Gileads 84. klasse — Lev op til forventningerne!
I ORDSPROGENE 10:28 siges der: „De retfærdiges forventning er fryd.“ Dette gjaldt også den 6. marts 1988 hvor forventningerne tydeligvis var store blandt de 4360 som denne formiddag var forsamlet i Jehovas Vidners stævnehal i Jersey City.
At så godt som hele betelfamilien i Brooklyn og på Watchtower Farms kunne være sammen i disse dejlige omgivelser, var i sig selv en grund til stor glæde og begejstring. De tilstedeværende var imidlertid mødt frem i forventning om noget mere end blot at være deltagere i en stor familiesammenkomst. De var først og fremmest optaget af det de vidste ville blive en historisk begivenhed, nemlig afslutningshøjtideligheden for den 84. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead.
Gileadskolen, der i dag har til huse på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York, blev oprettet i 1943 for at fremme arbejdet i forbindelse med at ’gøre disciple’. (Mattæus 28:19, 20) Efter at have fuldført et femmåneders kursus med bibelundervisning sendes Gileadeleverne ud, ikke for at få sig et indbringende job, men for at tjene som missionærer i den verdensomspændende arbejdsmark. (Mattæus 13:38) Det er derfor forståeligt at man stiller store forventninger til enhver der har haft den forret at gennemgå Gileadskolen. — Jævnfør Lukas 12:48.
Programmet for afslutningshøjtideligheden drejede sig i høj grad om disse forventninger. Det blev indledt med en inderlig bøn af George Gangas, et medlem af Det Styrende Råd. C. W. Barber, ligeledes et medlem af Det Styrende Råd, tjente som programordstyrer. ’Vi er i gang med historiens største undervisningskampagne,’ sagde Barber. Idet han henviste til Esajas, kapitel 6, forklarede han at vi ofte må forkynde under ugunstige forhold. Og ligesom på Esajas’ tid er der måske kun en symbolsk „tiendedel“ eller en „rest“ der reagerer positivt på vort budskab. (Esajas 6:13; Romerne 9:27) Dog bør vi aldrig føle at vore bestræbelser for at forkynde er forgæves.
Disse opmuntrende bemærkninger vakte forventning om de næste punkter: En række korte, men magtfulde foredrag henvendt til de afgående missionærelever. Calvin Chyke fra trykkeriudvalget begyndte med at stille spørgsmålet: ’Vil I vise jer at være en velsignelse for andre?’ Eleverne havde modtaget mange velsignelser på Gilead. Nu måtte de give velsignelser, ’åndelige gaver’ til andre. (Romerne 1:11, 12) Selv om der skulle opstå vanskelige situationer, som hvis de fik det småt økonomisk, måtte de fortsat ’gøre sig det til en regel at give’ i åndelig henseende. (Lukas 6:38) Så ville de erfare opfyldelsen af ordene i Salme 84:6: „Læreren hyller sig endog i velsignelser.“
David Olson fra tjenesteafdelingens udvalg mindede dernæst missionærerne om vort verdensomspændende broderskab. I fem måneder havde de kunnet glæde sig over deres klassekammeraters kærlighed og støtte — for nu at blive spredt overalt på jorden. David Olson forsikrede dem om at de ville erfare opfyldelsen af Markus 10:29, 30, der lover dem nye venner og ’slægtninge’.
Daniel Sydlik fra Det Styrende Råd understregede nødvendigheden af at eleverne opdyrkede ’store og herlige forventninger’. Jehova har skabt os med evnen til at have forventninger, håb og drømme. Skulle missionærer da ikke have store forventninger til sig selv? ’Sæt jer mål, stil krav til jer selv!’ tilskyndede han. ’Lær sproget i det land I sendes til. Bliv ved med at læse Vagttårnet og Vågn op! på jeres modersmål så I kan bevare jeres åndelighed. Når I underviser andre,’ fortsatte Daniel Sydlik, ’så stil også store forventninger til dem. Lad dem vide at det forventes at de overværer møderne og forbereder sig til dem.’
De næste talere fortsatte i samme linje. Lyman Swingle, også et medlem af Det Styrende Råd, mindede eleverne om at ’det er Jesus Kristus der sender dem ud. Og han var selv blevet sendt til et fremmed distrikt her på jorden’. Ligesom Jesus skulle missionærerne tage deres tildelte opgave alvorligt. De måtte imidlertid ikke tage sig selv for alvorligt. ’I må kunne le ad jer selv når I har dummet jer,’ sagde han. ’Prædikeren 3:4 minder os om at der er „en tid til at le“.’
Skolens to førstelærere havde nu lejlighed til at give deres elever en sidste formaning. Jack Redfords tema var ’Glem aldrig hvad der er jeres opgave!’ Kristenhedens præsteskab har mistet forståelsen af hvad det vil sige at missionere, og mange har ladet sig engagere i politik. Jesus Kristus fuldførte imidlertid sin opgave med hensyn til at forkynde, idet han aldrig lod sig lede ind på et sidespor af det Satans verden havde at tilbyde. Missionærer må derfor altid huske hvorfor de er blevet sendt ud — for at give den åndeligt hungrende menneskehed føde. (Jævnfør Mattæus 9:36.) De må derfor undgå sådanne snarer som materialisme og umoralitet. Ved at rette opmærksomheden mod deres opgave som forkyndere har de udsigt til at få mange gode oplevelser i tjenesten.
