Et katolsk dilemma
DEN katolske kirke står i øjeblikket over for to problemer i forbindelse med Djævelen. For det første må den bekæmpe den udbredte tvivl på Djævelens eksistens der i dag hersker blandt katolikker. For det andet er den nødt til at gribe ind over for den omsiggribende uautoriserede eksorcisme (forsøg på uddrivelse af onde ånder).
Pave Johannes Paul II har formanet unge katolikker til at tage Djævelen alvorligt. I et brev har han skrevet følgende: „Vær ikke bange for at kalde slethedens ophavsmand ved sit rette navn: Den Onde. Han har altid anvendt og anvender stadig den taktik ikke at røbe sin identitet.“
Kardinal Josef Ratzinger, der er apostolisk præfekt i kongregationen for troslære, i Rom, har ligeledes udtalt: „Uanset hvad mindre klartseende teologer måtte påstå, er Djævelen, ifølge den kristne tro, en gådefuld men virkelig person — ikke blot et symbol. Han er en magtfuld realitet.“
Kardinal Ratzinger har også udtrykt stor bekymring over de uautoriserede Satan-orienterede møder som afholdes af katolikker i mange lande. I et brev af 29. september 1985, henvendt til alle katolske biskopper i hele verden, skrev han: „I nogle år er der i visse kirkelige kredse blevet holdt stadig flere bønnemøder med det formål at udfri folk fra dæmoners indflydelse.“ Han mindede prælaterne om at sådanne møder ifølge den kanoniske lov ikke må finde sted uden den lokale biskops udtrykkelige tilladelse. Det bør kun være præster der får denne tilladelse, for ingen lægfolk har ret til at udtale „eksorcistformlen mod Satan og de faldne engle“.
Det franske dagblad Le Figaro rapporterer: „Den ’voldsomme vækst’ i eksorcisme og antisatanisk virksomhed er i løbet af de sidste par måneder blevet almindeligt kendt i Italien, især i Torino, hvor kardinal Anastasio Ballestrero for nylig udpegede seks nye eksorcister.“ Dagbladet International Herald Tribune, der udgives i Paris, fortæller imidlertid at der er tale om et internationalt fænomen. Det skriver: „Interessen for Satans eventuelle tilstedeværelse i Torino er kun et led i en større diskussion inden for den katolske kirke om den personifikation af det onde der forskellige steder i Skriften og i kirkens lære omtales som ’denne verdens fyrste’, ’mørkets magt’, ’den gamle slange’ og ’bagvaskeren’.“
Jean Dutourd, der er medlem af Det Franske Akademi, har fremsat nogle interessante kommentarer vedrørende den tvivl der i dag hersker om Satans eksistens — selv blandt katolske prælater. I det franske dagblad L’Est-Républicain skriver han: „I vore dage er det ikke populært at tro på Gud, men det er dog mere eller mindre acceptabelt. Troen på Djævelen derimod betragtes som decideret latterlig. Mange blandt samfundets elite, intellektuelle, politikere, og uden tvivl også blandt en hel del biskopper, finder nærmest omtalen af Satan komisk. Denne latterliggørelse overrasker mig egentlig, eftersom det ser ud til at Djævelen har vist os særlig opmærksomhed siden 1914.“
Hvis katolikker, og deriblandt gejstlige, har behov for at paven og andre indskærper dem at Satan virkelig eksisterer, skyldes det så ikke at kirken i århundreder har lagt større vægt på tradition, filosofi og ubeviste videnskabelige teorier end på Bibelen?
Det er meget træffende at ovennævnte kommentar nævner 1914, for ifølge Bibelens profetier begyndte netop i det år „de sidste dage“, hvor Djævelen, i egenskab af „verdens hersker“, vil gøre et sidste desperat forsøg på at lede menneskeheden i fordærv. (2 Timoteus 3:1; Johannes 14:30) Bibelen siger advarende: „Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ Oprigtige katolikker bør godtage hvad Bibelen siger, for verdensforholdene viser at „Guds rige er nær“. — Åbenbaringen 12:7-12; Lukas 21:25-31, da. aut.
Eftersom Guds rige vil fjerne uretfærdigheden og dens årsager, vil Djævelen og hans tilhængere snart blive ryddet af vejen. Kun de der ved at Djævelen eksisterer kan modstå hans herredømme og gøre sig håb om at overleve. Og man modstår ham ikke ved forsøg på eksorcisme, men ved, som apostelen Paulus skrev, at iføre sig „den fulde rustning fra Gud“. Ja, Guds ord siger klart og tydeligt: „Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ — Efeserne 6:11-18; Jakob 4:7.
[Illustration på side 26]
Djævelen og hans dæmoner er blevet kastet ned til jordens nærhed. — Åbenbaringen 12:9, 12
[Kildeangivelse på side 26]
Picture Book of Devils, Demons and Witchcraft/Ernst og Johanna Lehner/Dover