirakel udfører han der?
◆ Hvad sker der senere samme aften?
[Helsides illustration på side 9]