Derefter talte U. V. Glass, der benyttede en illustration med et glas vand og en perlekæde. I mange lande vil man ikke drikke et glas vand fordi man tvivler på at det er rent. På samme måde kunne man være i tvivl om en perlekædes ægthed. ’Hvordan forholder det sig med jeres troværdighed?’ spurgte U. V. Glass. ’Mangelen på troværdighed er blevet kaldt „den tavse ødelægger af menneskers indbyrdes forhold“.’ Hvordan kunne de afgående elever bevise deres troværdighed? ’Tal sandhed,’ sagde Glass, ’uden at forvanske eller omgå den. Uangribelighed er troværdighedens grundlag.’ — Efeserne 4:25.
Et af formiddagens højdepunkter var det afsluttende foredrag af Vagttårnsselskabets 94-årige præsident, F. W. Franz. Med en stemme der stadig er fast og kraftig genfortalte han Gileads historie. Under den anden verdenskrig blev Det Styrende Råd klar over at ’den anden verdenskrig ikke ville føre til Harmagedon. Krigen ville slutte, og derefter ville der komme en periode med fred.’ For at man kunne drage fuld nytte af denne mellemliggende periode blev Gilead oprettet — og har været i fuld gang lige siden! ’Vi lever på den mest begunstigede tid!’ udbrød Selskabets præsident. Med et tordnende bifald gav tilhørerne udtryk for deres værdsættelse af disse ord fra denne trofaste tjener for Jehova.
Nu gik tæppet, og man så de 24 elever fra den 84. gileadklasse sidde på scenen. Selv om deres gennemsnitsalder kun var 31,6 år, var de på ingen måde nybegyndere i forkyndelsen; de havde gennemsnitlig 11,3 år i heltidstjenesten bag sig. De udgjorde en helt international gruppe, idet de kom fra Holland, Australien, Finland, Sverige, Tyskland og De Forenede Stater. Bistået af A. D. Schroeder, en af de første gileadlærere, overrakte C. W. Barber dem deres diplomer. Tilhørerne glædede sig over at høre at eleverne skulle sendes til ni lande: Filippinerne, Sierra Leone, Vest-Samoa, Taiwan, Tanzania, Papua-Ny Guinea, Bolivia, Guam og Colombia. Derefter oplæste en af eleverne på klassens vegne et brev hvori den udtrykte sin påskønnelse.
Efter en kort forfriskningspause samledes tilhørerne atter for at lytte til et forkortet Vagttårnsstudium, ledet af Robert Wallen fra Beteludvalget. Da det var færdigt dæmpedes lysene. Programmets ordstyrer opfordrede tilhørerne til at ’slappe af og nyde elevernes gave til dem, nemlig den 84. klasses afslutningsprogram med titlen: „Herliggør din tjeneste“.’
Ved hjælp af sange, oplevelser og sketcher gav eleverne derefter tilhørerne et indblik i skoletiden og missionærlivet. For eksempel blev det vist hvordan New Yorks vidt forskellige forkynderdistrikter bruges som et grundlag for missionærernes oplæring. En humoristisk sketch, bygget over gileadelevernes oplevelser, viste hvordan eleverne lærer at aflægge effektive uformelle vidnesbyrd i byens undergrundsbane. På en morsom, men autentisk, måde blev der også vist scener der skildrede hvordan missionærer klarer de ofte vanskelige tilpasninger til en fremmed kultur og nye skikke.
En af de nye missionærer opsummerede programmet således: ’Findes der nogen bedre måde vi kan herliggøre vor tjeneste på end ved at hjælpe andre til at sætte hele deres lid til Jehovas ord?’ Alle de tilstedeværende følte sig utvivlsomt tilskyndet til at overveje hvordan de kan få en større personlig andel i forkyndelsen. Som det sidste punkt på programmet fremførte eleverne et nutidsskuespil der understregede nødvendigheden af at vi underordner os Gud. Derefter blev endnu en historisk dag afsluttet, idet J. E. Barr fra Det Styrende Råd udtrykte alles tak i en bøn til Jehova.
Der var ingen tvivl om at Gileadskolens afslutningshøjtidelighed indfriede forventningerne. Men hvordan med den afgående klasse selv? Vi har tillid til at denne nye gruppe af uddannede missionærer, ligesom deres forgængere, til overmål vil leve op til det Jehova forventer, ja kræver af dem — at de herliggør deres tjeneste i deres tildelte distrikter!
[Illustration på side 24]
Vagttårnets Bibelskole Gilead, 84. klasse
Fra venstre til højre. Første række: C. Norberg; T. Holmes; J. Holland; B. Vehlen; D. Rector; K. Thomas. Anden række: T. Rajalehto; T. Rajalehto; J. Hoefnagels; A. Moonen; C. Summers; H. Wahl. Tredje række: J. Holland; F. Holmes; H. Hoefnagels; V. Koivula; M. Moonen; B. Thomas. Fjerde række: M. Wahl; W. Rector; G. Summers; P. Keighley; P. Vehlen; O. Norberg.